FILM: Sneleoparden – Mesterlig dokumentar hvor rejsen bliver målet

Hvis man tror, at man skal ind og se en naturfilm a la David Attenbourough, når man løser billet til Marie Amiguets og Vincent Muniers stille og fortryllende ”Sneleoparden”, så tager man fejl. For her er det rejsen og ikke målet, som det handler om.

Den anerkendte franske naturfotograf Vincent Munier har taget sin landsmand, forfatteren og eventyreren Sylvain Tesson i hånden og ført ham ud i den øde og vilde natur i de tibetanske bjerge og dale på udkig efter et af verdens mest sjældne dyr, sneleoparden.

Det bliver en anderledes udflugt, for genstanden for deres søgen har ikke sådan lige tænkt sig at dukke op. Ikke underligt i øvrigt, når man tænker på, at det er mennesket, der er hovedårsagen til, at sneleoparden i dag er så sjælden, og til at den af de samme mennesker har fået næsten mytisk status.

Samtidig er det tydeligt, at Amiguet og Munier ikke har den mindste interesse i at efterligne det æstetiske glansbillede, som præger mange naturprogrammer. Her er ingen sprøjtelakerede, magiske solnedgange eller flimrende daggrysbilleder.

I stedet møder vi et bart og øde landskab, som først og fremmest kræver tålmodighed af tilskuerne. For de mangfoldige former for liv, som lever her, er godt kamuflerede og afslører kun langsomt og forsigtigt sig selv.

Det er også en lektie, som Munier og Tesson må tage til sig. Og da de først skifter fokus og tilpasser sig omgivelsernes tempo opdager de pludselig mange andre interessante ting: Et bredt dyk ned omkring den tibetanske antilope holder fascinationen for en stund. Det samme gør små glimt af den tibetanske ræv, ja selv den lille, orangebrystede lærke træder pludselig frem i forgrunden. Og da flokke af yakokser dukker op på den flade højslette eller tre bjørne pludselig stiger ned fra bjerget, forvandles den salige ventetid til frydefuld forløsning.

På samme måde, som man som voksen kan synke ned og opleve eller genopleve verdens eventyrlighed gennem et lille barns øjne, får vi via de to rejsekammeraters kollektive blik lidt efter lidt afdækket et helt økosystem.

”Ventetiden var en velsignelse. Hvis vi ikke så noget, var det fordi, vi ikke havde kigget godt nok efter”, siger Munier på et tidspunkt.

I en anden scene fortæller han om en tidligere tur for at spotte en sneleopard, hvorunder han tog et billede af en falk. Det var først måneder senere, da han kiggede nærmere på billederne, at han opdagede en sneleopard i baggrunden af falkebilledet, som stod gemt bag en sten og kiggede på ham.

På den måde bliver ”Sneleoparden” en unik og sanselig, ja næsten meditativ fortælling, hvor Munier og Tesson skiftevis traver, venter, filosoferer og mest af alt bare ér i verden, mens tid og sted opløses i rendestilleret væren.

Læg dertil Nick Caves smukke musik og det faktum, at Marie Amiguet er med hele vejen som usynligt tredje hjul som betragteren af dem, der betragter.

På den måde er ”Sneleoparden” et tankevækkende nærbillede over den måde, vi bruger vores liv. Ikke hjemme i stuen med at sortere husholdningsaffaldet eller donere penge til diverse natur- og miljøorganisationer. Men hvordan vi agerer fra hvert lille øjeblik til hvert lille øjeblik ude i den store, øde stilhed – en vekslen mellem forundring og kedsomhed.

I slutningen af filmen opsummerer Tesson nogle få læresætninger fra turen, der står som eksistentielle moraler:

Ær det, der er foran os.
Håber på ingenting.
Glæd dig over det, der dukker op.
Tro på poesien

Sneleoparden – 92 minutter – Frankrig – Instruktør: Marie Amiguet og Vincent Munier – Medvirkende: Vincent Munier, Sylvain Tesson m.fl.