Filmfestivallen i Venedig kritiseres for kun at vælge mandlige instruktører
Så er der ballade i Venedig igen.
Sidste år blev den prestigefyldte filmfestival i byen voldsomt kritiseret for, at kun én ud af de 21 film i hovedkonkurrencen var instrueret af en kvinde.
Derfor havde mange forventet, at festivallen og dens kunstneriske direktør Alberto Barbera ville ændre kurs og i hvert fald inkludere et par kvindelige instruktører mere.
Det er imidlertid ikke sket. Da filmfestivalen i Venedig forleden offentliggjorde årets program, var resultatet nøjagtigt det samme. Kun den australske instruktør Jennifer Kent, der brød igennem som instruktør med gyseren ”The Babadook” (2014), var blevet udtaget med det voldelige drama ”The Nightingale”.
Alberto Barbera står imidlertid fast på sine principper og understreger, at det ikke er festivalens job at ændre filmindustrien.
– At udtage en film til hovedkonkurrencen bare fordi den var instrueret af en kvinde, ville efter min mening være en stor fornærmelse over for den pågældende instruktør. Derfor vil jeg også hellere skifte job end at være tvunget til at udtage en film bare fordi den var instrueret af en kvinde og ikke på baggrund af den kvaliteter, siger han i et interview i filmbladet Hollywood Reporter.
Barbera fortæller videre i interviewet, at han i forbindelse med udvælgelsesprocessen til årets program har set 1.500 indsendte film, hvoraf en tredjedel af dem var lavet af kvindelige instruktører. Han fortæller dog ikke, hvad det var, der gjorde, at kun én ud af disse 500 kvindeligt instruerede film endte med at blive udtaget. Det svarer til 0,2 procent, mens 2 procent af de 1.000 film instrueret af mænd – altså 10 gange så mange – endte i hovedkonkurrencen.
– For mig er det komplet ligegyldigt om en film er instrueret af en mand eller en kvinde, bare den er god. Derfor vil jeg også med glæde udtage flere kvindeligt instruerede film til hovedkonkurrencen, men det afhænger ikke af mig, siger Alberto Barbero og giver i stedet filmindustrien skylden.
– Problemet er, at der stadig er mange fordomme i branchen og ting, der bør ændres. Det vil også ske, men det kommer til at tage tid. Før eller siden vil alle indse, at kvindelige instruktører er lige så gode som mandlige. Men det er noget, der skal forandres i starten af filmens fødekæde og ikke i enden ved at forbeholde for eksempel en fjerdedel af pladserne i en hovedkonkurrence til kvindelige instruktører.
– I stedet skal man forbedre kvinders muligheder for at instruere film og give dem de samme muligheder som mændene, men det er ikke noget, vi kan gøre noget ved på Filmfestivalen i Venedig, forklarer Alberto Barbera.
Han peger på, at situationen er den samme i andre europæiske filmfestivaller som Cannes og Locarno. I Cannes var der i år kun tre film af kvindelige instruktører ud af 17 og i Locarno tre ud af 15.
Det er dog langt fra alle, der køber Alberto Bareras forklaringg.
– Enhver større filmfestival med så skæv en kønsfordeling som Venedig er en del af problemet ikke en del af løsningen. De er med til at fastholde et status quo, og deres program er udtryk for en meget snæver definition af, hvad der er en god film, siger Dr. Martha M. Lauzen, som leder Center for the Study of Women in Television and Film i San Diego.
