STREAMING: Mulan er smuk kvindekraft og visuel overdådighed

Blandt den lange række af unge, smukke kvinder, som har fået Disneys gyldne prinsesse-stempel – tronarvinger, høvdingedøtre, frøkyssere, uhyre-tæmmere og prinse-objekter – er der altid én, som har skilt sig ud og aldrig har passet ind i det normative, feminint stereotype prinsessebillede.

Her tænker jeg naturligvis på den kinesiske 1600-tals heltinde Mulan. Pigen der som en anden Fugl Phønix rejser fra ydmyge kår og redder familiens ære ved at forklæde sig som soldat og forsvare kejseren i sin fars sted.

Disney har allerede været der før. Allerede den 36. Disney-klassiker fra 1998 tog fat på Mulan-legenden. Og selvfølgelig var den nærmest selvskreven til at blive en del af Disneys nye serie af live-indspilninger af de klassiske tegnefilm.

Både fordi den egner sig perfekt til storslåede, episke billeder og fordi Mulan mere end nogen anden Disney-heltinde rammer tidsånden og fortællingen om den unge, stærke kvinde, der trodser patriarkatets fordomme og undertrykkelse, da hun viser sin egen styrke.

På den måde er manuskriptet skræddersyet som feministisk manifest. Og det er også i høj grad på det ydre plan, at den nye Mulan-film fungerer bedst.

Instruktøren Niki Caro har haft noget at lege med. Med et budget på over 200 millioner dollar er Mulan den dyreste film, der nogen sinde er blevet instrueret af en kvinde, og hver eneste dollar mærkes.

Lige fra den dynamiske åbningsscene i Mulan’s hjemby – en cirkelrund bebyggelse med et mylder af boliger, butikker og liv – bliver vi præsenteret for den ene bjergtagende billedkomposition efter den anden. ”Mulan” er filmet i henholdsvis Kina og New Zealand, og fremstår som et visuelt overflødighedshorn, der i løbet af sine 115 minutter får vist hver en topografisk detalje i de to lande, bragende actionsekvenser, dynamiske slag og overnaturlige speciel effects.

Det er fejende flot, og med garvede martial art koryfæer som Jet Li og Donnie Jen som henholdsvis kejser og oberst i den kinesisk hær, bliver man forkælet med kampscener, hvor slagene falder så hurtigt, at øjet næsten ikke når at opfatte det.

Midt i alt dette er det som om, at Mulan-figuren er blevet ladt lidt i stikken. Yifei Liu har både udseendet og karismaen til at spille rollen, men manuskriptet giver ikke hendes figur nogen dybde eller meningsfyldte relationer at arbejde med.

Derfor forbliver hun mere et ideal end et levende menneske.

Dette bliver ekstra tydeligt i scenerne med kollegaen Gong Li, der har fået rollen som heksen Xianniang hvis stærke kræfter hjælper de onde Rouran-krigere med at invadere Kina. Trods deres fjendskab former de to kvinder en form for samhørighedsbånd, der har langt mere resonans end Mulans fesent-ferske venskabsforhold med soldaten Chen Honghui.

I forhold til tegnefilmsversionen er den nye Mulan-film både renset for næsten alle sjove elementer og for kærlighed.

Det handler i stedet om familieloyalitet, mod og kvindelig frigørelse. Og når Mulan smider den tunge rustning og dermed den mandsdominerede verdens åg af sig, slår håret ud og som en uovervindelig enmandshær kaster sig ind i slaget, er hun stærk som vinden og det smukkeste symbol på en fri kvinde.

Mulan – 115 minutter – USA – Instruktør: Niki Caro – Medvirkende: Yifei Liu, Gong Li, Jet Li, Donnie Jen, Tzi Ma, Yoson An m.fl.