Filmanmeldelse: Cold Pursuit – Liam Neeson på hævntogt i sneplov
Der er to ting, der slår mig, ved ”Cold Pursuit”.
Den første er, hvordan tingene har det med at gå i ring. Da den norske instruktør Hans Petter Moland i sin tid lavede ”Kraftidioten”, var han tydeligt inspireret af Coen Brødrenes ”Fargo” (1996) og TV-serien af samme navn.
Nu har de rige filmproducere i Californien så gjort som så ofte før og skudt penge i en amerikansk genindspilning af filmen med Moland i instruktørstolen. På den måde er historien vendt tilbage til det USA. Og Moland, ja han må have grinet hele vejen ned til banken over endnu engang at få penge for at filme den samme historie.
Den anden ting, der slår mig, er, at det egentlig er lidt synd for Liam Neeson. Jeg mener, nu har han drønet rundt som hævnerfar i tre Taken-film i 2008, 2012 og 2014, kæmpet mod lede skurke i et tog i ”The Commuter (2018) og mod andre lede skurke på et fly i Non-Stop (2014). Manden er 66 for pokker, så giv ham nu lidt ro.
Heldigvis er ”Cold Pursuit” ikke bare en slags ”Taken i sneen”. Arven fra Fargo fornægter sig ikke. Filmen er sort-satirisk fra start til slut, og det klæder både den og Neeson.
Historien er lige dele klassisk og skæv. Nels Coxman (Liam Neeson) lever et velordnet liv i den lille skisportsby Kehoe ikke langt fra Denver, Colorado. Han har sit gode, faste arbejde som sneplovsfører. Han har sin dejlige kone Grace (Laura Dern) og sønnen Kyle (Michéal Richardson). Og så er han netop blevet valgt som årets borger.
Ikke meget stof til en hævnerhistorie der, men det kommer der, da Kyle dør af en overdosis heroin. Nels’ verden styrter sammen på et splitsekund, men i stedet for at synke ned i sorg, kaster han sig ud i et enmandsfelttog for at hævne sønnens død.
Nels går systematisk til værks. Han starter med at gøre det af med de småpushere, der gav Kyle den dødbringende blanding heroin, og arbejder sig derefter videre op i systemet mod den lokale narkobaron Viking (Tom Bateman).
Undervejs kommer han uforvarende til at starte en bandekrig mellem Viking og den rivaliserende bandeleder White Bull. Og snart bliver det et spørgsmål, hvordan Nels skal hamle op med alle de mange fjender. Her er det så nyttigt, at have en sneplov, skulle jeg hilse og sige.
Det klæder Liam Neeson, at han ikke skal spille en eller anden veltrænet ekssoldat-hævner, men en almindelig familiefar. Og det klæder ”Cold Pursuit”, at den ikke bare er en non-stop actionfilm med velkoreograferede kampscener.
Selvfølgelig er der også brutalitet, men den udspringer i stedet af virkeligheden. Og selv om der rundes af med et klimatisk shootout, minder resten af handlingen langt mere om den skarpe præcision og kulsorte galgenhumor, som man husker fra ”Fargo”.
Et eksempel, som filmen har med fra den norske original, er en gennemgående gimmick, hvor hvert enkelt dødsfald efterfølges af et skilt med personens navn, religion og nummer i dødsrækken. Det lyder måske ensformigt, men det bliver faktisk ved med at være sjovt.
Omgivelserne i Kehoe minder i øvrigt et langt stykke ad vejen om Norge, så Moland må have følt sig på hjemmebane.
Dybest set kan man spørge sig selv, hvorfor verden havde brug for denne genindspilning? Liam Neeson er hverken værre eller bedre end Stellan Skarsgård, der spillede hovedrollen i ”Kraftidioten”. Det samme kan siges om resten af filmen, men nu er det selvfølgelig også Hans Petter Moland, der har instrueret begge versioner.
Men det er underholdende, og alt efter temperament smiler, fniser eller griner man en del undervejs. Og så er det interessant at se Liam Neeson spille far for sin rigtige søn, Michéal Richardson, som han har med Natasha Richardson.
Cold Pursuit – 119 minutter – USA, Canada, Norge, England og Frankrig – Instruktør: Hans Petter Moland – Medvirkende: Liam Neeson, Laura Dern, Michéal Richardson. Tom Bateman, Tom Jackson m.fl.
