Filmanmeldelse: Kvinde på krigsstien – Jeanne D’arc i islandsk sweater
Mens Cannes-festivalen er ved at kulminere for i år har en af de markante film fra sidste års festival fundet vej til de danske biografer.
Den islandske instruktør Benedikt Erlingsson har lavet en næsten perfekt opfølger til sin kendte ”Om heste og mænd” (2013). Hans nye film ”Kvinder på krigsstien” er noget så sjældent som en intelligent feel good film, der forstår at tackle alvorlige, globale emner med lige dele humor og retfærdighed.
Kvinden, som er på krigsstien, er den ukuelige, midaldrende musiklærer og korleder Halla (Halldóra Geirharðsdóttir). Hun bor alene i en lejlighed i Reykjavik med plakater af Nelson Mandela og Mahatma Gandhi på væggene som tegn på hendes politisk, aktivitiske sindelag.
Udadtil lever Halla et normalt liv, holder sig i form med Tai Chi og smiler imødekommende til naboerne, når hun cykler rundt i byen. I det skjulte er hun imidlertid en snarrådig økokriger, der forsøger at ødelægge en forestående handelsaftale mellem Island og Kina. Aftalen vil nemlig betyde, at der skal bygges et aluminiumsanlæg, som vil skade miljøet.
Derfor rejser Halla rundt til fjerntliggende egne på Island, hvor hun med sin specialbyggede bue ødelægge elmaster, mens hun behændigt undgår de helikoptere, der er på sporet af hende.
Den eneste, der kender Hallas dobbeltliv, er Baldvin (Jörundur Ragnarsson), der også er med i koret, og som meget praktisk spionerer for hende i regeringen. Han råder hende derfor til at stoppe, da jagten på den medieomtalte ”Bjergkvinde” optrappes med både droner og vagter.
Halla overvejer det også selv af mere personlige grunde. Hendes ansøgning om at adoptere en forældreløs ukrainsk pige er nemlig omsider blevet godkendt. Og rollen som adoptivmor passer dårligt sammen med at blive sendt i fængsel.
Spørgsmålet er derfor om Halla kan forsætte sin krig for miljøet, og samtidig påtage sig forældreansvaret? Eller om hun bliver indhentet af myndighederne, før hun kan nå at opfylde sin drøm?
Udfaldet skal ikke røbes her, men lige som i ”Om heste og mænd” leger Benedikt Erlingsson også denne gang med de fortællemæssige konventioner. Det sker i form af tre musikanter og tre ukrainske sangere, der dukker op i filmen i centrale scener, hvor de agerer en blanding af græsk kor, medsammensvorne og sympatiserende iagttagere, der akkompagnerer det, som sker.
Dette selvvalgte brud på ”Den fjerde væg” mellem tilskuerne og fortællingen på lærredet, bliver dog som alt andet i ”Kvinde på krigsstien” afviklet på en måde, der respekterer både filmens personer og publikum.
Rollen som Halla spilles med stor overbevisning af Halldóra Geirharðsdóttir. Med sin kortklippede frisure, og kameraindstillinger, der fanger hende nedefra, mens hun kigger op på elledningerne, minder hun om en moderne Jeanne D’arc i islandsk sweater.
Det klæder også ”Kvinde på krigsstien”, at den er en kærlighedshistorie, men uden romantisk kærlighed. Her handler det i stedet om den platoniske, men ikke mindre dybe kærlighed til mennesker og naturen.
På den måde er filmen endnu et bevis på det høje niveau, som islandske film har i disse år.
Kvinde på krigsstien – 101 minutter – Island, Frankrig og Ukraine – Instruktør: Benedikt Erlingsson – Medvirkende: Halldóra Geirharðsdóttir, Jörundur Ragnarsson, Jóhann Sigurðarson, Juan Camillo Roman Estrada m.fl.
