Filmanmeldelse: Tegneseriesatire fra en kørestol
Usædvanlige skæbner har altid været godt filmstof. Det gælder også Gus Van Sants film om John Callahan – den amerikanske satiretegner, der blev lam som 21-årig, men fandt en vej ud af ulykken via sine tegninger.
Det er en af dem, der er udgangspunktet for filmens titel. Tre sheriffer til hest befinder sig midt i ørkenen ved siden af en tom kørestol, hvorpå den ene udbryder ”Don’t Worry He Won’t Get Far On Foot”.
Denne form for ligefrem politisk ukorrekt humor gjorde John Callahan verdenskendt og skabte både vrede og grin.
Der var ellers ikke meget at grine af, da han som ung blev ramt af en tragedie. Sammen med en kammerat var John Callahan på pub-crawl rundt i byen og godt beruset efter en dags druk, da deres bil forulykkede. Det var kammeraten, der kørte, men det var John Callahan, der blev invalid for livstid og forvist til en kørestol.
Filmen følger, hvordan Callahan efter ulykken både skal kæmpe mod sit alkoholmisbrug – han var allerede alkoholiker, da han blev lam – og acceptere sit nye liv som handicappet.
Hans redning bliver blandt andet et 12-trins program og en gruppe i Anonyme Alkoholikere sponseret af den homoseksuelle rigmandssøn Donny – en Bee Gees agtig jesustype med langt hår og skæg og nedknappet skjorte.
Samtidig møder han den smukke fysioterapeut og stewardesse Annu, som han beslutter sig for at forføre. I det hele taget sætter ulykken ikke en stopper for Callahans erotiske liv. Allerede på hospitalet lægger han kraftigt op til sygeplejersken, da han flirtende spørger ”Vil du sidde på mit ansigt”. En scene der selv om den udfordrer MeToo-bevægelsen er vidunderligt livsbekræftende.
Den tredje del af Callahans genopstandelse er hans tegninger, der skamløst gør grin med alt i det amerikanske samfund, inklusive religion og homoseksuelle. Tegningerne, der havde deres helt egen stil, blev skabt ved, at Callahan krampagtigt holdt sin pen mellem begge hænder.
Historien om John Callahan kunne nemt være blevet patostung følelsesporno, men ”Don’t Worry He Won’t Get Far On Foot er lige det modsatte. Gus Van Sant koncentrerer i stedet sin film om den relativt korte periode Callahans liv, hvor han arbejdede sig ud af sit alkoholmisbrug.
Joaquin Phoenix gør en fabelagtig indsats i hovedrollen. I vanlig method acting stil trækker han figuren så langt over i det seriøse hjørne, at man må spørge sig selv, om den ægte og evigt respektløse John Callahan ville have kunnet genkende fremstillingen af sig selv.
Allerede for 20 år siden blev Gus Van Sant kontaktet af Robin Williams om en John Callahan film. Williams ønskede selv at spille hovedrollen, og det ville uden tvivl været blevet en anderledes munter film, hvis det var blevet til noget dengang. Det gjorde det så ikke, og Van kompenserer effektivt for Joaquin Phoenix alvor ved at placere de garvede komikere Jack Black og Jonah Hill i to andre centrale roller.
Det kan godt være, at Jonh Calahan aldrig kom til at gå igen. Til gengæld kom han til at stå for noget, der var både større og stærkere.
Don’t Worry He Won’t Get Far On Foot – 114 minutter – USA og Frankrig – Instruktør: Gus Van Sant – Medvirkende: Joaquin Phoenix, Johan Hill, Jack Black, Rooney Mara, Beth Dito m.fl.
