Filmanmeldelse: En hvid, hvid dag – Pálmasons nummer to er mere konventionel, men ikke mindre betagende
Starten på den islandske instruktør Hlynur Pálmasons anden film er lige så bemærkelsesværdig som den er en understregning af filmens titel. I fugleperspektiv følger kameraet i adskillige minutter en bil, der kører gennem tæt tåge på en snoet, islandsk landevej, indtil den pludselig slingrer og kører gennem autoværnet ud over en skrænt.
Med ét slag har den pensionerede politimand Ingimundur mistet sin kone, og resten filmen er en nøje, nærmest kirurgisk afdækning af den sorg og smerte, som følger med hendes død.
Det er som at se Edvard Munchs ”Skriget” omsat til bevægelse. Selv om Ingimundur er en simpel og hårdhudet mand bliver han dybt ramt af den mystiske tragedie.
Hans første reaktion er at trække sig ind i sin skal og tilbage til sit hus, som han begynder at reparere. Men snart begynder sorgen at brænde igennem som vrede, der – bevidst eller ubevidst – går ud over både ham selv og andre.
Han skræmmer sit barnebarn ved at fortælle hende en lang, uhyggelig historier, er brutal når han spiller med sine gamle venner, og smadrer sine ting efter at have tortureret sig selv ved at se gamle bånd, hvor han selv og konen dyrker sex.
Det går kort sagt ikke i nogen god retning, og tingene spidser yderligere til, da Ingimundur begynder at mistænke, at hans kone havde en affære med en yngre kollega.
Hlynur Pálmason slog igennem for to år siden med den anmelderroste og prisbelønnede ”Vinterbrødre”. Et visuelt overflødighedshorn af en fortælling om forholdet mellem to brødre i et goldt landskab. Men også en film, der delte vandene mellem dem der synes, den var genial filmkunst, og dem der omvendt mente, at den var en uforståelig, prætentiøs omgang.
På den måde er ”En hvid, hvid dag” en langt mere lige ud af landevejen fortælling, selv om den aldrig bliver fuldstændig konventionel.
En del vil sikkert have svært ved at goutere den aldrende hovedpersons mere og mere aggressive opførsel. Men Palmason sætter uden tøven publikums medløb på spil ved at presse sin fortælling til uventede højder både dramaturgisk og stilistisk.
Den islandske instruktør demonstrerer en beundringsværdig vilje til at turde og ville grave sig dybt ned i sin hovedpersons smerte. Samtidig klæder det ham at være vendt tilbage til sit hjemland. Hvis historien i stedet havde udspillet sig i en stor by, kunne det hurtigt være endt med en fortælling og isolation og fremmedgørelse. Men her befinder vi os i et lille samfund, hvor alle kender alle og ved alt om hinanden, og det skaber en helt anderledes dynamik.
Pálmason har god hjælp af fotografen Maria von Hausswolff og lydesigneren Lars Halvorsen. Til sammen får de skabt et betagende og fantastisk filmisk univers, hvor personerne og deres omgivelser supplerer og udvider hinanden på smukkeste vis.
Med ”En hvid, hvids dag” sætter Pálmason” en tyk streg under, at han er en af de mest interessante, europæiske instruktører at følge i øjeblikket.
En hvid, hvid dag – Island – 109 minutter – Instruktør: Hlynur Pálmason – Medvirkende: Ingvar Sigurdsson, Ida Mekkin Hlynsdóttir, Hilmir Snær Gudnason, Sara Dögg Asgeirsdóttir m.fl.
