Filmanmeldelse: The Shape of Water – Guillermo del Toros betagende mesterværk
Det sker en sjælden gang imellem, at man ser en film, der fortryller én og griber én om hjertet fra første sekund. En film som er så poetisk og visuelt smukt fortalt, at det er som at læse det skønneste digt – og som efterlader én med varme i hele kroppen og bevidstheden om lige at have overværet et mesterværk.
Sådan en film er Guillermo del Toros fantastiske ”The Shape of Water”. En genial instruktørs overflødighedshorn af et stykke filmkunst, fyldt af empati og sensualitet og i en helt anden toneart end hans nådesløse gyser ”Pans Labyrint” (2006)
Dette er et voksent eventyr om en forældreløs, stum rengøringsdame og den menneskelignede havmand, som holdes fanget i det militære forskningsanlæg, hvor hun arbejder. Men samtidig er det også en film, der ikke bare lader sig putte ned i en bestemt genre, men konstant veksler mellem at være gal videnskabsmands B-film, musical, koldkrigs noir-drama og klassisk kærlighedshistorie.
Året er 1962 på højdepunktet af Den Kolde Krig med Cubakrisen ventende lige om hjørnet. I Baltimore bor den stumme Elisa (Sally Hawkins) alene og drømmer om at møde den magiske frø, som hun kan kysse og forvandle til en prins. Men samtidig er hun også en kvinde af kød og blod med behov og begær, som hun stiller ved at onanere i badet hver morgen, mens æggeuret tikker.
”The Shape of Water” afslører sine eventyr-intentioner lige fra første smukke scene, hvor møbler flyder rundt som havplanter i en oversvømmet lejlighed og en voice-over kommer med referencer til ”De sidste dage i en smuk prins’ regeringstid”, ”Prinsessen uden stemme” og ”Uhyret som forsøgte at ødelægge det hele”.
Elisa er ensom, og det samme er de fleste af filmens øvrige hovedpersoner: Hendes konstant snakkende arbejdskollega og ven Zelda (Octavia Spencer), der uafladeligt klager over sin uempatiske mand, og hendes nabo Giles (Richard Jenkins), en aldrende, homoseksuel illustrator, der hverken kan få udløb for sine arbejdsambitioner eller sine følelser.
Ingen er dog mere ensom og desperat isoleret end den navnløse havmand, som er blevet indfanget i Amazonas og anbragt i et forskningslaboratorium i Baltimore, hvor forskerne er overbeviste om, at hans overnaturlige evner kan give USA et forspring i rumkapløbet.
Da Elisa møder ham under sit daglige rengøringsarbejde i laboratoriet, ser hun ikke et skællet, algefarvet uhyre, men en tvillingesjæl, der ikke bare deler hendes tavshed, men også hendes ar og hendes kærlighed til Benny Goodman plader.
Sød musik opstår, men da den sadistiske oberst Strickland (Michael Shannon) ønsker at dissekere havmanden for at afsløre hans hemmeligheder, må Elisa udtænke en vovet plan for at befri ham.
For en kærlighedsfilm som ”The Shape of Water” betyder kemien mellem hovedpersonerne alt. Og heldigvis har man ingen grund til at tvivle på følelserne mellem Sally Hawkins’ delikate, men udtryksfulde Elisa og Doug Jones’ flot maskerede havmand.
På samme måde har den slags historier brug for en overbevisende skurk, og her er Michael Shannon i sit es. En brutal, krybdyrsagtigt ufølsom regeringsagent med en stank af koldbrand fra de fingre, som havmanden har bidt af. Hans eneste interesse er at dræbe det, som han ikke fatter, frem for at udforske dets kvaliteter. Eller som hans overordnede, der er på helt samme bølgelængde, udtrykker det: Vi har ikke brug for at lære noget.
Det, der for alvor gør ”The Shape of Water” magisk er imidlertid selve opsætningen: Luis Segueiras kostumer og Paul D. Austerberrys fantastiske scenografi, der vækker denne blågrønne verden til live i al dens pragt og med så mange smukke detaljer, at man vil kunne opdage nye ting, hver gang man ser den. Og rundt om det hele Alexandre Desplats vidunderlige musik, der mere end noget forener de to stumme væseners kærlighed, samt danske Dan Laustens formidable kamera-arbejde, som hopper ubesværet rundt mellem belysninger og farvepaletter fra alle Hollywoods tidsepoker og genrer og endda på et afgørende øjeblik skifter til det smukkeste sort/hvid.
I en tid, hvor Netflix og andre screening-tjenester får mange til at komme med dommedagsvisioner for biografernes fremtid, bringer film som ”The Shape of Water” eventyret tilbage til biograflærredet på en måde, som ingen fjernsynsskærm eller Ipad ville kunne gøre det.
Guillermo del Toros film er ikke blot et mesterværk, men en hyldest til kærligheden, poesien og filmen. Ellers som det reciteres i et afsluttende digt:
Unable to perceive the shape of You,
I find You all around me.
Your presence fills my eyes with Your love,
It humbles my heart,
For You are everywhere
The Shape of Water – 123 minutter – USA – Instruktør: Guillermo del Toro – Medvirkende: Sally Hawkins, Doug Jones, Michael Shannon, Richard Jenkins, Octavia Spencer m.fl.
