Filmanmeldelse: Love, Rosie – Dejlig film om kærlighedens svære timing
Hvis der er noget, som livet lærer en om kærligheden, er det, at den først og fremmest handler om timing. Det gælder således ikke bare om at møde den rigtige, men at møde den rigtige på det helt rette tidspunkt.
To mennesker kan være forelskede i hinanden på forskellige tidspunkter. De kan også være det samtidig, men befinde sig i hver sin ende af verden, eller den ene eller begge kan være optaget til anden side.
På den måde lægger omstændighederne og vi selv konstant hindringer i vejen for at nå frem til det magiske øjeblik, hvor timingen er perfekt, og vi er fuldstændigt synkrone med et andet menneskes følelser.
Sådan er det også for Rosie og Alex i Christian Ditters romantiske komedie ”Love, Rosie”.
De to har kendt hinanden, siden de var fem år gamle, og er bedste venner i tykt og tyndt. Men bag ved det hele lurer endnu dybere følelser på at spire frem. Det er lige ved, da Rosie fejer sin 18 års fødselsdag, men hun er for fuld, og så begynder komplikationerne.
De bryder deres aftale om at gå til afslutningsfesten sammen med store konsekvenser. Alex mister sin uskyld til skolens lækre cheerleader, mens Rosie mister sin til skolens lækreste fyr Greg og bliver gravid.
Det sætter en stopper for deres fælles planer om at tage til USA for at studere. Rosie skjuler graviditeten for Alex, der tager til Boston for at læse til læge på Harward, mens Rosie må vinke farvel til drømmen om at komme på hotelskole og i stedet indstille sig på tilværelsen som alenemor.
Herefter følger omkring 12 år med fejlslagne ægteskaber og missede chancer for, at Alex og Rosie kan tage konsekvensen af deres følelser og blive et par. Til sidst sluttes cirklen, og vi når frem til den scene, der også indleder filmen: Rosie der tappert smilende holder tale ved Alex’ bryllup, mens hun er ved at gå i stykker af sorg indeni.
Der er masser af sødme og naturlig charme i filmatiseringen af Cecelia Aherns succesroman “Where Rainbows End” (2004). Det dækker til dels over det lidt løse manuskript og det faktum, at de to hovedpersoner stort set ikke ældes i løbet af de 12 år, mens Rosies datter vokser op til hun næsten er teenager.
Til gengæld fungerer kemien mellem de to hovedrolleindehavere perfekt. Sam Claflin, som man især husker fra de to første Hunger Games film, har den rette britiske accent og drengede kejtethed til at være midtpunkt for Rosies følelser.
Det er dog ikke mindst 25-årige Lily Collins, der løber med opmærksomheden. Hun kombinerer humor med følsomhed og gåpåmod under sit sarte næsten Audrey Hepburn-agtige ydre. En heltinde der får lov til at slide hårdere i det for at nå sit mål end de fleste.
”Love, Rosie” er måske ikke en klassiker som ”Fire bryllupper og en begravelse” (1994) eller ”Da Harry mødte Sally” (1989), men den har en dejlig friskhed og troværdighed over sig som gør, at man tror på de to personer og krydser fingrer for, at deres timing må lykkes til sidst.
Love, Rosie – 102 minutter – England og Tyskland – Instruktør: Christian Ditter – Medvirkende: Lily Collins, Sam Claflin, Art Parkinson, Tamsin Egerton, Suki Waterhouse, Christian Cooke, Jaime Winstone m.fl.
