Filmanmeldelse: The Tribe – Rå og ordløs film udfordrer sanserne
Det er altid lærerigt, når man for en stund berøves en af sine sanser. I Miroslav Slaboshpytskiy’s “The Tribe” er det høresansen, der er på spil. Ikke sådan at forstå, at filmen er lydløs, men den er ordløs. Alt foregår på tegnsprog – uden undertekster vel at mærke.
Historien udspilles på en kostskole for døvstumme i Ukraine. Her hersker nærmest bandeagtige tilstande, hvor elevene bruger tiden på at overfalde og røve togpassagerer og folk på gaden eller agere alfonser for hinanden.
Til dette rå miljø ankommer den nye elev Sergey. En stille fyr, der imidlertid godt kan slå fra sig og sætte sig i respekt. Hurtigt får han derfor ansvaret for to af skolens piger, der sælger sex til liderligere lastbilchauffører på lokale rastepladser.
Sergey bliver imidlertid forelsket i den ene af pigerne, Anya, selv om hun kun vil dyrke sex med ham, når han betaler. Og da banden beslutter sig for at udvide forretningen og udleje pigerne til decideret traficking i Italien, går han til modstand.
Det er i princippet alt, man behøver at vide om handlingen, og selv det ovennævnte tager det et stykke tid at forstå.
Slaboshpytskiy tager nemlig ikke tilskuerne i hånden og forklarer tingene. Her er man selv nødt til at prøve at skabe mening ud af det, der foregår på lærredet, hvilket ikke altid er lige nemt.
Flere gange undervejs er man således ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår. Det gælder for eksempel en scene, hvor to større fyrre får en yngre fyr til at tage tøjet af. Om de er på udkig efter våben eller penge, må man gætte sig til. Det samme gælder en lignende scene, hvor et offer bliver nødt til at vende bunden i vejret på sin sko.
”The Tribe” er “Show it, don’t tell it” i yderste potens. Og forunderligt nok gør det totale fravær af dialog og underlægningsmusik, at de tilbageblevne lyde i filmen bliver ekstra forstærket: Fodtrin på efterårsløv, døre der åbnes og lukkes, en lastbilmotor, friktionen af tøj – alt sammen noget, der ville være forsvundet som baggrundsstøj, men som nu fremtræder som en effektiv og næsten æstetisk filmisk effekt.
Som tilskuer bliver man grebet af de døves afsondrethed. Denne fremmedgjorthed forstærkes yderligere af, at ”The Tribe” foregår i et miljø, der er stort set klinisk renset for ægte følelser. De små glimt, der er af menneskelig varme falder først sent og virker nærmest som en spand koldt vand i hovedet.
Østeuropæiske film er i det hele taget ikke kendt for at tage på tilskuerne med fløjlshandsker, og det gælder også ”The Tribe”. Hele miljøet er lige så trøstesløst, som det er brutalt, og volds- og sexscenerne slås om at være mest udpenslede. Det er kærlighed uden nænsomhed og medfølelse og intimitet drevet af nøgent begær og opportunisme.
Det ville være nærliggende at se miljøet og kostskolen som en allegori for det ukrainske samfund, men spørgsmålet er om Slaboshpytskiy ikke snarere langer ud efter menneskeheden som sådan.
”The Tribe” er på samme tid dybt deprimerende og fascinerende. En film der udfordrer sanserne selv om den sine steder næsten ikke er til at holde ud at se på.
The Tribe – 130 minutter – Ukraine og Holland – Instruktør: Miroslav Slaboshpytskiy – Medvirkende: Grigoriy Fesenko, Yana Novikova, Rosa Babiy, Alexander Dsiadevich, Yaroslav Biletskjy m.fl.
