Berlinalen 2018 dag 7 – Hvor skal vi hen du?
Når man som jeg har været til Berlinalen i nu 11 år i træk, begynder de forskellige år at flyde ud i hinanden. På mange måder er det jo det samme arrangement hvert år med små forandringer – variationer over det samme tema så at sige.
Det oplevede jeg for eksempel i går, da jeg interviewede skuespillerinden Frederikke Dahl Hansen om hendes rolle i Kasper Rune Larsens film ”Danmark”. I min hukommelse mente jeg kun, det var tre-fire år siden, at jeg sidste gang interviewede hende på Berlinalen i forbindelse med filmen ”Frit fald”, men faktisk var det helt tilbage i 2011.
Så årene smelter sammen, og med mindre, der er sket et eller andet helt ekstraordinært, er det svært at huske et bestemt årstal. Hvilket bringer mig frem til de aktuelle spørgsmål: Hvad vil Berlinalen 2018 egentlig blive husket for? Hvad var der af skelsættende begivenheder? Hvad var temaet i hovedkonkurrencen? Og hvilke film gik journalisterne hernede og talte om ville have en chance for at vinde?
Lad mig svare på det sidste først. For svaret er, at journalisterne i år kun snakker minimalt om, hvilken film der måske vinder, fordi der ud af de 14 film, der indtil nu er blevet vis i hovedkonkurrecen, ikke har været én eneste, som for alvor skilte sig ud som en ægte Guldbjørn-vinder. Det lyder måske som et gnavent opstød fra en halvgammel, gnaven filmanmelder, men i så fald er vi mange gnavne.
Jeg savner i den grad en film somfor eksempel sidste års vinder, det smukke og romantiske ungarske drama ”Krop og sjæl”. En så usædvanlig kærlighedshistorie fortalt på en så usædvanlig en måde, at man blev grebet af det fra start til slut.
I stedet har hovedkonkurrencen været fyldt med film efter film, der ikkke forstod at overraske, men i stedet var variationer over temaer, man har set igen og igen.
Hvad angår termaet, står Berlinalen 2018 lige så uskarpt. For de 14 film har på ingen måde et fælles tema, der bevæger sig som en rød tråd igennem dem. Og da slet ikke et politisk tema, som jo ellers er det, der plejer at være Berlinalens varemærke.
Her er ingen samlet agenda omkring flygtningeproblemer eller overvågningssamfund, ja ikke engang om krænkelser, selv om det kunne have været passende i et MeToo-Berlinaleår, men de film skal nok komme inden længe, bare vent og se.
Nej, i stedet virker det som om, at Berlinalen har trukket sig væk fra det overordnet politiske og tættere på det nære menneskelige og personlige. Film om enkeltpersoner og begivenheder i deres liv. Om kærlighed, eksistentielle kriser, stofmisbrug og den slags.
Det eneste andet fællestræk, som jeg kan se, er at filmene leverer den ene stærke kvindefigur efter den anden, og lige så svage mandefigurer. Af de 14 film gør dette sig i hvert fald gældende i de 10-11 stykker, hvilket må siges at være så tydeligt, at der helt sikkert ville være blevet talt højt om det, hvis det havde været omvendt. Som mand savner jeg i hvert fald mænd, der er velsoignerede, intelligente og tydelige. Mænd man kan identificere sig med og spejle sig i.
Og så er der noget andet, der slår mig. At hovedkonkurrencen i Berlinalen 2018 også er en lukket fest rent geografisk. Af de i alt 24 film i hovedprogrammet, er der kun 4 altså en sjettedel, der ikke er fra enten et europæiske land eller USA.
Filmene skal selvfølgelig udvælges ud fra deres kvaliteter, men en så vigtig og international filmfestival som Berlinalen burde favne bredere end at have en enkel film fra Asien, to fra Sydamerika og én fra Mellemøsten.
Så igen, hvad vil berlinalen 2018 blive husket for – bortset fra hele MeToo-debatten, som også her på syvendedagen virker fjern og fraværende? Svaret er – desværre – ikke ret meget.
DAGENS FILM
MY BROTHERS NAME IS ROBERT AND HE IS AN IDIOT
En tre timer lang tysk film om et mildt sagt foruroligende søskendepar lyder som hård kost, og det er det på en måde også. Det er midt om sommeren med fuldmodne kornmarker tæt på en lokal tankstation. Robert hjælper sin tvillingesøster Elena med at forberede sig på sin afsluttende filosofi-eksamen. Søskendeparret lever helt i deres egen verden. Nogle gange er de søde og ømme mod hinanden, andre gange det stik modsatte, men mellem dem hersker en symbiose, der er fuldstændig uigennemtrængelig for omverdenen. Elena er jaloux på Robert, fordi han er interesseret i hendes veninde. Hun laver derfor et væddemål om, at hun vil gå i seng med nogen inden sin eksamen. Hvis hun taber får Robert hendes VW Golf, og hvis hun vinder, skal han bede hende om noget. Mens deres væddemål bliver mere og mere alvorligt, lakker både weekende og deres barndom mod enden. Som sagt er tre timer lang tid, men hvis man holder ved, kommer belønningen i form af den sidste times begivenheder og masser af filosofisk snak om tid undervejs, som man kan blære sig med ved næste fest, hvis man ellers kan huske det.
UNSANE
Det er ikke så tit, at man bliver grebet af noget snærende og klaustrofobisk i en film – en urangst for at miste kontrollen over sit eget liv. I Stenven Soderberghs nye film ”Unsane” lykkes det imidlertid. Den unge kvinde Sawyer forlader sin hjemby Boston for at starte på en frisk. Men ikke så snart er hun begyndt på et nyt, lovende job, før end at hun ufrivilligt bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Nu starter et nærmest Kafkask forløb, hvor hendes vrede over at være blevet tilbageholdt blot tolkes som aggressivitet, der både isolerer hende i forhold til de andre patienter og forlænger hendes ophold yderligere. Og for at gøre det hele endnu værre opdager hun, at den stalker, som hun flygtede fra ved at forlade Boston, tilsyneladende er blevet ansat som hjælper på den psykiatriske afdeling. Eller er det hele blot noget, hun bilder sig ind? Med twists, evigt skiftende synsvinkler og en handling, som gang på gang chokerer stiller ”Unsane” ikke bare spørgsmål om vores virkelighedsopfattelse, men også om det system, der skal passe på os.
THE INTERPRETER
En 80-årig gammel oversætter, Ali, banker på en dør til en herskabslejlighed i Berlin. Han er på udkig efter den SS-mand, der beordrede hans forældre skudt under 2. Verdenskrig. I tasken har Ali en pistol, som han vil bruge til at skyde SS-manden, men møder i stedet hans 70-årige søn Georg – en tidligere lærer, der har brugt hele sit liv på at undgå sin far og hans fortid. Ali’s besøg vækker George nysgerrighed. Han opsøger ham derfor og inviterer ham på en tur igennem Slovarkiet for at opsøge de steder, der står beskrevet i faderens breve. Mens George i virkeligheden bare gerne vil have en underholdende tur, håber Ali at finde ud af, hvordan hans forældre virkelig døde. Og langsomt begynder de to meget forskellige mænd at åbne sig over for hinanden, mens de bevæger sig gennem et land, sm helst vil glemme alt om fortiden. Den slovakiske instruktør Martin Suliks film bevæger sig hele tiden mellem komedie og tragedie og udvikler sig til en roadmovie med to gamle mænd, der forsøger at befri sig fra de byrder, der har fulgt dem hele livet.
