Filmanmeldelse: Boyhood – Richard Linklaters fantastiske tidsmaskine

Boyhood

seks popcorn

Når almindelige instruktører indspiller en film, hvis handling forløber over 12 år, sminker de enten deres skuespillere ældre eller skifter dem ud med ældre udgaver i løbet af optagelserne.

Men ikke når man hedder Richard Linklater. Så optager man i stedet sin film over 12 år, så skuespillerne bliver voksne undervejs, og klipper det hele sammen til slut.

Den amerikanske instruktør er blandt andet kendt for filmhistoriens måske smukkeste parforholds-triologi – ”Before Sunrise”, ”Before Sunset” og ”Before Midnight” – indspillet med ni års mellemrum med de samme skuespillere, der ældes tilsvarende i løbet af de tre film

Derfor var det med spænding, at hans nye film ”Boyhood” blev vist på Berlinalen tidligere på året. Og heldigvis blev forventningerne indfriet til fulde. Filmen er således endnu et eksempel på den amerikanske instruktørs fantastiske evne til at lege med tiden i sine film.

Ikke blot er ”Boyhood” usædvanlig ved at være optaget over 39 dage igennem en periode på 12 år, så man rent fysisk oplever personerne vokse op. Den adskiller sig også ved at være en historie om det absolut almindelige – alle de små episoder, der tilsammen viser et helt liv.

”Boyhood” viser drengen Mason, fra han starter i første klasse som 6-årig, til han får sin studentereksamen 12 år senere og begynder på universitetet.

Mason bor sammen med sin mor og storesøsteren Samantha i Houston. Deres far ser de kun med mellemrum. Som årene går, følger man, hvordan moderen gifter sig og bliver skilt. Hvordan familien flytter fra sted til sted. Hvordan børnene bliver ældre og får kærester. Og hvordan Mason som teenager forsøger at finde sin egen identitet og til slut flytter hjemmefra for at begynde på universitetet.

Der er i princippet intet i ”Boyhood”, som ikke er vist før utallige gange på både film og i TV-serier. Men sjældent er den lange rejse fra barndom til universitet blevet skildret så konsekvent og så overbevisende. En række øjeblikke, der måske nok hver for sig er banale, men som set i sammenhæng skaber en ganske særlig filmoplevelse.

På den måde viser ”Boyhood” også, hvordan tilværelsen ofte er. Hvor ting, der kan virke store på et givent tidspunkt, hurtigt bliver glemt, mens små hændelser kan blive hængende. Og hvordan akkumulationen af tilsyneladende små hændelser giver en film sig egen helt bestemte karakter og tyngde.

Hovedrollerne som Mason og storesøsteren Samantha spilles af Ellar Coltrane og Linklaters egen datter Lorelei Linklater. Filmen bevæger sig frem i sin historie i spring, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Men samtidig er det fascinerende at se de to unge vokse op og udvikle sig foran øjnene på en.

En god film er også delvist baseret på held. Og Linklaters held i dette tilfælde har været valget af Ellar Coltrane, der ikke blot er sød som dreng, men som teenager vokser op og bliver en cool, eftertænksom og attraktiv ung fyr.

På voksensiden kan man se børnenes forældre spillet at Patricia Arquette og Ethan Hawke ældes tilsvarende i løbet af de 12 år. Ikke så drastisk som børnene, men alligevel på den umærkelige måde der gør, at man godt kan se, at de er blevet ældre.

Havde det ikke været for disse to allerede kendte skuespillere, ville det have været svært at tro, at man ikke sidder og ser en dokumentarfilm. Så naturligt forekommer det hele.

”Boyhood” viser, hvordan små øjeblikke kan sige en hel masse: Som da børnene undrer sig over, om deres far er blevet kæreste med en rødhåret kvinde, der hilser på ham på en restaurant. Samanthas generthed, da faderen udspørger hende om hendes første kæreste. Og Masons skuffelse, da han opdager, at faderen har solgt den bil, han ellers han lovet ham, når han blev 16.

Filmen er fyldt med den slags små, store øjeblikke. Og man kan kun være Richard Linklater taknemmelig for, at han har turdet binde an med projektet.

Resultatet er i hvert fald en enestående film.

Boyhood – 165 minutter – USA – Instruktør: Richard Linklater – Medvirkende: Ellar Coltrane, Lorelei Linklater, Patricia Arquette, Ethan Hawke, Elijah Smith, Marco Perella m.fl.