Natten til den 21. august 1989 forsøgte den østtyske arkitekt Kurt-Werner Schulz at krydse grænsen mellem Ungarn og Østrig med sin kæreste og deres 6-årige søn. Det gik imidlertid galt, og han blev skudt og dræbt under håndgemæng med en ung, ungarsk grænsevagt.
Schulz blev kun 36 år og var det sidste kendte offer for den kolde krig. Hans død blev også den direkte årsag til, at Ungarns premierminister Miklós Németh kort efter åbnede grænsen til Østrig permanent – og dermed til Berlinmurens fald få måneder senere.
Det er præmissen i den Oscar-nominerede danske instruktør Anders Østergaards nye – og meget tankevækkende – dokumentarfilm ”1989”, der onsdag aften åbner CPH:DOX festivalen med en stor gallavisning i DRs Koncerthus.
Filmen dykker dybt ned i det storpolitiske spil, der førte til Berlinmurens fald og genforeningen af Vest- og Østeuropa. ”1989” er bygget op omkring to centrale ”vidner”: Den tidligere ungarske premierminister Miklós Németh, og den tyske kvinde Gundula Schafitel, der var kæreste med Kurt-Werner Schulz.
Det er en af filmens store plusser, at Anders Østergaard på den måde får vævet den store og den lille historie perfekt sammen og skabt et stykke filmisk historieskrivning, der er både medrivende og overraskende. Indtil nu er der således ikke mange, der har hørt om Nemeth og hans rolle i opløsningen af den kolde krig.
”1989” starter i marsklandet mellem Ungarn og Østrig. Jerntæppet, der i en menneskealder har delt Østeuropa fra Vesteuropa, er begyndt at smuldre. Pigtrådshegnene ruster væk, og de elektroniske overvågningssystemer, som var grænsesoldaternes stolthed, er nu komplet upålidelige. Flere gange om dagen sendes hundredevis af soldater af sted i deres lastbiler, fordi kaniner eller vildsvin har sat alarmen i gang.
De elektroniske hegn kan kun repareres med reservedele fra vesten, og med penge lånt i de vestlige lande til høje renter, der i forvejen er ved at kvæle Ungarns økonomi. Det er en absurd situation, og i Budapest beslutter den unge, nyudnævnte premierminister Miklós Németh, at nu er det nok. Dermed kommer han uventet til at starte den lavine, som fører til, at berlinerne ti måneder senere kan danse sejrsdans på Brandenburger Tor.
Inden da, har der udspillet sig en desperat magtkamp mellem en række ledende toppolitikere fra de forskellige lande. Nogle af dem ønsker et fredeligt Europa fri for undertrykkelse og truslen fra atomvåben. Andre ser det som tilintetgørelsen af alt, hvad de tror på, og de lande, de regerer. For disse mænd bliver det i bogstaveligste forstand en kamp på liv og død.
Den unge premierminister opdager snart, at det er formidable modstandere, som han har sat sig op imod. Det gælder ikke blot betonkommunisterne i hans eget parti, men også to erfarne diktatorer: Rumæniens leder Nicolae Ceausescu og den østtyske præsident Erich Honecker. De forsøger ikke at skjule deres vrede, men konspirerer systematisk imod dem, de mener, forråder socialismen. Og over dem lurer hele tiden Rusland og landets præsident Mikhail Gorbatjov.
I sommeren 1989 beslutter Miklós Némeht sig for at teste sine modstandere. Han tillader derfor, at grænsen mellem Ungarn og Østrig åbnes i nogle dage, og det bliver for mange en kærkommen lejlighed til at undslippe til vesten.
Men da Schulz og hans kæreste forsøger at krydse den, er den blevet lukket igen, og tragedien er en kendsgerning. Dagen efter drabet flyver den skyldbetyngede Nemeth til Bonn for at fortælle den vesttyske kansler Heltmut Kohl, at han har tænkt sig at åbne grænsen til Østrig permanent. I løbet af kort tid har 50.000 DDR-borgere forladt østblokken af den nu smutvej til vesten. På den måde bliver åbningen den revne, der toogenhalv måned senere får Berlinmuren til at briste som en gammel, slidt dæmning.
Som sagt er ”1989” alternativ historieskrivning, så det basker. Det er imidlertid ikke blot filmens bidrag til historiebøgerne eller det scoop, at Østergaard har fået den nu 66-årige Nemeth til at medvirke, der gør den rasende seværdig.
Nej, det virkeligt skelsættende og fascinerende i ”1989” er den måde, som Anders Østergaard fortæller sin historie på. Han har gjort det til sit speciale, at visualisere det usynlige og genskabe fortiden, så den i bogstaveligste forstand vækkes til live foran øjnene på os, og hans nye film er ingen undtagelse. I ”1989” bliver tilskuerne således ført helt ind i de hemmelige mødelokaler, hvor de politiske slagsmål blev udkæmpet og historien blev skabt.
Filmens manuskript følger sine to centrale vidner, og genindspilningen af visse scener er baseret på omfattende mødeprotokoller og detaljerede vidneudsagn. Anders Østergaard har raffineret den teknik, han brugte i sin dokumentarfilm ”Tintin et moi” (2004). De nøjagtige dialoger fra møderne er blevet genindspillet af skuespillere, der kan efterligne de politiske lederes stemmer. Denne lydside er så blevet kombineret med faktiske optagelser af personerne i lignende situationer.
Ved langsomt og metodisk at kombinere de genindspillede lydoptagelser med personernes mundbevægelser på arkivoptagelserne har man genskabt lange passager fra møderne. Dermed har Østergaard fået muligheden for at arbejde med de virkelige personer og spare omkostningerne til lange og besværlige rekonstruktioner med skuespillere. Og samtidig giver det publikum chancen for at reflektere over de historiske begivenheder og deres indbyrdes sammenhæng.
Sideløbende med dette handlingsforløb har Østergaard metodisk rekonstrueret Kurt-Werner Schulz sidste dag.
Er det historieforfalskning? Det mener den danske instruktør ikke:
– Mit hovedformål med grebet er at levendegøre historien, sådan at vi føler en dybere forståelse af, hvordan tingene foregik. Hvis folk så reagerer og siger: Nu har du brudt rammerne for dokumentarfilm. Så okay, så er det ikke en dokumentarfilm. Så er det bare en film. Jeg er dybest set ligeglad, fordi jeg vil fortælle den historie. Og jeg vil genskabe disse hemmelige møder. Det er mit kunstneriske ærinde, fortæller Anders Østergaard.
”1989” har meget passende premiere i forbindelse med 25-års jubilæet for murens fald og deltager i hovedkonkurrencen på CPH:DOX.
1989 – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Anders Østergaard – Medvirkende: Miklós Németh, Gundula Schafitel, Nicolae Ceausescu, Erich Honecker, Mikhail Gorbatjov m.fl.
