BERLINALEN 2021 DAG 4 – Berlinalen er stadig en feminale

Inden man ved af det, er årets Berlinale allerede halvt overstået. Sådan må det nødvendigvis være, når man har kortet festivallen ned fra 12 til 7 dage. En kort, men intens uge, hvor weekenden kommer til at blive et gensyn med de film, der har vundet i de forskellige sektioner.

Hvordan har det så været? Hvad har været hovedtemaerne? Og sidst, men ikke mindst, hvem vinder årets guldbjørn?

Spørgsmålene er der, som de plejer, men virker mindre nærværende, når man sidder bekvemt hjemme i sin stue frem for i Berlin og er afskåret fra alle de mange snakke med de andre filmanmeldere mellem forestillingerne. Og hvor alt stjerneglimmeret, de forskellige happenings ved pressemøderne og de politiske statements ikke er der.

I skrivende stund, har der været vist 11 af de 15 film i hovedkonkurrencen i Berlinalens digitale pressevisningsmodul. Og her tegner der sig forskellige tematiske tråde.

For det første er berlinalen stadig en feminale. Ud af de 11 film, har 6 – altså over halvdelen – stærke kvinder i hovedrollen: Voksne, selvstændige kvinder der har deres egne karrierer, som i den tyske ”Ich bin dein mensch”: Mindre piger og teenagepiger på jagt efter sandheden om sig selv og deres mødre, som i den fransk/libanesiske ”Memory Box” og den franske ”Petit Maman”. Kvinder der ikke skammer sig over at udleve deres seksualitet, som i den rumænske ”Bad Luck Banging or Loony Porn”. Kvinder der kæmper for at finde et ståsted, efter at de er blevet alene, som i den iransk/franske ”Ballad of a White Cow”. Og endelig kvinder der knytter bånd til hinanden på tværs af menneskelige relationer, som i den japanske ”Wheel of Fortune and Fantasy”.

I alle disse film spiler mændene kun en birolle. Og i yderligere tre af de 11 film, hvor mændene har hovedrollen, fremstilles de som svækkede, søgende, aggressive væsner, der kæmper en hård kamp for at finde balancen i deres liv. Man skal stadig lede langt efter ægte, mandlig styrke i hovedkonkurrencens film, mens der er masser af kvindekraft.

For det andet, er der fokus på båndet mellem mor og datter. I både ”Memory Box” og ”Petit Maman” er historien bygget op om mor-datter forhold, hvor døtrene spejler sig selv i deres mødre og omvendt.

En tredje tråd er kvindernes generobring af deres egen seksualitet. I ”Ballad of a White Cow”, er det hovedpersonen, som på et tidspunkt vælger at gå hen til en mands værelse om natten. I ”Bad Luck Banging or Loony Porn” forsvarer den kvindelige hovedperson indædt sin ret til at nyde sex med sin mand og give blowjobs når hun vil. Og i ”Ich bin dein Mensch” er det for en gangs skyld en kvindes tur til at udforske mulighederne ved en robotpartner – også seksuelt. En befriende udvikling.

Endelig er der flere steder i de 11 film større og mindre glimt af magisk realisme. Mest tydeligt i den franske ”Petit Maman”, hvor en pige på sælsom vis møder sin egen mor som pige.

Kvindekraft, bånd mellem mødre og døtre, kvinders generobring af deres seksualitet og magisk realisme. De politiske budskaber, som er Berlinalens varemærke, bevæger sig i år mere på det personlige plan end nogensinde.

Og vinderen? Skal man tro filmmagasinet Screens Berlinale-jury af filmanmeldere, bliver det den tyske ”Mr. Bachmann and his Class”, som vises i hovedkonkurrencen i morgen.