Filmanmeldelse: Kvinden der forsvandt – Til ægteskabet jer skiller
Når man går ind og ser en film af David Fincher, gør man klogt i at have øjnene med sig og ikke tro på alt, hvad man ser og hører.
Fincher er nemlig ekspert i at lave såkaldte ”Mindfuckers” – film der leger med ens sanser for derefter pludselig at vende alting på hovedet med en eller anden spidsfindigt drejning. Det viste han allerede med ”Seven” (1995), og igen i ”The Game” (1997) og i ”Fight Club” (1999). Tre film, der hører til i top 10 bland mindfuck-film.
Denne gang har han kastet sig over Gillian Flynns bestseller ”Kvinden der forsvandt” (2012), der med sit snoede, klaustrofobiske plot om et ægteskab i frit fald er som skabt til mindfuck-genren.
Dermed også sagt, at filmen fungerer klart bedst, hvis man ikke på forhånd har læst bogen og kender handlingen.
Ægteparret Nick og Amy har det hele: De er unge, de er attraktive og de er begge anerkendte skribenter. Men så rammer krisen både den ydre og den indre. På grund af finanskrisen bliver de begge fyret og flytter fra deres jetsettilværelse i New York til Nicks barndomsby – en lille flække i Missouri.
Som udgangspunkt for at tage sig af Nicks syge mor, men af mangel på muligheder bliver de hængende. Nick starter en bar med sin tvillingesøster Margo for Amys sidste sparepenge, mens Amy har svært ved at vænne sig til deres nye liv.
Da Nick vender hjem på deres 5-års bryllupsdag, er Amy forsvundet, og i huset er der spor af blod og slagsmål. Politiet bliver tilkaldt, og snart begynder mistanken at samle sig om Nick. Ægteskabet viser sig nemlig at have været alt andet end idyllisk, og hemmelighederne vælter ud af skabet en efter en.
Samtidig kaster medierne sig over Nick som glubske ulve, for virker han egentlig trist nok over sin kones forsvinden? Og hvad med Amy, er hun virkelig den uskyldige, forfulgte hustru, som hendes dagsbogsnotater antyder? Alle har noget at skjule og alle skjuler noget for de andre.
Mere skal ikke afsløres af handlingen her. David Fincher kan sit stof. Han kaster tilskuerne ud på en følelsesmæssig og handlingsmæssig rutchebanetur med så mange sving og loops at man hurtigt mister orienteringen. Og han håndterer effektivt de mange temaer: Faste kønsrollemønstre med manden som overgriber og kvinden som offer, mediernes manglende objektivitet og fordrejning af sandheden, forbrydelse og straf og spørgsmålet om løgn versus sandhed i et ægteskab.
Fincher har aldrig veget tilbage for at udforske menneskers mørke og dystre sider, og hvilken bedre ramme til at dykke ned i ondskaben end et kærlighedsforhold, hvor balancen mellem kærlighed og had ofte er knivskarp.
Ben Afleck og Rosamund Pike er de helt rigtige valg til de to hovedroller. Afleck der næst efter George Clooney har Hollywoods mest perfekte udseende, har ikke voldsomt meget at spille med. Men han er ideel som den kantede Nick, der har svært ved at udtrykke de rette følelser, og som måske/måske ikke har slået sin kone ihjel. En mand med et vindende smil og en drengeagtig charme, hvor den ukontrollable vrede lurer lige under overfladen.
Omvendt er Rosamund Pike lige så uforudsigelig som jetsetpigen Amy, der ubesværet veksler mellem at være sårbar og iskoldt kalkulerende. Det er dejligt omsider at se hende få lov at udfolde hele bredden i sit talent i en rolle, der burde gøre hende til spidskandidat ved den næste Oscar-uddeling.
Filmens 149 minutter går forbløffende hurtigt, uden at man har haft mindste behov for at kigge på uret undervejs. Og man forlader ”Kvinden der forsvandt” med et forskende blik på sin partner, mens man tænker på, hvad vedkommende virkelig indeholder.
Kvinden der forsvandt – 149 minutter – USA – Instruktør: Davis Fincher – Medvirkende: Ben Afleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
