FILM: Playground – Skolegårdens barske hverdag i børnehøjde
Man hævder, at mange kvinder glemmer, hvor ondt det faktisk gør at føde. Og at deres kroppe er programmeret til at få dem til at glemme det af udviklingsmæssige grunde: Sløre kroppens traume for at sikre artens overlevelse.
Man kunne godt få en mistanke om, at den samme mekanisme gør sig gældende, når mange af os tænker tilbage på vores skolegang og kun vagt husker skolegårdens nådesløse kampzone. Simpelt hen fordi, at hvis vi virkelig huskede, hvordan det var, ville vi aldrig nogensinde turde sende vores egne børn i skole.
Men den belgiske instruktør Laura Wandel nægter at glemme – og nægter at lade os andre glemme. Hendes prisbelønnede spillefilmsdebut ”Playground” kaster os direkte tilbage i skolegården som var det Normandiets kyster på D-dag.
Her i frontlinjen møde vi 7-årige Nora på hendes første skoledag, der grædende klynger sig til sin far. Fra dette sekund og resten af filmen er vi i barne-øjenhøjde, hvor dørhåndtag og rækværk sidder placeret højt oppe, og hvor voksne er underlige abstraktioner, der kun filmes fra taljen og ned.
Fra dette udsigtspunkt over slagmarken udfolder sig et stedse mere kompliceret spind af relationer og interaktioner, der tilsammen udgør skolegårdens økosystem. Et system, der selv om det kun er placeret nogle få fod under lærernes egen øjehøjde lige så godt kunne befinde sig på en anden planet.
Til at begynde med er Nora både forvirret og bange. Og hun søger instinktivt mod det eneste andet kendte ansigt i skolegården, hendes storebror Abel. Men Abel skubber hende bort. Først tænker man, at det bare er den sædvanlige ældre søskendes afvisning. Men snart bliver det klart, at Abel også forsøger at beskytte Nora. Han bliver selv groft moppet og forsøger ikke blot at undgå at tabe ansigt foran sin beundrende lillesøster. Han er også klar over, at Noras bedste chance for selv at undgå at blive mopper er at undgå at blive forbundet med ham.
Til at starte med har Nora det da også nemmere. Men da hun overværer, hvordan Abel bliver skubbet rundt af sine klassekammerater, forvandles ”Playground” til et psykologisk drama fyldt med store moralske dilemmaer: Skal hun gå imod Abels ønske og fortælle nogle af de voksne om mobningen? Og skal hun risikere sin egen sociale status for at hjælpe ham? Nora tvinges til at navigere alene gennem dilemmaerne og bruge sit eget moralske kompas, der aldrig er blevet brugt før.
I midten af det hele gør den unge Maya Vanderbeque en sisyfosagtig indsats, som ikke bliver mindre af, at kameraet konstant zoomer ind på close-up billeder af hendes øjne, hendes rynkede øjenbryn og hendes tænksomme ansigt. Mikroskopiske udtryk af håb og sårethed, som Nora endnu ikke har lært at skjule.
Wandels store gave er hendes måde at omfavne barneverdenen på. Og hendes opfattelse af børn som fuldt udviklede væsener, der selv om de stadig er ved at lære og vokse har et omfattende indre liv med lige så stor kapacitet for lykke, sorg, venlighed og ondskabsfuldhed som voksne.
Hendes film udfordrer vores forestillinger om skolen og antyder, at det er den måde, skolesystemerne er bygget op på, der nærer en form for darwinistisk ondskab, som børnene senere bringer med sig ud i verden. Og bag det hele lurer det endnu mere fundamentale spørgsmål: Hvorfor er skolen, som den er? Og hvorfor sender vi vores børn derhen?
Med disse spørgsmål rungende i baghovedet forlader man rystet biografen bevidst om, at man har overværet stor filmkunst, men også med knuget hjerte.
Playground – 72 minutter – Belgien – Instruktør: Laura Wandel – Medvirkende: Maya Vanderbeque, Günter Duret, Lena Girard Voss, Simon Caudry, Thao Maerten, James Seguy m.fl.
