Filmanmeldelse: Ny biopic om Judy Garland når næsten til enden af regnbuen

Man kan undre sig over, at det har taget så længe at lave en biografisk film om skuespillerinden Judy Garland – den måske største kvindelige filmlegende i USA næst efter Marylyn Monroe, hvis liv endte lige så tragisk.

Men nu er den her. Og filmen når næsten i mål, der hvor regnbuen ender i det forjættede drømmeland, som Garland selv udødeliggjorde i “Troldmanden fra Oz” (1939), men som hun aldrig selv nåede. I stedet døde hun alt for tidligt i 1969 af en overdosis. Kun 47 år gammel, forgældet og slidt op af den underholdningsbranche, der 30 år tidligere løftede hende op til stjernestatus.

Rupert Goolds film starter perfekt med en elegant, næsten uafbrudt scene, hvor en teenageudgave af Judy Garland (spillet af Darcy Shaw) bliver vist rundt i kulisserne til “The Wizard of Oz” af Louis B. Mayer. Den Harvey Weistein-agtige filmmogul formår at smigre, fornærme og forføre Garland med sine løfter om at blive filmstjerne.

Derefter klippes der næsten 30 år frem i tiden til slutningen af 1968 få måneder før Judy Garlands død. Judy (nu spillet af Renée Zellweger) kæmper med stigende gæld og en forældremyndighedssag mod en af sine eksmænd, Sidney Luft.

I et desperat forsøg på at vende sin økonomi, så hun kan forsørge sine børn, og bevise, at hun kan klare rollen som mor, indvilger Judy i et fem uger langt engagement på London-natklubben Talk of The Town..

Her kaster hun sig blandt andet ud i en hed affære med den karismatiske entreprenør Mickey Deans og bruger tid sammen med nogle af sine trofaste fans. Men selv om tingene tilsyneladende begynder at gå den rigtige vej igen, truer Garlands indre dæmoner atter med at ødelægge alting.

Selv om ”Judy” tager sig visse friheder når det for eksempel gælder rækkefølgen på de forskellige begivenheder, lykkes det den samtidig at skabe et autentisk billede af Judy Garlands tumultariske privatliv.

De drømmeagtige flashbacks til hendes barndom er specielt effektive og kraftfulde. Her trækkes sløret væk fra det rosafarvede glansbillede, som filmselskabet MGM skabte omkring Judy Garland af PR-hensyn. I stedet portrætteres Louis B. Mayer som en kontrollerende, seksuelt overgribende manipulator, som fik gjort hende afhængig af stoffer og fik stor indflydelse på hendes fremtidige forhold til mænd. Ikke just nogen køn beskrivelse, men helt i takt med tidsånden og MeToo-bølgen.

Det er en skam, at filmen ikke udforsker dette scenario yderligere og ikke har mere at sige om de mørke sider af filmbranchen, end hvad andre Garland-biografier allerede har sagt for længst og med langt større styrke.

Man skulle ellers tro, at man ved at indsnævre handlingen til så kort en tidsperiode i hendes liv ville have kunnet fokusere mere på personen Judy Garland. Men når alt kommer til alt er manuskriptforfatterne mere interesserede i hendes  arv, end på at komme ind bag legenden.

Et eksempel på det er en af filmens sidehandlinger om hendes ikoniske status blandt homoseksuelle mænd. Intentionerne er sikkert gode nok, men det fremstår alligevel mere som ønsketænkning end virkelighedens Judy Garland.

Nej, der hvor ”Judy” for alvor lever og kommer ind under huden på én, er scenerne, hvor Garland optræder i Talk of The Town. Det er i disse øjeblikke af musisk og kunstnerisk sårbarhed, at filmen for alvor indfanger den falmende men stadig levende legende. Og det er også her, at Rupert Goolds instruktion og Ole Bratt Birkelands cinematografi fremstår mest dynamisk.

Frem for alt er det Renée Zellwegers film fra start til slut. Det er ingen hemmelighed, at Zeelweger kan synge, det beviste hun allerede i musicalen ”Chicago” (2002). Men her giver hun den et par tænder mere og får sat sit helt personlige præg på en række af Judy Garlands mest kendte sange.

Og ja, hun synger selv, hvilket er det, der I sidste ende gør, at Zellwegers udgave af Judy Garland klinger mere rent end Judy Davis’ ellers fremragende præstation i TV-serien om Garland fra 2001

Judy Garland plejede selv at sige, at ”man altid hellere skal være en førsteklasses udgave af sig selv end en andenklasses udgave af en anden.”
I dette tilfælde tror jeg dog, at Judy Garland ville have været fuldt tilfreds med Zellwegers udgave af hende, for den er i sandhed førsteklasses.

Judy – 118 minutter – England – Instruktør: Rupert Goold – Medvirkende: Renée Zellweger, Jessie Buckley, Finn Wittrock, Rufus Sewell, Michael Gambon m.fl.