Filmnanmeldelse: Min lejlighed i Paris – Komediedrama ender i selvflæbende moraliseren

I Frankrig findes der en bizar ejendomshandels-ordning kaldet ”Viager”. Det går i al sin enkelhed ud på, at køber i stedet for et engangsbeløb betaler sælger et månedligt beløb, så længe at denne lever.

Man satser så at sige på, at sælger ikke overlever alt for længe. Men hvis sælger er ved godt helbred kan det føre til økonomisk kattepine både for en selv og ens arvinger.

Viager-ordningen er krumtappen i den amerikanske instruktør Israel Horovitz seneste film ”Min lejlighed i Paris”. Og når man forlader biografen, er denne udvidelse af ens paratviden desværre også det eneste, man tager med sig.

”Min lejlighed i Paris” er en filmatisering af Horovitz hit-skuespil af samme navn fra 2002. Filmen lanceres både som drama og komedie, men sandt at sige bliver det højst til et par lunkne fnis, og der er langt imellem dem.

New Yorkeren Mathias (Kevin Kline) ejer ikke en rød reje og rejser derfor til Paris for at sælge den kæmpestore lejlighed, som han netop har arvet efter sin far.

Stor er hans forbløffelse imidlertid, da han opdager, at den 90-årige Mathilde (Maggie Smith) bor i lejligheden sammen med sin datter Chloé (Kristin Scott Thomas).

Det viser sig, at Mathias far købte lejligheden som viager af Mathilde mange år tidligere, og at Mathias ikke kan sælge den, før hun dør – eller før han finder en køber, der vil overtage viager-kontrakten.

Tingene bliver ikke mindre komplicerede, da han finder ud af, at Mathilde og hans far, som han aldrig har følt interesserede sig for ham, har haft en livslang affære, selv om de begge var gift til anden side.

Den historie kunne, hvis den var blevet håndteret anderledes, være blevet til en flot romantisk komedie i stil med Billy Wilders vidunderlige mesterværk ”Avanti” (1972), der også handler om hvordan to midaldrende personer opdager, at deres forældre har haft en affære.

Men det er ikke Horovitz ærinde – tværtimod. Hans jødiske aner fornægter sig ikke, og i stedet for en let og lystig komedie får vi noget, der minder om hele den jødiske lidelseshistorie formidlet via trekantsdramaet mellem Mathias, Mathilde og Chloé.

Efter en lidt lys start ruller det helt store drama sig ud med Mathilde som overlevende skurk. Det viser sig nemlig, at affæren har haft store konsekvenser for såvel de to børn som for de bedragne ægtefæller.

Mathias’ mor levede ulykkeligt med den mand, hun vidste, elskede en anden, og efter adskillige mislykkede selvmordsforsøg skød hun sig for øjnene af sin søn. Chloés far var ligeledes vidende om affæren og hadede sin datter, som han mistænkte for ikke at være hans biologiske barn. Hverken Mathias eller Chloé er kommet sig over deres traumatiske barndom, og ingen af dem har selv fået børn eller lært at klare sig selv.

Der flæbes, selvynkes og moraliseres til overflod, så man skulle tro, at Mathilde og Mathias’ far havde bedrevet massemord frem for blot at følge deres hjerter og begær. Og børnenes eget ansvar for ikke at have hanket op i sig selv for længst nævnes ikke. Her er alle på nær de bedrageriske ægtefæller hjælpeløse ofre.

Problemet er, at mens man ville være blevet grebet af komedien, bliver man slet ikke berørt af dramaet, som drukner i gammeltestamentelig moral og fordømmelse. Og den gryende romance mellem de to brændte børn virker på samme tid påklistret og ligegyldig.

Kevin Kline, Kristin Scott Thomas og Maggie Smith gør ellers deres bedste, men lades totalt i stikken af manuskriptet som flakser hid og did. Det kunne som sagt være blevet en dejlig komedie, men ender som spildte kræfter.

Min lejlighed i Paris – 107 minutter – England, Frankrig og USA – Instruktør: Israel Horovitz – Medvirkende: Kevin Kline, Kristin Scott Thomas, Maggie Smith, Noémie Lvovsky, Dominique Pinon m.fl.