Filmanmeldelse: Lady Bird – Gervigs flotte debutfilm om overgangen fra barn til voksen
Der er en egen fortryllelse over Greta Gervigs debutfilm ”Lady Bird”. En finfølt indlevelse i det at være pige det sidste år, inden voksenlivet for alvor begynder og fortalt helt uden anden dramatik end den, som livet forsynet de fleste af os med. Man blinker med øjnene og føler sig et øjeblik hensat til Richard Linklaters ”Boyhood”.
Måske skyldes det, at filmens hovedperson Lady Bird i virkeligheden er en 15 år yngre udgave af Greta Gerwig selv. Lige som Lady Bird stammer Gerwig fra Sacramento. Hendes mor er også sygeplejerske, og hun gik selv på en katolsk High School, inden hun studerede videre i New York. Og ja, så foregår filmen i 2002, hvor Gervig selv var 18-19 år gammel.
Christine, der foretrækker at blive kaldt Lady Bird (for det navn har hun givet sig selv), begynder på sidste år i High School, mens hun drømmer om flytte fra Sacramento til et mere sofistikeret universitet på østkysten. Hendes hud er spættet af bumser, hendes hår er panikrødt og hendes ekspressive natur, stærke meninger og stædige attituder overgås kun af hendes mor, der meget hellere vil have, at Lady Bird finder et billigere universitet i nærheden.
De følelsesmæssige bravalderslag mellem de to illustreres allerede i filmens første scene. Her starter en samtale under en biltur uskyldigt med en snak om Steinbecks ”Vredens druer” og ender med, at Lady Bird kaster sig ud af bilen og senere skriver ”Fuck dig mor” på gipsen på sin brækkede arm.
Christine vil ikke give opgive drømmen om at flytte langt bort, og mens han arbejder på at opfylde den gennemlever hun en række op- og nedture på sit sidste år både i forhold til kærester og sin seksuelle debut og i forholdet til bedsteveninden Julie. Først kaster hun sine øjne og krop på den flotte Danny, der lige som hende spiller med i skolens musical. Og da det ikke går skolens ”mystiske” fyr Kyle med viltert mørkt hår, guitar og statements som ”Jeg kan ikke lide penge. Jeg prøver at klare mig med byttehandler”. Lady Bird finder ham dyb, som teenagepiger altid har fundet den slags fyre dybe i deres egen mangel på erfaring.
På den måde folder filmen sig ud som et stort fotoalbum. En række af shapshots, der fremkalder stærke minder, mens de genskaber og indkapsler små glimt af store begivenheder i Lady Birds liv. Gervigs film og manuskript fanger ubesværet den turbulente overgang fra barn til voksen med både hjerte og den visdom der kommer med tiden. Og lige som året flyver forbi for Christine, gør filmen det for tilskuerne, så man bagefter sidder tilbage og bare ønsker mere.
Det er dygtigt gjort af Gervig, men hun har også fået god hjælp. Den irske skuespillerinde Saoirse Ronan, der har imponeret igen og igen siden hun som 13-årig blev Oscar-nomineret for sin rolle som overklassepige i ”Atonement” (2007) går ind i rollen som en forynget udgave af Gervig selv med et nærvær og en autencitet, der gør hende til det naturlige omdrejningspunkt i alle scener. Hendes lady Bird er uden den kejtethed, der præger mange teenagere på hendes alder, men også uden at være en ægte rebel. Hun ønsker bare noget andet end det, der lige er – ikke at omstyrte samfundet.
På samme måde får Laurie Metcalf det optimale ud af rollen som Lady Birds mor, der konstants kritiserer sin datters fejl fra hendes udseende til hendes karrieremuligheder, men samtidig arbejder i dobblet skifteholdsarbejde for at sikre datterens fremtid økonomisk.
Tilsammen skaber de to en dynamik, hvor de skiftevis kan sable hinanden ned og derefter forsones på en fuldstændig troværdig måde, uden at blinke.
Med denne overbevisende debutfilm kan man kun håbe, at Gerwig har flere minder, hun gerne vil omsætte til film – og at hun som en anden Woody Allen kan finde skuespillere som Saoirse Ronan, der kan være hendes stand-in på lærredet.
Lady Bird – 94 minutter – USA – Instruktør: Greta Gervig – Medvirkende: Saoirse Rona, Laurie Metcalf, Tracy Letts, Lucas Hedges, Timothée Chalamet, Beanie Feldstein m.fl.
