Filmanmeldelse: I, Tonya – Skøjteprinsesse og boksebold
Det eneste, som Tonya Harding nogen sinde ville være, var en berømt skøjteløber. Det blev hun også, men det, som verden især husker hende for, var da hendes eksmand Jeff Gillooly orkestrerede et overfald på hendes konkurrent Nancy Kerrigan. Målet var at brække Kerrigans ben før Vinter OL i Lillehammer i 1994, men hun slap med skrækken og et blåt mærke over knæet. Og selv om Tonya Harding aldrig indrømmede andet end, at hun måske kunne have forhindret overfaldet, endte hun alligevel med at blive udelukket fra professionelt skøjteløb på livstid.
Sådan kunne en film om Tonya Harding have handlet om den gode skøjteprinsesse mod den onde. Heldigvis vil den australske instruktør Craig Gillespie meget mere end det. Hans nye flm ”I, Tonya” undgår behændigt alle de sort/hvide klichéer og er i stedet et dybt underholdende, tankevækkende og meget nuanceret portræt af Harding og hendes liv. Og så er den beviset på, at sportsfilm ikke behøver at være kedelige.
Historien om Tonya Harding er også beretningen om arbejderpigen Tonya, der både blev slået og misbrugt af sin mor og senere også af sin mand. Hvis man endelig skal anklage ”I, Tonia” for noget, så er det, at den i sekvenser nærmest forvandler hustruvolden til reality-underholdning.
I takt med, at Tonia Hardings skøjtetalent begynder at manifestere sig, stiger presset fra moderen både verbalt og fysisk. da hun møder Gillooly og gifter sig med ham bare 19 år gammel, sker det blandt andet for at kunne flytte hjemmefra og lette presset efter lange år med rigid skøjtetræning.
Men volden stopper ikke. Som Harding selv fortæller, så opfattede hun overgrebene fra moderen som bevis på, at hun elskede hende, og det samme gælder i forhold til ægtemanden. Kun på skøjtebanen er hun fri til at forfølge sine drømme. Hun bliver den første amerikanske kvinde, der udfører et triple aksespring, bliver amerikansk mester i både 1991 og 1994 og sølvinder ved verdensmesterskaberne i 1991.
Gillespie leverer sin film i en semi-dokumentarisk stil, hvor både Tonya, hendes mor LaVon og ægtemanden kommer med modstridende forklaringer på, hvad der egentlig skete. Hvis personerne virker overdimensionerede, så er det fordi, at de rent faktisk er det. Klip med de ægte personer i slutningen af filmen viser således et persongalleri og nogle typer, som selv Cohen-brødrene ikke kunne have fundet på.
”I, Tonya” er Tonia Hardings film, og hun forløses fantastisk af den australske skuespiller Margot Robbie, som nagler rollen fast til isen, som den pressede og usikre kvinde, der trods de flotte resultater har svært ved at undslippe det miljø, hun er udsprunget af. Selv på isen indhentede det hende, når dommerne gav hende lavere karakterer end hun burde. Ikke på grund af hendes præstationer, men på grund af hendes fremtræden. De trashede kostumer og det lidt for mainstream musikvalg. Hun var ikke det billede, som det officielle USA ønskede at sende til OL. Her passede den mere klasssiske og elegante (men også mere kedelige) Nancy Kerrigan langt bedre ind.
Men USA er jo i høj grad også Tonia Harding, og filmen er et fascinerende dyk ned i det USA, som valgte Donald Trump til præsident. En forarmet, hvid middelklasse, hvor vold og misbrug er dagligdag, og hvor der ikke er langt til beslutninger som den med overfaldet på Kerrigan.
Det er også tankevækkende, at Tonia Harding efter sin udelukkelse i stedet begyndte at bokse. Efter at have været vokset op som boksebold for sin mor, levet som boksebold for sin mand blev hun nu boksebold for hele USA.
I, Tonya – 120 minutter – USA – Instruktion: Craig Gillespie – Medvirkende: Margot Robbie, Sebastian Stan, Allison Janney, Julianne Nicholson, Paul Walter Hauser m.fl.
