Filmanmeldelse: Afslutningen på Star Wars er både for meget og for lidt

En af min barndoms helt store biografminder – og sikkert også mange andres – var da jeg i 1977 så den første Star Wars film. For dem, der ikke levede dengang, og som er vant til vore dages filmudbud, kan det være svært at forstå, hvor skelsættende en oplevelse, det var. At vi allerede under John Willians nu legendariske indledningsmusik og synet af det gigantiske stjerneskib, der gled ind over skærmen, blev vidner til noget, vi aldrig før havde oplevet på en biografskærm. Og hvordan vi for evigt blev suget ind i en eskapistisk rumverden i en fjern galaxe af jedier, wookier, kejserlige stormtropper, dødsstjerner, lyssværd og tusindvis af andre fascinerende væsner og begreber. En verden som har levet i os alle lige siden.

Den første tanke, der slår mig, da jeg nu 42 år og et halvt liv senere sidder i den fyldte sal i Imperial i København til premieren på ”Star Wars: The Rise Of Skywalker” er, hvor vildt det her er. At den magi, som George Lucas dengang udløste, stadig griber os så kraftigt – eller at forventningen om den gør.

Lykkes det så for instruktøren J. J. Abrams at levere den storslåede afslutning på Star  Wars, som verden har ventet på i over fire årtier? Både og. Man kan sige, at han både giver os for meget og for lidt på samme tid.

For niende gang trækker det op til det helt store galaktiske opgør. Mens den forældreløse teenager Rey træner til at blive en ægte jedi, arbejder Han Solos og Prinssesse Leias søn Ben/Kylo Ren på at blive en ny Darth Wader.

Kylo Ren og Rey står i telepatisk forbindelse med hinanden, og Kylo Ren drømmer om, at de skal forene deres henholdsvis mørke og lyse kræfter og sammen lede galaksen.

Samtidig vokser en ny trussel i horisonten. Den onde kejser Palpatine, som man ellers troede døde i slutningen af den første Star Wars triologi, har nemlig overlevet. Nu skjuler han sig på Sith-fyrsternes hemmelige planet Exogol, hvor han har opbygget en kæmpe, altødelæggende rumflåde, som han er på nippet til at slippe løs.

Det er nu op til Rey og hendes venner at finde frem til Exogol i tide og få standset Palpatine og mørkets kraft én gang for alle.

J. J. Abrams har stået over for en næsten umulig opgave at skulle samle alle de tråde, der er lagt ud i de foregående otte film på en tilfredsstillende måde. Han er gået til udfordringen på ortodoks vis, og på en række felter lykkes missionen. Vi teleporteres endnu engang ind i den fabelagtige Star Wars verden med dens overdådige rumslag og lyssværdsdueller og storslåede øjeblikke.

Biograferne skal nok bliver fyldt også til denne film, for ingen, der har set de andre, vil selvfølgelig turde lade være at se den. Så filmens kommercieller succes er også i hus.

Men ”Star Wars: The Rise Of Skywalker” er også frustrerende i sin mangel på karakter. Det er som om, at Abrams har stået som den gale svenske kok i Muppet Show og kylet den ene ingrediens i gryden efter den anden for at tilfredsstille alle sine kunder. Resultatet er, at man på den ene side overfodres langt forbi mætningspunktet af de mange retter, men samtidig er usikker på de enkelte ingredienser.

Nye planeter og steder kastes op i luften uden ophold. Og halvdelen af tiden ved man ikke, hvor personerne egentlig er, eller hvor de er på vej hen og hvorfor. Historien minder mere om en tur i en pinball maskine end om en struktureret, logisk opbygget fortælling.

Måske er mange af tilskuerne ligeglade? Måske hopper de med glæde ombord bare for at nyde turen, uanset hvor den fører hen? Men for undertegnede gjorde det, at det var svært for alvor at blive grebet og engagere sig i historien før den sidste tredje- eller fjerdedel af den 142 minutter lange film.

Abrams trækker også tungt på de karakterer, der i sin tid gjorde Star Wars til kult. Både Han Solo og Luke Skywalker dukker op som spøgelser. Det samme gælder i dobbelt betydning Carrie Fishers Prinsesse Leia, der er med, selv om hun døde allerede inden premieren på den foregående Star Wars film. Alle disse genfærds-gensyn ender med at blive en anelse for meget. Så er det mere befriende, at man også har fundet nu 82-årige Billy Dee Wiliams frem til en sidste fremtræden som Lando Calrissian.

Hvad angår hovedpersonerne, så kan man vel sige, at Adam Driver omsider lader Kylo Ren træde i karakter og fuldbyrde sin Hamlet-udvikling. Omvendt er der ikke meget nyt at hente hos Rey – selv ikke da hun finder ud af, hvor hun virkelig stammer fra. Det er som om, at Daisy Ridley for længst har udtømt sine skuespilsmæssige muligheder og kører den hjem på de samme ansigtsudtryk og fagter, som hun har brugt i de to foregående film i den afsluttende triologi.

Samtidig er det som om, at alle de relationer, der er bygget op i denne triologi nu hænger fritsvævende, så man ikke rigtig kan finde ud af, hvordan nogen af hovedpersonerne har det med hinanden.

Samlet set gør det, at “Star Wars: The Rise Of Skywalker” fremstår som den svageste af de sidste tre film. Sådan måtte det måske være, men det betyder ikke, at det er en dårlig film – kun at ”Star Wars: The Force Awakens” (2015) og ”Star Wars: The Last Jedi” (2017) er bedre og mere markante film.

Så tak for rejsen George Lucas. Det har været formidabelt, og jeg kommer til at se de oprindelige tre film igen og igen. May The Force Be With You.

DaDa DaDaDaDaDa DaDaDaDaDa DaDaDaDa

Star Wars: The Rise Of Skywalker – 142 minutter – USA – Instruktør: J. J. Abrams – Medvirkende: Carrie Fisher, Mark Hamill, Harrison Ford, Daisy Ridley, Adam Driver, John Boyega, Oscar Isaac m.fl.