Filmanmeldelse: Sandheden – Kore-eda’s kærlighedserklæring til fransk film og Catherine Deneuve
”Jeg foretrækker at have været en dårlig mor og dårlig ven, men en god skuespiller.”
Det kræver en ægte stjernediva, at sige sådan en replik. Og stjernediva kan man roligt kalde fransk films førstedame Catherine Deneuve i den japanske filminstruktør Hirokazu Kore-eda’s nye film ”Sandheden”.
Det er Kore-edas’s første film uden for Japan. Den udfolder sig som en chamerende og veloplagt kærlighedserklæring til Deneuve i rollen som den narcissistiske, skarptungede filmstjerne Fabienne, der altid har sat sin skuespilkarriere foran sit privatliv.
Over for hende står fransk films andendame Juliette Binoche, som Fabiennes følelsesfulde manuskriptforfatter-datter Lumir, der ankommer fra New York med sin mand og datter, da moderen udgiver sin selvbiografi.
Lumir har hele sin barndom lidt under sin mors fravær. Hun føler sig derfor voldsomt provokeret af bogen, der fremstiller deres forhold som et rosenrødt eventyr, og ønsker at konfrontere Fabienne. I stedet ender hun som moderens beskyttende og undskyldende bolværk, mens Fabienne står ved en korsvej og må tage sit liv op til revision.
Selv om ”Sandheden” foregår en verden væk fra Kore-eda’s sædvanlige japanske miljøer er det de samme temaer, som går igen: Udforskning af minder, de komplicerede bånd der binder og adskiller familier, den vanskelige balance mellem kærlighed og ansvar og afstanden mellem børn og deres forældre.
Det var Juliette Binoche der oprindeligt tog initiativ til filmen, fordi hun gerne ville prøve af samarbejde med Kore-eda. Men ”Sandheden” er hverken hendes en den japanske instruktørs film, den er først og fremmest Deneuves.
Alene åbningsscenen er en kostelig perle. Fabienne tåler nådigst at blive interviewet af en beundrende, men nervøs journalist. Hun afviser arrogant spørgsmål, hun allerede har svaret på i tidligere interviews, håner talentet hos en skuespiller, som hun fejlagtigt antager for at være død, afviser at skulle have været inspireret af nogen anden skuespiller før hende selv, eller at nogen nyere skuespillere skulle være på hendes niveau. Selv den lunkne te får en misbilligende kommentar med på vejen. Som sagt kosteligt.
Desværre går tredje og afsluttende del af ”Sandheden” lidt for meget op i snak, og hele rammefortællingen med, at Fabienne er ved at indspille en film, virker nogen steder som et lidt for tydeligt greb for at kunne nå den endelige forløsning til slut.
På den måde er filmen et stykke fra den gennemborende dybde og intimitet og hudflettende sociale kritik, som for eksempel Kore-eda’s ,mesterlige og prisbelønnede film ”Nobody Knows” (2004) og ”Shoplifters” (2018).
Men den legende lethed, intelligens og varme, der også er typiske for en Kore-eda-film er intakte. Og ”Sandheden” er samtidig en udenlandsk instruktørs hyldest til fransk film.
Så nyd de to franske stjerne-skuespillerinder mundhugges. Det gøres ikke bedre end her.
Sandheden – 106 minutter – Frankrig og Japan og Schweiz – Instruktør: Hirokazu Kore-eda – Medvirkende: Catherine Deneuve, Juliette Binoche, Ethan Hawke, Clémentine Grenier, Manon Clavel m.fl.
