Filmanmeldelse: Green Book – Oscarnomineret film beviser, at Viggo Mortensen sagtens kan spille komedie

Så er der kun få dage til, at det bliver afsløret, om Viggo Mortensen vinder karrierens første Oscar for sin rolle i ”Green Book” – og om filmen vinder i kapløbet om at blive kåret til årets bedste film.

Man kan i hvert fald sige, at den har alle ingredienserne til at vinde: Et politisk budskab (racisme i USA i starten af 60’erne) pakket ind i en gribende og livsbekræftende personlig fortælling om et umage venskab mellem to mænd. Og så selvfølgelig ikke at forglemme et par særdeles veloplagte, lige i skabet præstationer fra de to hovedrolleindehavere. Kort sagt en af den slags film, som amerikanerne elsker at præmiere med en Oscar.

Men uanset priser er Green Book bestemt en biograftur værd. Vi skriver 1962, og den italienske udsmider Frank Anthony Vallelonga alias Tony Lip (Viggo Mortensen) bliver arbejdsløs, da den natklub, han arbejder på, midlertidigt lukker for at blive renoveret.

Da han bliver tilbudt et job som chauffør for en ”Dr. Shirley” (Mahershala Ali), tror Tony først, at det drejer sig om en rigtig doktor. Shirley viser sig imidlertid ikke bare at være den berømte pianist Don Shirley, men også at være sort. Shirley har brug for en chauffør og beskytter på sin koncertturné rundt i de amerikanske sydstater.

Tony er fuld af fordomme omkring sorte, men ender alligevel med at sige ja til jobbet. De to mænd er hinandens diamentrale modsætninger, men undervejs lærer de lidt efter lidt, at de i virkeligheden ikke er så forskellige. Og at de begge har noget at lære fra den anden.

Titlens ”Green Book” er den populære forkortelse for The Negro Motorist Green Book. Det var en rejseguide, som udkom i USA i årene 1936-1966, og som var rettet mod sorte, middelklasseborgere, når de rejste rundt i USA i bil og skulle finde et sted at bo. Samtidig er den symbol for det raceopdelte USA, hvor der var mange steder, hvor sorte blev nægtet adgang – ikke mindst i sydstaterne.

”Green Book” er en af den slags film og historier, der meget nemt kunne være kammet over i overlagt sentimentalitet. Det sker heldigvis ikke, fordi instruktøren Peter Farrell trækker på sin fortid med ligefremme komedier som ”Dum Dummere 1 & 2” (1994 & 2014) og ”There is something about Mary” (1998). På den måde er filmen i perfekt balance mellem sin alvorlige og nogle steder tragiske baggrundshistorie og den knivskarpt tonerede humor mellem Tony Lip og Dr. Shirley.

Det er desværre alt for sjældent, at Viggo Mortensen får lov at spille sjove roller, for han kan godt. Rollen som Tony Lip er som skræddersyet til ham og en af den slags roller, der før i tiden ville være gået til Robert De Niro: En brovtende, madglad slagsbror og farverigt familiemenneske, der trods sine fordomme viser sig at være langt mindre fordomsfuld, end man skulle tro, have hjertet på rette sted og råstyrke nok til at kæmpe for sin arbejdsgiver.

Over for ham står Mahershali Ali som Dr. Shirley som den diamentrale modsætning: En gudsbenådet pianist, ulastelig, stolt og korrekt fra yderst til inderst, men også reserveret, dybt ensom og udstødt af både de sortes og de hvides verden.

De starter selvfølgelig med at være på kant på hinanden, inden de lige så selvfølgeligt kommer ind under huden på hinanden. Dr. Shirley hjælper Tony Lip med at skrive smukke, kærlighedsbreve til sin kone, og Tony lærer ham at åbne op over for andre.

Imellem dem opstår et venskab, der i virkelighedens verden kom til at vare resten af deres liv. ”Green Book” er nemlig bygget på autentiske personer og en autentisk fortælling, hvilket blot øger historiens styrke.

Der er en kemi mellem Mortensen og Ali af den slags, som altid er værd at se, når den med mellemrum opstår på film. Så gør et mindre, at handlingen er såre forudsigelig, og at filmen behandler racespørgsmålet som om, at det er et overstået kapitel.

Green Book – 130 minutter – USA – Instruktør: Peger Farrell – Medvirkende: Viggo Mortensen,  Marhershali Ali, Linda Cardellini m.fl.