Filmanmeldelse: Dannys dommedag – Tam dansk monsterfilm
Det er en svær opgave at lave en ægte, dansk monsterfilm. På en eller anden måde passer monster-formatet ikke rigtigt, med den tilbagelænede danske folkesjæl og hygge.
Dermed ikke sagt, at Danmark ikke kan lave uhyggelige film, for det kan vi sagtens. Tag f.eks. ”Nattevagten” (1992), der effektivt skræmte livet af biografgængerne eller Lars von Triers ”Riget”. Men her har vi også at gøre med rigtige menneske-uhyrer frem for fiktive monstre.
Nu gør instruktøren Martin Barnewitz så endnu et forsøg på at lave en ægte monster-gernefilm. Det har han forsøgt før i 2007 med ungdomsgyseren ”Kollegiet”, der mildt sagt ikke var nogen succes.
Og trods gode takter og gode skuespilspræstationer, lykkes det heller ikke rigtig for Banewitz med ”Dannys dommedag”.
Det starter ellers lovende med en fiskerbåd ude på det åbne hav. Efter flere ugers hedebølge er vandet usædvanligt varmt og noget pusler ildevarslende nede under overfladen. Snart er de stakkels fiskere ædt, og kort efter myldrer monstrene ind på land og udrydder alt liv på deres vej.
Dommedag er kommet til det lille hyggelige, danske villakvarter. Nørden Danny og hans snarrådige lillebror William bliver vidne til, hvordan monstrene æder deres far. I første omgang får de barrikaderet sig i kælderen, men senere må de vove sig ud for at finde deres mor, som måske har overlevet i det lokale indkøbscenter.
Som sagt lovende og havde det været indledningen på en Stephen King historie ville det sikkert have været rigtig uhyggeligt. Faktisk minder handlingen en del om Kings novelle ”Tågen” fra 1980.
Men uhyggen udebliver, måske fordi det er dyrt af lave monster-genrefilm, hvis det skal gøres overbevisende. Derfor ser man kun monstrene i hel figur i korte glimt. Til gengæld er der mange og lange scener med de to drenge i kælderen, men uden at deres rædsel – en rædsel de fleste nok ville føle, hvis de havde set deres forældre blive ædt af monstre – slår rigtig igennem.
Her går der for meget dansk familiefilm i den. Konstellationen mellem den kiksede storebror og den mere handlekraftige lillebror har vi allerede fået serveret i Birger Larsens ”Superbror” (2009), så man aner fra starten, at Danny bliver tvunget til at træde i karakter. Og at han måske også får Rie, som han er hemmeligt forelsket i.
Det skal dog siges, at de to drenge gør en ihærdig og vellykket indsats for at puste liv i deres figurer. William Jøhnk Nielsen tackler rollen som den underkuede Danny fint, mens Thomas Garvey får endnu mere ud af lillebrorrollen. Dog kunne man godt ønske, at Barnewitz havde skruet en anelse ned for Williams indædthed.
Peter Gantzler når til gengæld aldrig ud over det stereotype i rollen som Adam, der redder de to brødre ud af kælderen. Så er Lars Mikkelsen langt sjovere som deres forfatterfar med den obligatoriske skriveblokering, men han bliver jo desværre ædt allerede i første akt.
De grumme monstre virker desværre også bedst i små glimt, mens de ikke rigtig fænger i totalbillede.
På den måde ender ”Dannys dommedag” som en tam affære.
Dannys dommedag – 88 minutter – Danmark – Instruktør: Martin Barnewitz – Medvirkende: William Jøhnk Nielsen, Thomas Garvey, Peter Gantzler, Camilla Bendix m.fl.
