FILM: Vildmænd – Thomas Daneskovs film om midtvejskrise i de norske fjelde er ægte humor

Gad vide om denne film ville kunne forstås af en kvinde?

Jeg forsøger at skubbe den kætteriske og højst politisk ukorrekte tanke væk, men den sniger sig alligevel ind i mit hoved, mens jeg sidder og ser Thomas Daneskovs ”Vildmænd”.

For selv om jeg et langt stykke af vejen tror, at køn er en social konstruktion, så er der også en del af mig, der mener, at der er nogle biologiske forskelle mellem mænd og kvinder.

I hvert fald har jeg gennem årene mødt en hel del mænd med præcis samme tanker som hovedpersonen i ”Vildmænd”, men ingen kvinder.

Filmen handler om familiefaderen Martin, der på overfladen har det hele: Godt job, kone og to børn. Alligevel føler han sig kvalt og flygter fra hverdagens hamsterhjul op til Norge.  Her forsøger han at leve som vildmand i de norske fjelde iklædt pels og bue og pil og kan for første gang i lang tid mærke sig selv.

Da han støder på Musa i skoven, der er kørt ind i en elg og har en stor åben flænge på låret, får Martin en åndsfælle – tror han. For Musa er i virkeligheden hashkurer og er stukket af med pengene fra den forulykkede bil og sine to venner, som han tror er døde.

Det er de selvfølgelig ikke og snart bliver parret jaget af både Musas venner, de lokale politifolk og Martins kone, der langsomt finder ud af, at han ikke er på teambuilding-kursus.

Thomas Daneskov viser sig som en sand humorist – en af dem der ved, at stor humor lever bedst, når det kan blandes med dybere og mørkere følelser.

Det er voldsomt skægt at se Martin sende en pil i låret på en bjergged, som han alligevel ikke kan fange og lidt senere kaste op efter at have ædt den skrubtudse, han må tage til takke med i stedet for geden.

Humoren får mere kant, da Martin opsøger en tankstation og beklager, at han har glemt sin pung, men i stedet vil bytte sig til de varer, han har brug for, med nogle skind, og må konstatere, at den slags tuskhandler ikke kan lade sig gøre i et moderne samfund.

Og det sjove bliver dødsens alvorligt, da Martin og Musa besøger, hvad de tror er en ægte vikingeby, hvor folk lever som i gamle dage. Kun for at opdage at det hele er en turistattraktion, og at vikingerne har både bil og mobil.

Det er nemt nok at afskrive Martin som endnu en sølle mand i panikalder og et stakkels, naivt, selvmodsigende fjols. Men det er også manglende respekt for de behov og de følelser, han faktisk rummer. Og at disse behov ikke umiddelbart bliver opfyldt inden for rammerne af den trygge kernefamilietilværelse, som han lever i.

Rasmus Bjerg rammer rollen som Martin lige på prikken, og samspillet med Zaki Youssef som smågangsteren Musa kører eksemplarisk. Deres roadmovie-buddy-forbindelse er filmens bankende hjerte.

De er dog lige ved at blive overhalet af den lokale politichef Øyvind, menneskeklogt og eftertænksomt spillet af Bjørn Sundquist, der minder om en svensk udgave af Frances McDormans præstation i Coen-brødrenes ”Fargo” (1996)

Læg dertil, at Daneskovs film konstant overrasker og til sidst udvikler sig som en af Hans Petter Molands thrillere med Stellan Skarsgård.

”Vildmænd” kan nydes for sine mange enkeltdele – herunder også en kanin, der får sin egen frigørelseshistorie – men også i sin helhed som et skævt billede på det liv, som mange lever.

Vildmænd – 104 minutter – Danmark – Instruktør: Thomas Daneskov – Medvirkende: Rasmus Bjerg, Zaki Youssef, Bjørn Sundquist, Sofie Gråbøl m.fl.