FILM : Dune – Visuelt storslået, men dyster affære

Der er et øjeblik i starten af Denis Villeneuves storladne rum-epos, hvor jeg blev transporteret tilbage til første afsnit af ”Game of Thrones”. Der hvor Kong Robert ankommer til borgen Winterfell for at bede Ned Stark om at blive Kongens Hånd og følge med ham til kongebyen Kings Landing. Ned kan ikke andet end at sige modvilligt ja. Også selv om man mere end aner, at den beslutning vil få dystre konsekvenser for ham og hele hans familie.

I ”Dune” står hertug Leto Atreides i et tilsvarende dilemma. En udsending fra kejseren over det intergalaktiske imperium lander på Atreides-familiens hjemplanet Caladan. Han fortæller, at kejseren har udpeget Atreides-slægten til at være de nye herrer over ørkenplaneten Arrakis – og dermed til at overtage ansvaret for at høste det værdifulde krydderi, der er planetens altoverskyggende vigtigste råstof. Et krydderi der kan forlænge liv og gøre rumrejser mellem fjerne planeter mulige.

Der er kort sagt meget på spil. Leto kan imidlertid heller ikke gøre andet end at sige ja og ender dermed i samme uigennemskuelige verden af intriger og magtkampe, som Ned Stark gjorde i ”Game of Thrones”. Kejseren er i virkeligheden skinsyg og håber på at så splid mellem den populære Atreides-familie og Huset Harkonnen, der indtil da har hersket brutalt over Arrakis. Leto håber derimod på, at han i stedet kan slutte fred med Arrakis oprindelige befolkning fremenerne.

Dermed er der åbnet op for, at ”Dunes” egentlige hovedperson, Leto’s søn Paul, kan træde ind på scenen. En ung mand, der bærer adskillige tunge skæbner på sine uprøvede skuldre. Født ind i en fremtrædende slægt. Optrænet af sin mor Jessica – et medlem af de magtfulde Bene Gesserit søstre – til at opfylde en oldgammel profeti om at blive universets frelsende messias. Og plaget af blodige drømmesyn, hvor han igen og igen ser en ung fremensk pige.

Da Atreides-familien ankommer til Arrakis, går der kun kort tid, før de bliver forrådt og angrebet af Huset Harkonnen støttet af kejserens elite-tropper. Paul og Jessica må flygte ud i den nådesløse ørken. Her skal de undgå både den dræbende hede og Arrakis enorme sandorme for at nå frem til fremenerne.

Det er en modig – nogen vil sige overmodig – opgave, som Denis Villeneuve har kastet sig over. Lige siden, at forfatteren Frans Herbert udsendte sin første Dune-bog i 1965, har verden således ventet på en tilfredsstillende filmatisering.

Senest forsøgte selveste David Lynch sig tilbage i 1984 med en ung Kyle MacLachlan i hovedrollen. Den filmatisering tales der stadig om. Før Lynch blev hyret til opgaven, havde andre kendte instruktører som Arthur P. Jacobs, Alejandro Jodorowsky og Ridley Scott forgæves forsøgt at stable en filmversion på benene. 1984-udgaven blev da også kritiseret for ikke at være tro nok mod romanforlægget og for at forcere handlingen. Og Lynch endte også selv med at undsige filmen, da den havde premiere, fordi han følte, at den var blevet klippet sammen mod hans intentioner.

Sporene skæmmer kort sagt. Men sådan var det jo også, da Peter Jackson i sin tid kastede sig over at filmatisere ”Ringenes Herre”, og mange mente, at det var en ren selvmordsmission.

Får Villeneuve så løst opgaven? Både ja og nej.

”Dune” ano 2021 er blevet en buldrende og visuelt storslået blockbuster, som effektivt får introduceret verden og nye generationer til Dune-universet. Og som forholder sig meget loyalt til Herberts bog.

Prisen er imidlertid høj. Villeneuves ”Dune” er samtidig blevet en udpræget dyster affære på alle planer. Handlingen ruller alvorstungt derudad stort set støvsuget for ethvert glimt af humor, surrealistiske indfald eller selvironi.

Det samme gælder filmens visuelle udtryk, der bortset fra de lysrige ørkenscenero gså er holdt i dunkelt mørke. Man savner inderligt de fakkeloplyste festsale fra for eksempel ”Game of Thrones” og undrer sig over, at en intergalaktisk hertug ikke har råd til ordentlig belysning i sit palads.

På samme måde er tøjet, bygningerne og de monolitiske stjerneskibe alle skabt efter samme funktionelle udgangspunkt, som var vi i et østeuropæisk land under den kolde krig.

Så nej vi er bestemt ikke i hverken Star Wars- eller Marvel-land. Her er ingen nysgerrighedsvækkende eventyrlighed, ingen spraglethed eller farver. Kun fortællingens mørke, knugende tyngde til tonerne af Hans Zimmers monotont dramatiske musik.

Man kan også diskutere personernes dybde – eller rettere skuespillernes muligheder for at give deres personer dybde inden for manuskriptets rammer. Også her kører Villeneuve efter den mest minimalistiske ramme, og igen kan man sammenligne med ”Game of Thrones” nuancerede persongalleri.

Okay ret skal være ret. ”Dune” er ikke ”Game of Thrones” – der jo i øvrigt også endte med at forcere tingene for meget til sidst. Villeneuve har effekttivt fået afviklet sin prolog og har nu mindst et par film til at sætte mere kød på Dune-universet og dets personer. Spørgsmålet er dog, om en så mangefacetteret historie som ”Dune”, der endte med at fylde otte bøger, ikke ville have været en bedre oplevelse som TV-serie.

Dune – 155 minutter – USA og Canada – Instruktør: Denis Villeneuve – Medvirkende: Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Zenday, a, Oscar Isaac, Jason Momoa, Josh Brolin, Stellan Skarsgård m.fl.