Filmanmeldelse: Parasite – 2019 slutter med et koreansk mesterværk
Selv om filmåret 2019 er ved at være slut, kan det stadig byde på de helt store filmoplevelser. Beviset er den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho’s ”Parasite”, der vandt Guldpalmerne i Cannes tidligere på året, og som nu rammer de danske biografer midt i juleferien.
Sidste år var det den mesterlige japanske film ”Shoplifters”, som vandt guldpalmerne, og til at begynde med er man da også lige ved at tro, at man er vidne til en koreansk genindspilning.
Lige som ”Shoplifters” har ”Parasite” sit udgangspunkt i en fattig, men elskelig familie. Begge forældrene i familien Kim er arbejdsløse. Sammen med datteren Ki-Jung og sønnen Ki-woo bor de i nogle usle kælderlokaler, hvor fulde mænd urinerer foran kældervinduerne, og hvor det eneste sted, der er wifi-dækning, er på det forhøjede toilet.
Da Ki-woo får chancen for at overtage sin vens job som engelsktutor for den unge pige Da-hye, der er datter i den rige familie Park, begynder der imidlertid at ske noget.
Snart lykkes det at få flere af familien Kims medlemmer ansat i det smukke, arkitekttegnede hus, uden at de dog røber, at de er i familien med hinanden. Men det omfattende dobbeltspil begynder snart at bevæge sig helt af kontrol.
Mere af handlingen skal ikke røbes her. For en af styrkerne i Bong Joon-ho’s film er netop dens evne til konstant at skifte spor og totalt overraske tilskuerne. Det ene øjeblik befinder vi os midt i en komedie – eller sådan virker det – mens vi det næste bliver kastet ind i noget langt mørkere og mere thrilleragtigt.
”Parasite” glider fuldstændig ubesværet ind og ud mellem de forskellige genrer, mens latteren bliver til en snerren, som derefter fanges i halsen som tårefyldte hulk.
På et overordnet plan handler alle de mange plots og drejninger om en sønderlemmende kritik af kapitalisme og klasseskel og de enorme forskelle på dem, der har, og dem, som ikke har.
Men lige som med Alfred Hitchcock, som Bong åbent har erkendt er hans store inspirationskilde, bliver de socioøkonomiske betragtninger flettet ind i en historie med mange lag, både hvad angår handlingen og filmens personer.
Det ville således have været let for Bong og hans med-manuskriptforfatter Jun-von at fremstille den privilegerede familien Park som dybt usympatiske. Men igen og igen bliver det understreget, hvor flinke de egentlig er. ”Hvis jeg var rig, så ville jeg også være flink”, siger moderen i familien Kim i fuldskab og tilføjer. ”Penge er som et strygejern. De glatter alle rynker ud.”
Selvfølgelig er familien Park ikke uden fejl. De rynker for eksempel på næsen af den ”ubehagelige lugt” af fattigdom, som medlemmerne af familien Kim bringer med ind i huset. Men for hver eneste øjeblik af privilegieblindhed er der et lige så nådesløst øjeblik af egoisme hos den fattige parasitfamilie, der har invaderet deres liv.
Det kræver en sand mester at få sympatien til at svinge som et perfekt afbalanceret pendul mellem de fattiges desperation og de riges afsky. Og Bong Joon-ho ér virkelig en mester. ”Parasite” er rendyrket filmmagi uden et eneste kedeligt øjeblik i de 132 minutter, filmen varer.
Tværtimod sidder man klinet til stolekanten, mens historien hvirvler frem mod sin lammende slutning, og filmen hænger ved længe efter, at man har forladt biografen.
Så hvis du vil slutte året af med en seksstjernet biografoplevelse, så er valget let. Se ”Parasite”.
Parasite – 132 minutter – Sydkorea – Instruktør: Bong Joon-ho – Medvirkende: Kang-ho Song, Sun-kyun Lee, Yeo-jeong Jo, Woo-sik Choi, So-dam Park, Hye-jin Jang, Ji-so Jung m.fl.
