Filmanmeldelse: Happy End – Hanekes isnende familiedrama
Jeg tror ikke, det kommer som en kæmpe afsløring for nogen, at titlen i Michael Hanekes nyeste film ”Happy End” er lige så retvisende som i hans film ”Funny Games” (2007).
”Happy End” er tværtimod en satirisk mareridtsvision omkring den europæiske velstand, lige så stærk, strålende og utilgivende som en skærende halogenpære.
Det er ikke første gang, at Haneke skildrer utiltalende personer fanget i deres egen fortvivlelse, men her sker det endnu mere ekstremt end før. Hans opfølger til ”Amour” (2012) er en fatalistisk beretning om betændt vrede, som strømmer gennem en velstående europæisk familie, hvor ingen har det godt hverken med sig selv, hinanden eller verden generelt.
Faktisk virker ”Amour” nærmest sentimental i forhold til ”Happy End”. Frygten for døden, der prægede det ældre par i denne film, er her skiftet ud med personer, der næsten ikke kan undslippe livet hurtigt nok.
Historien udspiller sig blandt medlemmerne i den indflydelsesrige Laurent-familie, der driver et succesfuldt byggefirma, som blev grundlagt af familiens nu demente patriark George (Jean-Louis Trintignant). Firmaet styres i stedet af hans iskolde datter Anne (Isabelle Huppert), som konstants taber tålmodigheden over for sin hensynsløse søn Pierre (Franz Rogowski). Anne’s bror Thomas (Mathieu Kassovitz) bruger det meste af sin tid på sine egne forretninger, mens hans 13-årige datter Eve (Fantine Harduin) betragter de forskellige familiemedlemmer med stigende afsky.
Hvad angår Eve, så er hun i virkeligheden er en psykopat med barneansigt, der starter filmen med at afprøve sin mors sovemedicin på sin hamster. Den dør, og snart er moderen selv i koma efter en overdosis (som datteren måske/måske ikke er ansvarlig for) og Eve bliver sendt afsted for at bo hos sin far. Hun er således ikke uskyldig, men alligevel det centrale øjenvidne til den familiære dysfunktionalitet, der udspinder sig omkring hende.
Dramaet spidser til, fordi Pierre, der overvåger byggepladserne, har negligeret sine forpligtelser, så en arbejdsulykke har udviklet sig til en økonomisk katastrofe for firmaet, der står over for et kæmpe erstatningskrav.
Persongalleriet folder sig langsomt gennem Hanekes kolde, ildevarslende stil. Filmen er uden soundtrack, men fyldt med lange scener, der dvæler i store, tomme rum, og med mennesker, der synes allergiske over for det mindste smil.
Langsomt samler Haneke de mange lag i sin fortælling begyndende med en ambitiøst udført epilog set gennem en iPhone, hvor Eve livestreamer sit liv. Senere suppleres dette med facebook-chats, der udfolder sig minut for minut, og hvor man i de fleste tilfælde ikke får afsløret, hvem afsenderen er.
Det er fascinerende at opleve den 75-årige Haneke udforske, hvordan moderne teknologi kun har ført til, at mennesker trækker sig endnu længere ind i deres ensomme verdener. Og han veksler drevent mellem de pixelerede billeder og slorslåede billeder af Laurent-familiens paladsagtige hus.
På et tidspunkt afbrydes den kølige stemning af en af de mest deprimerende jeg-er-fuld-og-synger-karaoke scener i filmhistorien og viser, hvordan den ulmende vrede blot venter på at eksplodere under familiens frosne overflade.
”Happy End” byder på masser af god filmkunst og fremragende skuespilpræstationer. Alligevel ender misantropien med at føles tom, og man savner et bud på, hvordan verden kommer videre herfra og ikke bare Hanekes postulat omkring, at vores nuværende samfund har spillet fallit.
Happy End – 107 minutter – Frankrig, Østrig og Tyskland – Instruktør: Michael Haneke – Medvirkende: Isabelle Huppert, Jean-Louis Trintignant, Mathieu Kassovitz, Fantine Harduin m.fl.
