BERLINALEN 2021: Nanu Tudor – Kortfilmsvinder i Berlin får hårene til at rejse sig
Her på bagkanten af årets filmfestival i Berlin, er der stadig et par indtryk, der hænger ved.
Jeg har nu overværet Berlinalen 13 gange, og en af de ting, jeg igen og igen vender tilbage til, er festivalens kortfilmsprogram. Der er ganske enkelt noget dybt fascinerende ved at opleve forskellige filminstruktører fortælle deres historier på et minimum af tid.
Det er dog langt fra altid, at årets vinder gør samme, rystende indtryk som i år, hvor det var den belgiske film ”Nanu Tudor” (min onkel Tudor), der løb med guldbjørnen for bedste kortfilm.
Den er instrueret af den moldaviske instruktør Olga Lucovnicova, og til at starte med ligner den bare en film om et nostalgisk besøg i barndomshjemmet i en lille landsby i Moldavien.
”Det er min barndom, min ungdom og min nostalgi”, svarer Olgas mor, da hun bliver spurgt om, hvordan det er at være hjemme. Ren idyl, men skindet bedrager i den grad i Lucovnicovas film.
Uskyldige spørgsmål til moderen og tanten om, hvordan hun var som barn (”Hvordan opfattede i mig?”) viser sig hurtigt at have en dobbelt betydning.
Snart præsenteres vi for filmens titelperson, Olgas onkel Tudor – en jovialt udseende gammel mand med svag stemme. Han indleder med en tilståelse: Hvordan han stadig plages af mindet om, hvordan han som barn engang ska spurveunger midt over for at se på deres bankende hjerter. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det”, siger han skyldbetynget.
Men det er en anden form for tilståelse, som Olga er ude efter. I stedet dykker hun hovedkulds ned i sin fortid og spørger onklen, om han kan huske, hvad han gjorde ved hende, da hun var barn.
Man taler tit i film om point of no return. Og lige her skifter “Nanu Tudor” fra hyggelig, landlig familieidyl til noget frysende koldt og kulsort dystert. Et skifte der ikke bliver mindre gåsehudsfremkaldende af, at det foregår midt i disse rolige omgivelser.
Det er som at se Thomas Vinterbergs ”Festen”, men uden publikum bortset fra tilskuerne. Konfrontationen mellem Olga og Tudor forbliver en intim, privat ting. Med rolig, insisterende stemme får hun trukket hver eneste lille, ubærlige detalje frem om, hvad der skete mellem hende og onklen – eller rettere hvad han gjorde mod hende.
Og hele tiden klippes der mellem de hyggelige familiescener, hvor de øvrige familiemedlemmer sidder intetanende rundt om middagsbordet. Symbolikken er ikke til at tage fejl af: Disse overgreb sker for næsen af os uden at de bliver opdaget. Eller måske endnu værre, de bliver opdaget, men ingen gør noget.
”Jeg kan ikke tilgive dig”, siger Olga i filmen, og onklen mumler ”Det er ikke nogen synd, når man leger sammen og har det sjovt”. Der er ikke skyggen af anger hos ham, og det nærmeste, som Olga får som forklaring er, da han lidt senere udbryder ”Jeg gjorde det, fordi jeg ikke havde noget at lave”.
For Olga ligger forløsningen derfor i at bryde tavsheden og få fortællingen om sit overgreb ud. Det gør hun på den mest lammende vis, jeg længe har set. At hun vandt guldbjørnen er i den forbindelse kun en biting i forhold til den frihed, som afsløringen giver hende.
Nanu Tudor – 20 minutter – Belgien, Portugal og Rusland – Instruktør: Olga Lucovnicova – Medvirkende: Olga Lucovnicova og hendes familie
