FILMPRISER: Robert – Vindere 2022

Lørdag aften løb en af Danmarks store årlige film og tv-begivenheder af stablen. Her afholdt Det Danske Filmakademi for 38. gang den årlige Robert-uddeling, hvor fagfolk fra branchen var samlet til stor filmfest på Tivoli Hotel & Congress Center i København for at uddele de 28 eftertragtede statuetter.

Her blev der skrevet historie på flere måder.

For det første skrev Jonas Poher Rasmussen historie med sin animerede dokumentarfilm ”Flugt”, der som den første dokumentarfilm nogen sinde vandt flest priser ved Robert-festen.

”Flugt” der i morgen tirsdag kan blive nomineret i tre forskellige Oscar-kategorier, vandt således hele fire Robert-priser for Årets Dokumentarfilm, klipning, lyd og musik.

På andenpladsen i pris-kapløbet kom Lisa Jespersens debutfilm ”Hvor kragerne vender”, som løb med hele tre priser: Dels hovedprisen for Årets Danske Film 2022, dels priserne for Årets Instruktør og Årets Originale Manuskript. Sidstnævnte vandt Lisa Jespersen i samarbejde med Sara Isabella Jønsson.

Også her blev der skrevet Robert-historie, da det er første gang, at en kvindelig debutant har vundet prisen for Årets Instruktør.

En af de bedst anmeldte danske film i 2021, Bille August ”Pagten” blev også tilgodeset ved Robert-uddelingen. Her vandt Birthe Neumann og Simon Bennebjerg priserne for Årets Skuespillerinde og Årets Skuespiller for deres roller som henholdsvis Karen Blixen og den unge digter Thorkild Bjørnvig.

Josephine Park vandt fuldt fortjent prisen for Årets Kvindelige Birolle i Anna Emma Haudals smukke kærlighedsfilm ”Venuseffekten”, mens Jakob Oftebro vandt prisen for Årets Mandlige Birolle for sin rolle i det historiske drama ”Margrete den Første”.

Filmen om Margret den Første vandt yderligere to Robert-priser for Årets Scenograf og Årets Kostumedesigner.

Den mest sete danske film i 2021, Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2” fik to priser for henholdsvis Årets Børne- og Ungdomsfilm og Årets Adapterede Manuskript.

Endelig gjorde det danske Netflix-drama ”Kastanjemanden” rent bord ved at vinde fire ud af fem priser. Dels prisen for Årets TV-Serie, dels priserne får Årets Kvindelige Tv-Hovedrolle, Årets Kvindelige TV-birolle og Årets Mandlige TV-Birolle.

Ser man ud over de hjemlige grænser gik prisen for Årets Bedste Engelsksprogede Film ikke overraskende til Chloe Zhaos’ gribende sociale drama ”Nomadland” med Frances McDormand i hovedrollen.

I alt listen så over Robert-vindere 2022 således ud:

Årets Danske Spillefilm: Hvor krageren vender
Årets Instruktør: Lisa Jespersen (Hvor kragerne vender)
Årets Originale Manuskript: Lisa Jespersen & Sara Isabella Jønsson (Hvor kragerne vender)
Årets Kvindelige Hovedrolle:  Birthe Neumann (Pagten)
Årets Mandlige Hovedrolle: Simon Bennebjerg (Pagten)
Årets Kvindelige Birolle: Josephine Park (Venuseffekten)
Årets Mandlige Birolle: Jakob Oftebro: (Margrete den Første)
Årets Børne- og Ungdomsfilm: Ternet Ninja 2
Årets Dokumentar: Flugt

Årets TV-serie: Kastanjemanden
Årets Kvindelige TV-hovedrolle: Danica Curcic (Kastanjemanden)
Årets Mandlige TV-hovedrolle: Besir Ceciri (Fredløs)