FILM: Spider-Man: No Way Home – Lidt for alvorlig men visuel overdådig tre’er
Ingen kan sige, at der ikke er Spider-Man film nok at vælge imellem. Alene de seneste 20 år har Sony, der ejer filmrettighederne til figuren, udsendt ni film om edderkoppemanden – herunder den animerede ”Spider-Man: Into The Spider-Verse” (2018).
Det har naturligvis efterladt en masse løse ender. Og måske har manuskriptforfatterne ment, at der er brug for en grundig oprydning. I hvert fald afslutter den niende og nyeste Spider-Man-film i rækken “Spider-Man: No Way Home” ikke blot den nuværende triologi. Den binder også alle de ni film sammen på smukkeste vis.
Som bekendt endte den forrige film ”Spider-Man: Far From Home” (2019) med, at Spider-Mans identitet som Peter Parker blev afsløret. Og når hele verden ved, at man er superhelt, får man let alt for meget opmærksomhed – og det samme gælder ens venner og familie.
Anført af internetjournalisten J. Jonah Jameson, der konstant fremstiller Peter Parker/Spider-Man som den onde selv, der kun skaber kaos og ødelæggelse, føler Peter sig efterhånden godt trængt.
Han opsøger derfor troldmanden og Avenger-kollegaen Doctor Strange for at høre, om han ikke har en trylleformular, der kan får folk til at glemme igen, at Peter Parker er Spider-Man.
Men noget går selvfølgelig galt, som det altid gør. Pludselig åbnes porten til Multiverset og Peter må nu kæmpe hårdt mod skurke fra alle tidligere Spider-Man-film, samtidig med, at der bliver plads til nogle af de tidligere filmversioner af Spider-Man.
Med store evner følger stort ansvar, som man siger. Det, der umiddelbart kan virke som manuskriptforfatternes leflen for alverdens Spider-Man fans, er i virkeligheden et dybt eksistentialistisk drama. For hvordan bevarer man sin menneskelighed og undgår at give efter for alle mulige grimme følelser, når man samtidig skal bekæmpe nogle af de hårdeste skurke, jorden har set? Og hvordan lærer man af de fejl og den modgang som ethvert liv uundværligt vil byde på?
Det lyder alvorligt, og det er det også. Når man står over for dybt alvorlige beslutninger og dybt alvorlige konsekvenser kan det hele hurtigt blive lidt tungt – måske også lidt for tungt.
På den måde har ”Spider-Man: No Way Home” ofret meget af den teenage-friskhed, der var over de to første Spider-Man-film med Tom Holland. Humoren og letheden der har adskilt Spider-Man-filmene fra de øvrige Marvel-film, er kun tilstede i mindre glimt. Det er som om, at alle tilløb til munterhed falder fladt til jorden, inden de når at få fodfæste.
Til gengæld er ”Spider-Man:
No Way Home” en visuelt voldsom flot og overlegen oplevelse, der fuldstændig
tager pusten fra én. Og mens humoren halter, er de flotte actionsekvenser til
gengæld suppleret af en række dybt rørende øjeblikke.
Flere af dem står de tidligere Spider-Man-skuespillere for. Andy Garfield har mere karisma her, end han nogensinde havde i de to Spider-Man-film, han nåede at være med i. Og Toby Maguire, som blev blød og doven mellem den anden og tredie af sine Spider-Man-film, viser fuldstændig, hvorfor vi alle fald for ham i første omgang.
Nogle vil måske indvende, at der er noget fundamentalt forkert ved at blande de forskellige Spider-Man-film på den måde. Men Multiverset bruges ikke bare som et billigt trick, men som en oplagt mulighed til at udforske, hvad Peter Parker står for.
Det er bragende godt gennemført. Det eneste triste er bare, at vi pt ikke ved, hvornår det igen bliver muligt at se den nye Spider-Man-film enten i biograferne eller online.
Spider-Man: No Way Home – 148 minutter – USA – Instruktør: Jon Watts – Medvirkende: Tom Holland, Zendaya, Benedict Cumberbatch, Willem Dafoe, Andrew Garfiel, Tobey Maguire m.fl.
