Filmanmeldelse: Julemandens datter – Familiejulehygge og kønskamp i smuk blanding
Det måtte jo komme. I disse MeToo-tider kan julemanden naturligvis ikke kun være en mand, men også en juledame – eller pige.
Sådan lyder udgangspunktet i Christian Dyekjærs søde og familievenlig julefilm, hvor julemandens datter Lucia starter sit eget kønsoprør. Hun er vred over, at det kun er drengene på julemandsskolen, der må gå i julemandsklassen.
For som både hendes far og skolens rektor påpeger over for hende ”hedder det jo en julemand og ikke en juledame”, og traditioner er til for ikke at brudt. Men Lucia vil ikke nøjes med at gå i pigeklassen og lære at strikke, bage klejner og passe rensdyr. Da hun vinder lodtrækningen ved den årlige julefest og må få et ønske opfyldt, beder hun derfor om at måtte begynde i julemandsklassen.
Først stritter rektor imod og indkalder hende for ældsterådet. Siden giver han hende lov på én betingelse: Hun skal bestå optagelsesprøven og opfylde menneskedrengen Alberts største ønske.
Hvad Lucia ikke ved er, at Alberts far har været i kløerne på det onde Krampus-væsen og er blevet Krampus-mærket, så han nu ligger syg og forvirret på hospitalet. Og at Alberts største ønske er, at hans far bliver rask igen.
Derfor kaster hun intetanende ud i den næsten umulige opgave, hvor hun både skal vinde Alberts tillid og løse gåden om faderens sygdom. Undervejs får Lucia og Albert hjælp fra Lucias forældre, mens de til gengæld må flygte fra Alberts fars skurkagtige chef Gorm.
Det er noget af et genrespring som Christian Dyekjær har foretaget fra det intense, hektiske drama ”Fantasten” (2017) til en gennemhyggelig familiefilm, der sagtens kunne være blevet til en hel 24-episoders julekalender. Også selv om han har prøvet kræfter med familiegenren før i ”Fuglejagten” (2012)
Netop derfor er det både overraskende og befriende, hvor vellykket og ubesværet, det er lykkedes Dyekjær at skifte spor. ”Julemandens datter” vidner om hans bredde talent og understreger endnu engang hans evner som personinstruktør, hvad enten det er børn eller voksne der er foran kameraet.
Historien folder sig ud som et velsmurt maskineri med de helt rigtige temposkift undervejs. Flugtsekvenser veksler med mere rolige scener, hvor der er tid til at uddybe personerne. Der er spændende øjeblikke, men ikke så uhyggelige, at filmens kernemålgruppe ikke kan se med. Nok er Gorm i Nicolaj Kopernikus skikkelse skurkagtig, men når overliggeren er replikker som ”Hov hov, så tager vi den lige med ro”, er niveauet lige som lagt.
Den bare 11-årige Ella Testa Kusk klarer ubesværet sin debut som Lucia og samspillet mellem hende og Peter Sejer Winthers klingende jyske Albert er filmens dynamo.
Læg dertil de vellykkede rammer både på den Hogwarts-agtigre julemandsskole og i de provinsdanske omgivelser i Hald Ege ved Viborg og resultatet er den smukkeste blanding af familiejulehygge og kønskamp.
Julemandens datter – 94 minutter – Dansk – Instruktør: Christian Dyekjær – Medvirkende: Ella Testa Kusk, Peter Sejer Winther, Martin Buch, Mia Lyhne, Ulf Pilgaard, Nicolaj Kopernikus, Mette Horn m.fl.
