Filmanmeldelse: Annabelle – Dukkegyser mangler nærvær og uhygge

Jeg indrømmer det gerne: Jeg bryder mig overhovedet ikke om dukker. Det har ikke noget at gøre med, at jeg er af hankøn, slet ikke. Men efter at have set ”Chucky” (1988) får synet af plasticdukker med deres evigt stirrende øjne det til at risle koldt ned af ryggen på mig.

På den måde har dukker for længst manøvreret sig højt op på listen over skræmmende gyser-figurer. Og dukkefrygten udnyttes effektivt om end ikke specielt originalt i det nyeste skud på stammen af dukkegysere ”Annabelle”

Den uhyggelige antikke kæmpedukke optrådte allerede sidste år i ”Nattens dæmoner” (2013), men har her fået sin egen preguel.

Vi er i 1967, hvor ægteparret John og Mia Form venter deres første barn. John giver Mia en gammel dukke, som hun har været på udkig efter – stor fejl – og hun falder pladask for den og sætter den på hylden i børneværelset med resten af sin dukkesamling – fejl igen.

Kort efter bliver John og Mias naboer brutalt dræbt af to galninge fra en satankult. De forsøger også at dræbe John og Mia, som dog overlever. Men en dråbe blod fra den ene af galningene rammer dukken, og snart begynder der at ske mystiske og skræmmende ting: TV’er slukker af sig selv, symaskiner, begynder sat køre, gyngestole gynger og komfuret selvantænder. Og Mia får fornemmelsen af, at dukken er begyndt at røre på sig, når hun kigger den anden vej.

Til sidst vælger ægteparret at flytte, men dukken – og dermed ondskaben – flytter selvfølgelig med. Mia finder omsider ud af, at dukken er ond, og at den er besat af en dæmon, der ikke helmer, før den har overtaget hendes datters sjæl.

Som sagt ikke nogen videre original historie og et manuskript, der fuldstændig ublu låner fra en bred vifte af klassiske gyserfilm. Der er således klare henvisninger til Roman Polanskis mesterværk ”Rosemarys Baby” (1968), til Eksorsisten (1973) og ”Chucky” for bare at nævne de mest åbenlyse.

Nu er det imidlertid ikke forbudt at lade sig inspirere, og det ligger næsten i gyserfilms natur, at de skal plagiere, så vi kan genkende de traditionelle skræmmebilleder og gyse.

Samtidig går instruktøren John R. Leonetti også sine egne veje. Han er således ikke bange for at lade sine monstre optræde om dagen eller forlade huset, og underminerer dermed effektivt to af de traditionelle tryghedszoner i gysergenren.

Navnet Mia Form er klart en hentydning til skuespillerinden Mia Farrow, der jo spillede hovedrollen I “Rosemarys Baby”. Annabella Wallis gør da også en hæderlig indsats som Mia, selv om hun ikke helt har Farrows format og følelsesregister at spille på.

Trods alt dette og et par gode gys undervejs er “Annabelle” ikke for alvor skræmmende. Har man set filmens trailer, har man allerede set de fleste uhyggelige scener. Det gør det heller ikke bedre, at kammeraet har en tendens til at afsløre, når det skal til at være rigtig skræmmende.

Alligevel måtte jeg lige tjekke mit soveværelse for skjulte dukker, da jeg kom hjem. Man kan jo aldrig vide.

Annabelle – 99 minutter – USA – Instruktør: John R. Leonetti – Medvirkende: Annabelle Wallis; Ward Horton, Tony Amendola, Alfre Woodard m.fl.