Filmanmeldelse: Hundredefodsrejsen – Fransk/Indisk køkkenkrig får tænderne til at løbe i vand
Lad mig starte med en advarsel: Se ikke denne film på tom mave!
I Lasse Hallströms nye film “Hundredefodsrejsen” forenes to store køkkentraditioner – den franske og den indiske – således i et visuelt overflødighedshorn af lækker mad, så ens tænder løber I vand fra start til slut.
Da tragiske begivenheder tvinger familien Kadam til at forlade Indien, ender de ved et tilfælde i en idyllisk fransk landsby midt i bjergene.
Her forelsker Papa Kadam sig i en gammel, faldefærdig landejendom lidt uden for byen. Han mener, det er det perfekte sted at åbne familiens drømmerestaurant Maison Mumbai og videreføre de stolte Kadams’ke madtraditioner.
Der er blot ét problem. På den anden side af vejen blot hundrede fod borte ligger den et-stjernede Michelin-restaurant Le Saule Pleureur, som ejes af den bistre Madame Mallory. Hun har ikke lyst til at få en mere folkelig indisk restaurant som nabo, og snart starter en åben køkkenkrig mellem de to restauranter.
Det hele kompliceres af, at Kadam-familiens stolthed, sønnen Hassan, forelsker sig i Madame Mallorys souschef Margueritte og vice versa. Og da Hassans store talent for madlavning og for at kombinere det franske og det indiske køkken går op for Madame Mallory, og hun tilbyder ham en stilling, står Hassan over for et stort valg.
Vi er i gode hænder med Lasse Hallström, der igen og igen har skildret små, idylliske samfund og deres sære eksistenser i sine film, lige fra han slog igennem med ”Mit liv som hund” (1985).
“Hundredefodsrejsen” er da også tilberedt med masser af kærlighed og rummelighed. For nok bekriger Papa Kadam og Madame Mallory indædt hinanden, og deres verbale slagsmål er som liflig bechamelsauce på tungen, men i virkeligheden er de på vej i samme retning som Hassan og Margueritte. De er bare for stædige til at indse det lige med det samme.
Som altid afhænger en ret af kvaliteten af ingredienserne såvel som tilberedningen. Her har Hallström haft en heldig hånd. Papa Kadam og Madame Mallory spilles med erfaren overlegenhed af henholdsvis den indiske skuespilsveteran Om Puri og hans engelske modstykke Helen Mirren. Om Puri har et af disse fantastiske ansigter, man aldrig bliver træt af at kigge på, hvor hvert ansigtsudtryk står mejslet i rynker og furer. Han spiller den stædige far uden en eneste falsk tone, mens Mirren er inkarnationen af den strikse chef. Hun minder om en af disse stramtandede lærerinder, man aldrig kom godt ud af det med i skolen.
Manish Dayal og Charlotte Le Bon har ikke helt samme tyngde. Til gengæld spiller de det unge par med megen sødme. Sjældent har kogekunst og svampejagt været portrætteret mere romantisk.
Der er masser af veldoseret humor i filmen. Og selv om vi godt ved, at den slags idylliske byer og mennesker ikke findes i virkeligheden, sluger vi det råt.
”Hundredefodsrejsen” er dog ikke helt perfekt. Da handlingen i sidste tredjedel flyttes til Paris, hvor Hassan har succes (men ikke lykke) på en verdensberømt trendsætterrestaurant, er det som om den lækre ret bliver overbagt. Her kunne man med fordel have skåret 20 minutter af handlingen og filmens længde.
Men først og fremmes er ”Hundredfodsrejsen” en feel good film, der føles godt for både hjertet og maven, så man går både glad og sulten ud af biografen.
Hundredefodsrejsen – 122 minutter –Indien, USA og De Forenede Arabiske Emirater – Instruktør: Lasse Hallström – Medvirkende: Om Puri, Helen Mirren, Manish Dayal, Charlotte Le Bon m.fl
