FILM: Den sorte jord – Gribende portræt af Sovjets skjulte hungerskatastrofe

Der er ikke mange, som kan prale af både at have interviewet Hitler og været en trussel mod Stalin. Det kunne den walisiske journalist Gareth Jones imidlertid.

I 1933 tog Jones til Moskva for at beskrive kommunismen og Stalins ”russiske mirakel”. Han opdagede dog hurtigt, at Stalins politi og agenter gjorde sig store anstrengelser for at skjule, at landet ikke var det kommunistiske paradis, som det blev gjort til.

Da det lykkes ham at tage til Ukraine (Europas brødkurv), bliver han finde han således ikke noget mirakel, men bliver vidne til en enorm menneskelig katastrofe, hvor millioner dør af sult, fordi 5-års planen er slået fejl.

Jones bliver presse fra mange sider for at tie stille og skal nu beslutte, hvor langt han vil gå for at fortælle sandheden.

Det er en spændende fortælling, som den polske instruktør Agnieszka Holland har fat i – og en nødvendig historie i en verden, hvor det som oftest er sejrherrerne og undertrykkerne, der skriver historien.

For de allerfleste vil beretningen om Gareth Jones være helt nyt stof, fordi den allerede den gang, den fandt sted, blev undertrykt. Og netop her ligger fascinationen. Gareth personificerede idealerne om én-mand-imod-systemet. Han var selve arketypen på en mand, der vidste for meget, og kom til at betale prisen for det. Først ved at blive svigtet og bragt i miskredit af sine professionelle overordnede hjemme, der heller ikke ønskede at Storbritannien skulle lægge sig ud med den mægtige sovjetrepublik. Siden ved at blive myrdet før sin 30-års fødselsdag.

Det er både utroligt og deprimerende, at der er gået over 85 år, før Gareth Jones historie blev filmatiseret. Men den er fortsat højaktuel i en verden, hvor fake news har gjort det endnu vanskeligere at gennemskue sandheden.

Agnieszka Holland er da også selv drevet af den samme nødvendighed som filmen. Hun mistede sine bedsteforældre i nazisternes Holocaust. Hendes polske mor hjalp jøder på flugt og deltog i opstanden i Warszawa i 1944. Og hun var selv filmstuderende i Prag, da russerne i 1968 rykkede ind og knuste det tjekkoslovakiske forår.

Med sine 141 minutter er ”Den sorte jord” en lang film – også for lang. Især starten føles lidt hælslæbende, indtil filmen for alvor griber fat, da Gareth ankommer til Moskva.

Agnieszka Holland overdriver også sine virkemidler både visuelt og indholdsmæssigt. Det er for eksempel glimrende at inddrage George Orwell og hans berømte bog ”Animal Farm”, der var et svidende angreb på Sovjetregimet, men her kommer det til at fylde for meget. På samme måde er hendes togmontager en klar hyldest til den montage-mesteren Sergei Eistenstein, men forstyrrer igen filmens rytme.

I det hele taget er ”Den sorte jord” en film, der skifter tempo flere gange undervejs. Derfor keder man sig ikke et sekund, og da først Gareth Jones ankommer til Ukraine og bevæger sig gennem et næsten sort/hvidt snelandskab og hungersnødens rædsler, bliver man holdt som i en skruestik.

En scene, hvor nogle forældreløse børn synger om død og sult og Jones opdager den gruopvækkende sandhed om, hvordan de har overlevet, hænger således ved længe efter, at filmen er slut.

På den måde står hovedbudskabet i ”Den sorte jord” trods vitterlige fejlvalg stadig klart som mejslet i granit.

Den sorte jord – 141 minutter – Polen, Storbritannien og Ukraine – Instruktør: Agnieszka Holland – Medvirkende: James Norton, Vanessa Kirby, Peter Sarsgaard, Joseph Mawle, Kenneth Cranham m.fl.