Filmanmeldelse: The Man Who Stole Banksy – En interessant idé, der ender alt for uensartet

Det er en interessant problemstilling, som den italienske instruktør Marco Proserpios dokumentarfilm ”The Man Who Stole Banksy” rejser. For hvem ejer egentlig street art? Og hvem er det til for?

Han kunne også dårligt have valgt en mere kontroversiel hovedperson. Den mytiske street art kunstner Bankys, hvis rigtige identitet er ukendt, opfattes af nogen som verdens mest geniale og indflydelsesrige street art kunstner n ogensnde, mens andre opfatter ham som simpel hærværksmand og kriminel.

I 2007 rejste Banksy til Palæstina for at male på vægge for på den måde at komme med en kommentar til striden mellem israelerne og palæstinenserne – på ægte Banksy-manér. Det blev blandt andet til værket Donkey Documents – et billede af en israelsk soldat, der tjekker et æsels ID.

Hvad Banksy ikke vidste, da han malede sit billede, var at ordet ”æsel”, er lokalt slang for palæstinensere. Det svarede derfor nogenlunde til at anbringe et brændende kors foran hovedkvarteret for sorte borgerrettighedsforkæmpere.

Palæstinenserne blev ophidsede, og en af dem – en lokal taxichauffør ved navn Walid – blev så opbragt, at han samlede nogle venner og huggede en blok på fire tons mur ud, hvor billedet var malet på. Og da Banksy er en kendt kunstner fik han selvfølgelig den idé, at han kunne sælge murstykket og bruge pengene på sin fattige familie.

Det er her, at Proserpios film begynder med ideen omkring, om man på den måde kan tage noget, der er ulovligt lavet, og lovligt stjæle og sælge det?

Banksys værk ender først i København, hvor det mislykkes at sælge det på en auktion. Så ryger det på lager et stykke tid, sendes videre til et indkøbscenter i London for at blive udstillet, tilbage til lageret, tilbage på auktion og så videre og så videre. På det tidspunkt handler filmen ikke længere om det stjålne værk, dets kontroversielle ophavsmand eller billedets politiske budskab. Nu har ”The Man Who Stole Banksy” i stedet bevæget sig ind i kunsthandlernes gråzoneverden, hvor street art fjernes fra vægge og mure uden kunstnerens tilladelse og bliver solgt, uden at kunstneren får en krone for sin kunst. For som en af kunsthandler-gribbene siger, så ejer kunstnerne jo ikke de vægge, de maler deres værker på.
Der er nok interessante ideer i Proserpios film til at fylde to-tre dokumentarfilm: Om hvem der i sidste ende ejer street art værker. Om indflydelsen fra vestlige street art kunstnere, der invaderer kulturelle minoriteter. Om det fattige, nedværdigende liv i det besatte Palæstina. Og om den interessante parallel mellem, hvordan israelerne stjæler af det ”fælles gods” med deres annektering af Østjerusalem, og kunsthandlernes tyveri af den fælles street art. Og med den gamle punkrocker Iggy Pop til at levere fortællestemmen, er det lige før, at man tror, at filmen kunne være en perfekt opfølger på den berømte Banksy-dokumentar ”Exit Through The Gift Shop” (2011).
Sådan går det desværre ikke – slet ikke. I stedet falder ”The Man Who Stole Banksy” fladt til jorden, eller rettere den vakler beruset rundt fra et emne til det næste uden at kunne beslutte sig, hvordan det hele skal flettes sammen.

Tyveriet af Donkey Documents antændte en brandstorm af en debat omkring det lovlige og moralske i at fjerne street art – som jo er kunst, der er beregnet til at blive delt af offentligheden på offentlige steder – og sælge det til private samlinger. I filmen møder vi Banksys tidligere agent Steve Lazarie, der insisterer på, at det er simpelt tyveri, og street art samleren Stephan Keszler, der omvendt mener, at det bare er god forretningssans. Vi får historielektioner serveret omkring den palæstinensiske graffiti, der var palæstinensernes eneste mulige protestmiddel under den første intifada. Og hvor chokerede mange palæstinensere var, da Bankys og hans venner kom og sprayede deres egen kunst over det hele. Vi hører om spændingerne mellem ortodokse kristne i Betlehem, muslimer og de jødiske besættere og klattet ud over det hele er korte gensyn med Walid, hvis liv ikke er blevet ændret en tøddel efter tyveriet.

Men igen intet af det hænger rigtigt sammen. Filmens brede materiale er for uensartet i sin tone, sin stil og sit fokus. Og så mangler den totalt den humoristiske tone, der gjorde ”Exit Through The Gift Shop” til så god en film. ”The Man Who Stole Banksy” vil meget, men har mest af alt brug for en ekstra tur gennem klipperummet.

The Man Who Stole Banksy – 93 minutter – Italien – Instruktør: Marco Proserpio – Medvirkende: Walid Zawahrah, Steve Lazarie, Stephan Keszler m.fl.