Filmanmeldelse: Human Flow – Et menneskehav af nød
Sjældent har en film levet bedre op til sin titel end Ai Weiwei’s ”Human Flow”.
De senere år er vi blevet præsenteret for en række fremragende film om flygtninge- heriblandt Gianfranco Rosi’s ”Fire at Sea” om flygtningestrømmen over Middelhavet til den italienske ø Lampedusa, der vandt guldbjørnen i Berlin forrige år.
Men Ai Weiwei tackler emnet fra et langt større perspektiv. På 140 minutter når den kinesiske kunstner og aktivist at give os et øje- og overbliksbillede af flygtningesituationen i hele verden lige nu, hvor omkring 65 millioner mennesker er på flugt.
Det er en monumental rejse gennem mere end 40 flygtningelejre i 23 lande. Fra Bangladesh til Mexico og fra Mellemøsten til Afrika skildrer Ai Weiwei dette menneskehav af nød og flygtningekrisens globale proportioner, så man til slut sidder lammet tilbage.
Det starter med billeder af det store, rolige blå hav, men den meditative ro bliver snart brudt af små både fyldt til randen af råbende og gestikulerende mennesker på vej over Middelhavet. De virker så ubetydelige på det store hav, men så snart de når land på den græske ø Levros begynder man at ane problemets omfang. Ai Weiwei følger en gruppe på deres rejse til fods gennem Grækenland til den Makedonske grænse, hvor strømmen af mennesker hurtigt bliver til en rivende flod, hvis fremdrift blokeres ved hvert eneste skridt. Da flygtningene når frem, har makedonerne lukket grænsen, og mens de hober sig op i tusindevis i diminutive telte uden en forkromet plan B, som små levende blodlegemer i forkalkede årer, begynder regnen, der blot understreger deres fortvivlede situation yderligere.
Fra Grækenland fortsætter turen rundt i resten af verden fra det ene flygtningebrændpunkt til det næste. Syriske flygtninge i Jordan flyder over i fortællingen om strømme af Afghanske flygtninge på vej tilbage til deres hjemland fra Pakistan til en verden, hvor der ikke mere er noget hjem at vende tilbage til, og hvor de i stedet ender i fattigdom i nye slumområder omkring byerne. Filmen mellemlander også til Ain al-Hilweh flygtningelejren i Libanon, der har eksisteret i 60 år, og som huser 120.000 mennesker på et areal på omkring en kvadratkilometer, hvilket gør den til et af de tættest befolkede områder i verden. Videre til Gaza-striben, hvor menneskelig nød lever blot en halv times kørsel fra den israelske hovedstad klemt inde bag høje mure. På samme måde får vi billeder fra verdens største flygtningelejre i Kenya og når også til grænsen mellem Mexico og USA.
Ai Weiwei optræder selv adskillige steder i filmen – ikke for at spille den showprægede fortæller som Michael Moore, men for at forstå og vise, hvad det egentlig vil sige at være flygtning ved at hænge ud med dem.
Det er blændende dokumenteret. Der er storslåede billeder af flygtningestrømmene i ”Human Flow”, når droner svæver over de endeløse lejre, og menneskemylderet virker som små myrer. Der er visuel poesi i nøden, når flygtningene pakkes i guldglittrende varmetæppe som store julekugler. Og der er rørende scener, som kvinden, der kun vil filmes med ryggen til, mens hun snakker, og som først begynder at græde og derefter at kaste op.
Men først og fremmest slår filmen de mure ned, som vi har bygget omkring den vestlige verden, og viser os, hvad det virkelig vil sige at være på flugt i årevis uden hjem, uden sikkerhed og basale menneskelige fornødenheder og uden fremtidsudsigter.
Ai Weiwei kommer ikke med nogen løsninger, men han tvinger os til at erkende flygtningekrisens kolossale omfang og stiller spørgsmål til vores medmenneskelighed og parathed til at hjælpe.
Væsentlige spørgsmål i en tid, hvor ordet flygtning nærmest er blevet et skældsord og fremstilles som noget truende, frem for noget, der bør kalde på vores medfølelse. Og hvor flygtningene er blevet til abstrakte størrelser lukket ude bag det nye jerntæppe, som Europa har rejst omkring sig selv. Det Europa, som ellers har givet liv til både flygtningekonventioner og menneskerettighedserklæringer, men som nu er i gang med at vaske hænder. Eller som den tyske avis Spiegel skriver: ”Europa er død. Længe leve Europa?”
Alene af den grund er ”Human Flow” en af årets vigtigste film.
Human Flow – 140 minutter – Tyskland – Instruktør: Ai Weiwei – Medvirkende: Flygtninge overalt i verden
