FILM: Tag min hånd – Kaalunds debut underholder, men tør ikke nok

Tilværelsens rutscheture og eksistentielle kriser er det stof, som mange film er skabt af – rigtig mange.

Nu er det så Lars Kaalunds tur til at tage springet fra lærredet til instruktørstolen og give sit bud på en dansk, romantisk dramakomedie ano 2021.

Midaldrende Maja har det hele: Børn, et spændende arbejde som læge, en mand hun har kendt siden hun var så ung, at hun aldrig har kendt andre mænd, og et dejligt hus som hun elsker at vågne op i.

Den slags perfekte liv er der til gengæld ingen filmstof i. Det hele skal helst udfordres eller rasle sammen, og det gør Majas liv, da manden Claes pludselig begærer straks-skilsmisse og flytter ud af deres fælles hus.

Der står hun så og skal genskabe sin tilværelse. Og hvordan gør man det, når man har brugt det meste af tiden på at være kone og mor? Og når man ikke har datet, siden faxen blev opfundet.

Men da Maja møder den 25-årige studerende Andreas, som bor på kollegium med sine jævnaldrende, sker der noget: Andreas tænder hendes livsgnist og liderlighed og bløder den kontrollerede, midaldrende kvinde op med sin hengivenhed.

De indleder et forhold, men har det overhovedet nogen chance? Maja har i hvert fald mange forbehold.

Lars Kaalund er kendt og elsket for sine roller som den bryske Hal-Finn i Lone Scherfigs ”Italiensk for begyndere” (2000) og den knastørre Knud i Susanne Biers ”Den eneste ene” (1999). I sidstnævnte leverede Kaalund for eksempel den uforglemmelige replik til Niels Olsen: ”Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?”

De to står stadig som mesterværker nu en snes år senere – blandt andet på grund af den knivskarpe dialog og Lars Kaalund selv.

Han er derfor ude i den svære kunst at skulle overgå sig selv – endda sig selv set gennem nostalgiens rosenrøde skær, der allerede har ophøjet ”Italiensk for begyndere” og ”Den eneste ene” til dansk kulturkanon.

Og uden at forklejne Troels Kortegaard Ullerup, der er ideel som den energiske og virile ungkarl Andreas, ja så er han ikke Lars Kaalund med samme kant og skarphed, som vi husker ham.

Men Kaalunds skuespilerfaring skinner igennem i hans debutfilm, som er båret af både ferme og charmerende skuespilpræstationer.

Mille Dinesen har smidt det rapkæftede, småneurotiske Nynne-image og fremtræder langt mere genert og perfektionistisk. En moderne kvinde spændt ud mellem tolvtalsambitionerne og drømmen om det perfekte liv. Og Ulrich Thomsen får det optimale ud af det minimale i karakteristikken af Majas fåmælte mand – om end man undrer sig over, hvorfor han dog virker så interessant på det modsatte køn.

”Tag min hånd” bliver dog aldrig en del af noget kulturkanon. Dertil er humoren for flad og dialogen for løs, og den mangler mod til at springe ud på det dybe vand og for alvor åbne for sårbarheden”. Den nøjes med at være endnu en kopi af de virkelige enere i genren. Underholdende nok til en biograftur, men hurtig glemt.

Tag min hånd – 107 minutter – Danmark – Instruktør: Lars Kaalund – Medvirkende: Mille Dinesen, Ulrich Thomsen, Troels Kortegaard Ullerup m.fl.