Catching up 06: Ad Astra – Imponerende rumrejse uden hjerte
Man må sige, at dette efterår står i Brad Pitts navn. For lidt over halvanden måned siden, spillede han den ene af hovedrollerne i Quentin Tarantinos 60’er hyldest ”Once Upon a Time in Hollywood”. Og for to uger siden kunne han så ses i endnu en hovedrolle i James Grays moderne rumepos ”Ad Astra”.
I en ikke særlig fjern fremtid arbejder astronauten Roy McBride for rumforskningsselskabet Spacecom. Hans far var en amerikansk rumhelt, der forlod sin familie for at rejse ud i verdensrummet som leder af det hemmelige Lima Project. Undervejs forsvandt hans rumskib, efter at det havde passeret Neptun, og ingen har hørt fra det siden.
Nu 16 år senere hjemsøges Jorden af en række uforklarlige strømsvigt, der forårsager enorme ødelæggelser. Roy bliver kaldt til møde hos Spacecom, der afslører, at Roys far meget vel stadig kan være i live – og sandsynligvis også er skyld i de elektromagnetiske bølger ude fra rummet, der er årsagen til de store strømsvigt.
Roy bliver derfor sendt på superhemmelig mission til Mars, hvorfra han skal forsøge at sende sin far et kodet budskab. For at nå derop, må han først gøre holdt på månen, som er udgangspunkt for rejser videre ud i rummet.
Turen byder både på fysiske farer og mentale udfordringer. Undervejs får Roy revideret opfattelsen af den far, han har beundret og savnet hele livet, lige som han bliver klar over den pris, der er for at tilbringe det meste af tiden i rummet.
James Grays forkærlighed for New Hollywood fornægter sig heller ikke denne gang. ”Ad Astra” er således tydeligt inspireret af både ”Apocalypse Now” (1979) og stemningen og tempoet i Stanley Kubricks rumklassiker ”Rumrejsen år 2001” (1968), hvor både musikken og rejsen gennem vores solsystem får noget langsommeligt og meditativt over sig. Men lige som med Kubricks film, går det ud over filmens følelsesmæssige aspekter. Selv om personerne både føler og taler, og der er adskillige actionscener undervejs, foregår endnu mere som indre monologer i Roys hoved, og resultatet er en film, der virker lige så emotionelt lufttom, som det rum, den foregår i.
Når det er sagt, så leverer Brad Pitt endnu en fornem præstation og en figur, der er diametralt modsat hans rå cowboy-stuntman i ”Once Upon a Time in Hollywood”. Rollen som Roy er en af den slags tavse, underspillede roller, som Ryan Gosling har gjort til sit varemærke. Men Pitt evner det også og får både vist os Roys indre kaos og konflikter samtidig med, at han demonstrerer, hvor bredt han selv favner skuespilmæssigt.
Men først og fremmest er ”Ad Astra” et visuelt overflødighedshorn, der snarere end et rosenrødt billede kommer med et såre realistisk bud på, hvordan vores fremtid i rummet ser ud.
Månen er ikke bare turistfælde og transitpunkt for rumrejser, men har sin egen skyggeside i bogstaveligste forstand, hvor rumpirater ligger på lur overfalder de rejsende. Her føler man sig hensat til Mad Max-agtige tableauer mellem månekraterne. På samme måde fungerer Mars som jordens yderste forpost lige så dystopisk.
Og så har ”Ad Astra” en af de flotteste indledningsscener, som undertegnede har set længe. Her arbejder Roy, der er så meget i kontrol, at hans puls aldrig overstiger 80 slag i minuttet, på en kæmpemæssig, futuristisk antenne, der rækker hele vejen fra jorden og ud i rummet.
Dermed slutter James Grays film sig til den voksende gruppe nye, episk storladne rumfilm, vi ser i disse år. Film som ”Gravity” (2013), ”Interstellar” (2014)” og The Martian” (2015).
Ad Astra – 123 minutter – USA – Instruktør: James Gray – Medvirkende: Brad Pitt, Tommy Lee Jones, Ruth Negga, Donald Sutherland, Kimberley Elise, LisaGay Hamilton m.fl.
