Filmanmeldelse: Little Joe – Bodysnatchers møder Gys i Blomsterbutikken i østrigsk thriller

Næsten enhver gyserfilm har en indledende fase, hvor uhyggen langsomt kryber ind under huden på én og bygger sig op, indtil pay-off øjeblikket, hvor monsteret, seriemorderen eller det besatte hus afslører sig selv. Og derefter går det så ud over stepperne.

Allerede her adskiller den østrigske instruktør Jessica Hausners ”Little Joe” sig fra en standardgyser. Filmen, der deltog i hovedkonkurrencen i Cannes i 2019 og vandt prisen for bedste skuespillerinde, formår nemlig på mesterlig vis at strække ovennævnte fase til samtlige de 105 minutter, som den varer.

Og uhyret i “Little Joe” er ikke et frådende monster men – hold nu fast – en potteplante. Godt nok med en skrigende rød blomst, der burde få alle indlærte advarselslamper til at blinke. Og med et lettere fallisk udseende og top, der får den til at minde om en Venus Fluefanger, der lige har spist en saftig flue.

Filmen starter på et højteknologisk plantelaboratorium. Her forsøger biologen Alice (Emily Beecham) sammen med nogle andre forskere at udvikle en plante, der kan gøre sin ejer lykkelig og dermed kurere depressioner.

Da det lykkes, opkalder hun planten ”Little Joe” efter sin søn. Alice er arbejdsnarkoman og fuld af dårlig samvittighed over for Joe, som hun bruger alt for lidt tid sammen med. Hun bryder derfor reglerne og smugler en ”Little Joe” plante ud af det laboratoriet, som hun forærer til ham.

Men snart begynder Joe og andre, der har været udsat for plantens pollen, at opføre sig underligt. Er det et tilfælde, eller har planten mere dystre egenskaber?

Svaret blæser i vinden og det er netop en af de helt store uhyggemomenter i ”Little Joe”. At vi aldrig er helt sikre, men samtidig har en snigende fornemmelse af, at noget er helt galt.

Mens paranoiaen spreder sig, forbliver faren skræmmende usynlig. Når folk indånder plantens pollen, forandres deres humør. De føler sig lykkelige, men heller ikke længere fuldstændig som sig selv. De er ikke længere så interesseret i den omkringliggende verden, men det er også lige meget, for de føler sig bedre tilpas med sig selv.

Den uafbrudte suspense er både filmens styrke og svaghed. For nogen vil det uden tvivl være et antiklimaks, når de opdager, at den ikke bygger op til noget. Det ér allerede uhyggeligt fra starten, og det bliver ikke værre.

”Little Joe” er som en fusion mellem ”Invasion Of The Bodysnatchers” (1956/1978) og ”Little Shop Of Horrors” (1960/1982). Den oprindelige Bodysnatcher-film er siden blevet tolket dels som en filmisk kommentar til kommunistforskrækkelsen I USA under McCarthy-æren dels som en allegori over den krybende sociale komformitet i 50’erne.

På samme måde kan ”Little Joe” tolkes som en satire over hele det moderne psykofarmisk kontrollerede samfund. Og de røde blomster er i så fald metaforer for antidepressiver.

Uanset hvad, så er Jessica Hausners film, der er hendes første engelsksprogede film, både intellektuelt udfordrende, stilistisk gennemført og med et fejende flot kamera arbejde. Det gælder for eksempel filmens indledende svævetur hen over de farverige planter i laboratoriedrivhuset.

På skuespilsiden leverer Emily Beecham en yderst overbevisende præstation som Alice. Lige som de øvrige roller er det som om, at man lige fra starten har valgt at lade skuespillerne spille en lille smule ved siden, hvilket forstærker følelsen af, at folk ikke er sig selv – måske endda ikke engang helt menneskelige.

Alt i alt gør det ”Little Joe” til en af sommerens mest skræmmende filmoplevelser.

Little Joe – 105 minutter – Østrig, England, Tyskland og Frankrig – Instruktør: Jessica Hausner – Medvirkende: Emily Beecham, Ben Whishaw, Kerry Fox, Kit Conor, Phénix Brossard m.fl.