Lars von Trier understregede søndag i Berlin, at han stadig er god for at provokere både på lærredet og udenfor.
Først var der verdenspremiere på von Triers egen, uforkortede version af ”Nymphomaniac vol. 1”. Dernæst var der pressemøde på hotel Hyatt – et pressemøde, som der på forhånd havde været mange gætterier, om Lars von Trier, ville dukke op til.
Det gjorde han, men kun til fotooptagelserne udenfor, og uden at bryde sit selvpålagte forbud efter ”Nazi-affæren” i Cannes i 2011 om ikke at udtale sig offentligt.
I stedet flashede von Trier sin nye sorte t-shirt for fotogtraferne. Den er fremstillet af elever hos Zentropa og bar påskriften ”Persona non grata, official selection” under Cannes-festivalens berømte logo, den gyldne palme.
Og sådan kan man sige en hel masse uden at sige noget. Om T-shirten var en slags tak for sidst til franskmændene eller et forsøg på at lokke Cannes festivalen til at tage ham til nåde igen, stod ikke helt klart, men bemærket blev det.
Inde på pressemødet lavede ”Nymphomaniacs” amerikanske stjerne Shia LaBeouf sit eget Lars von Trier stunt. Et spørgsmål om filmens sexscener fik den 27-årige skuespiller til først at vise nogle underlige håndtegn, hvorefter han meget langsomt svarede:
– Måger flyver efter en fiskekutter, fordi de tror, at der bliver smidt sardiner ud til dem, hvorpå han noget uventet rejste sig og forlod pressemødet.
Heldigvis havde de øvrige skuespillere ikke noget imod at tale om hverken filmens sexscener eller noget andet. Stacy Martin, der spiller filmens nymphoman Joe som ung sagde således:
– Jeg havde ingen problemer med sexscenerne overhovedet. De er en naturlig del af filmen og af min karakters personlighed. For mig var det langt mere nervepirrende, at det her er min første spillefilm.
Og Christian Slater, der spiller Joes far og som blandt andet overskider sig selv i en hospitalsseng, supplerede:
– Når man har en instruktør som Lars von Trier er den slags ikke vanskeligt. Lige fra første gang, jeg mødte ham, og vi spiste middag sammen, følte jeg mig helt tryg. Han er en utrolig lige til og ærlig fyr og en følsom mand. Det er en gave for en skuespiller at opleve en instruktør, der forstår, hvad det vil sige at være skuespiller. Så kan man bedre gå ind i de scener, der forekommer ydmygende og pinlige og gøre sit bedste på en naturlig måde.
Der var også rosende ord til Lars von Trier fra den svenske veteran, Stellan Skarsgård:
– Jeg har jo arbejdet med Lars så mange gange efterhånden, at det hverken er udfordrende eller kompliceret at arbejde med ham. Tværtimod er han en af de mest ukomplicerede instruktører, jeg kender og en utrolig morsom mand.
Og Uma Thurman, der har en af filmens mest mindeværdige scener som forsmået hustru til en af Joe’s utallige elskere, havde denne kommentar:
– Jeg har været meget lykkelig for at spille med i denne film og få lov at spille mig selv helt ud i ekstremerne. Man får nærmest lov til det, man selv vil med Lars. En sjælden og sjov oplevelse.
Indledningsvis havde pressekonferencens ordstyrer henstillet til journalisterne om at koncentrere deres spørgsmål om ”Nymphomaniac” og Berlinalen. Alligevel kunne en enkelt journalist ikke dy sig for at spørge, om man sigter efter at give anden del af filmens uforkortede version premiere på Cannes.
Det ville ”Nymphomaniacs” producer Louise Westh ikke afvise, inden hun blev afbrudt af ordstyreren:
– Husk nu, at vi kun snakker om Berlin her!
Hun måtte dog gerne svare på, hvordan den lange version adskiller sig fra den korte, der allerede har haft premiere i Danmark:
– Den her version går dybere ind. Den har et langsommere tempo, som giver bedre plads til at gå ind i dialogerne, og sexscenerne er lidt mere explicitte. På den måde er det ikke en fuldstændig anderledes film i forhold til den korte version, men den er dybere.
Endelig ville journalist ville vide, om Lars von Trier kan få lov at fortsætte med at lave film efter sit eget hoved efter debatten om sexscenerne?
– Lars har altid lavet film, som han selv vil. Det er klart, at det er lidt sværere denne gang i nogle lande og på nogle markeder. Af en eller anden grund er det juridisk meget sværere at få lov at vise sex end vold. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg håber, at vi kan tilbyde Lars at fortsætte med at arbejde på sin helt egen måde, sluttede Louise Westh.
Og hvad angår filmen, som blev fulgt til dørs af klapsalver fra journalisterne, kan stemningen sammenfattes til dette spontane udbrud fra en journalist, da han kom ud af biografsalen:
”It’s fucking amazing.”
KREUZWEG
Det var kontrasternes dag på Berlinalen søndag. Den ene konkurrencefilm var Lars von Triers ”Nymphomaniac” om en kvinde, der sætter alt til side for at følge sin seksuelle lyst. Den anden om en ung og meget religiøs pige, hvis eneste ønske er at elske gud, og hvor bare det at tale med en dreng skaber uoverstigelige problemer:
Den tyske film ”Kreuzweg” kombinerer to af Berlinalens hovedtemaer. På den ene side familien, på den anden side børn, der presses af omgivelserne og/eller deres forældre.
Den 14-årige Maria står for at skulle konfirmeres, men er fanget mellem to verdener. I skolen har hun samme interesser som andre teenagere, men hjemme presses hun af ikke mindst sin mor til at følge de strenge katolske forskrifter, som hersker i den lille menighed, familien tilhører.
Hos den lokale præst er der ikke meget hjælp at hente. I filmens åbningsscene belærer han de kommende konfirmander om de mange fristelser, som Satan udsætter mennesker for, og vigtigheden af at bringe ofre og afstå fra det, der bringer én glæde.
Alt, hvad Maria tænker og gør, må først vejes op mod Guds ord, og hun lever derfor i konstant og ødelæggende angst for at begå en synd. Samtidig ønsker hun brændende, at hendes syge lillebror Johan skal blive rask.
Da en dreng på skolen viser interesse for hende, og hun mærker, at hun også er interesseret i ham, ryger Maria ind i et uløseligt dilemma, hvor hun hurtigt kommer på kant med sin nærmest rigidt religiøse mor.
Og samtidig vokser ideen i hende om at ofre sit liv for at udvirke det mirakel, der kan redde hendes bror.
”Kreuzweg” er nådesløs i sin opbygning. Men når den nogle steder nærmest virker som et groteskt vrangbillede på religion og kalder smilet frem, er det i virkeligheden fordi, at de religiøse forskrifter ér groteske.
For Maria er der således ikke meget at grine af, og frem for at bringe ro og tryghed, ender hendes tro i bogstaveligste forstand med at blive et kors.
Hele filmen er bygget op om blot 14 scener/kapitler, der nøje følger de forskellige stadier i Jesus’ korsfæstelse og død. Og samtidig er hver enkelt scene stort set udført med fast, stillestående kamera.
Det lyder måske lidt Dogme-agtig, men resultatet er befriende. Uden de mange klip og temposkift, der præger mange film, bliver fokus i stedet flyttet over på personerne og dialogen, der udspiller sig som hver deres lille kammerspil. Og stik imod at være kedeligt, intensiveres dramaet fra scene til scene.
Den 14-årige Lea van Acken spiller hovedrollen som den jævnaldrende Maria med stor indlevelse. Hendes tvivl og splittelse lyser ud af hver eneste scene.
På samme måde spiller den østrigske skuespiller Franziska Weisz Marias mor med skræmmende kraft. En kvinde raser imod sin datter ved mindste anledning og nærmest lyder hadsk, da Maria gerne vil lytte til et kor, der også synger gospel og soul – for den slags musik har Satan skabt til at friste mennesket til utugtige tanker og dans.
Nej der er ikke meget forsonende ved ”Kreuxweg”, der får en til at tænke på, om verden ikke ville have været et langt fredeligere sted uden religion.
