Filmanmeldelse: La Belle Epoque – En liflig fransk dans
Hvis du kunne tage tilbage til en hvilken som helst periode i historien, hvad ville du så vælge? Det er et af den slags herlige spørgsmål, som der ikke findes nogen forkerte svar på, og som derfor kan starte sjove diskussioner.
Sådan er det også i den franske instruktør Nicolas Bedos nye film ”La Belle Epoque”, hvor spørgsmålet bliver diskuteret ved familiemiddagen, hvortil filmens desillusionerede protagonist Victor (Daniel Auteuil) skamløst udbryder ”Til fortiden hvor jeg sidste gang elskede med min kone”.
Svaret får latteren til at rulle rundt om bordet, men samtidig fornemmer man også en dyb smerte i hans blik, der mere end antyder, at det her ikke bare er for sjov.
For Victor er en aldrende, teknofobisk tegner, der lever i fortiden og hverken kan eller vil følge med. Han har mistet sit job til videoer, sine yndlingsbutikker til nethandel og sin kones opmærksomhed og begær til sin bedste ven. Og så sidder han der, tilbagetrukket fra verden og sukker over, hvordan alle sidder og stirrer på deres mobiltelefoner og aldrig har ægte samtaler med hinanden længere.
Til slut bliver det for meget for hans kone Marianne (Fanny Ardant), som smider Victor ud. Men netop som alt ser sortest ud, viser der sig en løsning i form af en invitation til Time Travelers – et selskab drevet af hans søns ven Antione (Guillaume Canet), som tilbyder at genskabe et hvilket som helst øjeblik for deres kunder ved hjælp af skuespillere og kulisser.
Victor beslutter at genopleve det tidspunkt, hvor han første gang mødte sin kone på cafeen La belle Epoque den 16. maj 1974. Der opstår dog hurtig komplikationer, da Victor begynder at få romantiske følelser for Margot (Doria Tiller), der spiller hans kone, og som har et on/off forhold til Antione.
Det er en vidunderlig præmis, som Nicolas Bedos her folder ud som en blanding mellem Woody Allens ”Midnight in Paris” (2011) og TV-serien ”Westworld” (2016) med mennesker i stedet for robotter, der nøje instrueres via mikrofoner i øret. Alt sammen udført med en fransk lune og lethed, hvor selv fornærmelserne føles varme og passionerede, og hvor man hele tiden snurres rundt af manuskriptets elegante krumspring, som var det en liflig dans.
Bedo er hverken ude for at kritisere moderne teknologi eller håne sine personer for at drømme sig tilbage til dengang, hvor alting var enklere og hvor livsglæden, kyssene og passionen flød let og ubesværet. Snarere fokuserer han på følgerne af ens beslutninger, og hvordan man som menneske kommer videre, når man er kørt fast. Der er således mange lag i ”La Belle Epoque”, og som tilskuer kan man nyde dem alle og Bedos evne til at holde boldene i luften og filmens rytme i balance.
Da filmen havde premiere på Cannes Festivalen blev den fulgt til dørs af flere minutters stående ovationer, og det er fuldt fortjent. Daniel Auteuil leverer en pragtpræstation og puster så meget karisma i sin indebrændte hovedperson, at han fylder hver eneste scene, han er med i – hvilket er de fleste.
Man forlader biografen med en dejlig varme indeni for ”Le Belle Epoque” giver en troen på kærligheden og livsglæden tilbage. Mere kan man vist ikke forlange.
La Belle Epoque – 115 minutter – Frankrig og Belgien – Instruktør: Nicolas Bedos – Medvirkende: Daniel Auteuil, Guillaume Canet, Doria Tillier, Fanny Ardant, Pierre Arditi m.fl.
