FILM: The Witches – Overspillede hekserier
Kan du lide eventyr?
Ja, selvfølgelig kan du det. De bedste klassiske eventyr er arkefortællinger om kampen mellem det gode og det onde. Det er også derfor at eventyr er fantastiske forlæg til film. Bare tænk på, hvad Disney for eksempel har fået ud af ”Snehvide” (1937), Askepot (1950) og ”Tornerose (1959).
Det mest interessante i eventyr er som regel de onde. Hvem husker ikke den onde dronning i ”Snehvide”, den stygge ulv i ”Rødhætte” eller heksen i ”Hans og Grethe”.
Netop derfor er det så meget mere skuffende at se Robert Zemeckis filmatisering af Roald Dahls kendte eventyr ”The Witches”.
”The Witches” starter ellers lovende med en gruppe børn, der overværer et lysbilledshow, mens en stemme fortæller dem sin livshistorie og sit livs vigtigste lektie: Hekse er virkelige, og de hader børn!
Herefter zoomes over til en bil, hvor fortællestemmen, nu som barn, sidde på bagsædet, mens sneen daler ned udenfor. Først da kameraet vender 180 grader går det op for os, at bilen er forulykket og vender på hovedet, og at drengens forældre er blevet dræbt.
Smukt og frysende effektivt, men så begynder det at gå ned af bakke.
Den nu forældreløse dreng sendes i stedet hen for at bo hos sin bedstemor.
Bedstemoderen fortæller ham om hekse, og hvordan en heks forvandlede hendes bedste veninde til en høne, da hun var barn.
Da drengen selv opsøges af en heks i supermarkedet, flygter bedstemoderen med ham til et afsidesliggende luksushotel ved kysten.
Uheldigvis visser det sig, at en stor gruppe hekse ledet af overheksen har aftalt at mødes til heksekongres på hotellet. Her afslører overheksen sin plan om at forvandle alle verdens børn til mus ved hjælp af en ny eliksir, som hun har udviklet.
Drenge overværer deres møde, men bliver opdaget og selv forvandlet til en mus. Sammen med bedstemoderen og to andre børn, der er blevet forvandlet, må han nu kæmpe for at stoppe heksenes plan.
Alt dette kunne have været lige så skræmmende som indledningen. Desværre ender det hurtigt som tåkrummende fjolleri, og det skyldes ikke mindst fremstillingen af fortællingens hekse.
Ikke nok med, at de – som i bogforlægget – er skaldede og derfor fyldt med udslæt på rund af deres parykker. Deres handsker dækker over trefingrede kløer og deres fødder har kun én tå.
Denne fremstilling har fået folk til at kritisere filmen for at krænke dem, der mangler fingrer eller tæer og gøre dem til skræmmeobjekter. Man kan undre sig over, at ingen føler sig krænkede over, at hekse altid fremstilles som kvinder, men det kommer nok.
For mig at se, er det mest krænkende, at det i filmen fremstilles så overdrevet, at det bliver ufrivilligt komisk. Inklusive overheksen, hvor Ann Hathaway med nærmest karikeret østeuropæisk accent og overspillede grimasser får ethvert tilløb til ægte gys til at smuldre.
Mod denne lavine af tåbelighed nytter det ikke stort med Octavia Spencers rolige tyngde i rollen som bedstemor eller nogle af filmens andre gode kræfter.
Det er ikke til at sige, om Robert Zemeckis har fundet Roald Dahlsd for uhyggelig for børn og derfor forsøgt at styre i en anden retning. Resultatet er i hvert fald en film, der hverken er uhyggelig eller sjov.
The Witches – 106 minutter – USA og Mexico og Canada – Instruktør. Robert Zemeckis – Medvirkende: Ann Hathaway, Jahzir Bruno, Octavia Spencer, Stanley Tucci m.fl.
