FILM: Miss Osaka – Når man kan være hvem som helst
“Hvem vil du være, hvis du kan være hvem som helst?”
Sådan spørger japanske Maria nysgerrigt danske Ines i begyndelsen af Daniel Denciks nye film ”Miss Osaka”. Den første danske film, der får biografpremiere, efter at corona-restriktionerne i biograferne er væk.
De to kvinder møder hinanden i Norge. Ines driver formålsløst rundt som vedhæng til karrierekæresten Lucas, mens Maria er blevet inviteret til de norske fjelde af en af kunderne i den klub i byen Osaka, hvor hun arbejder som værtinde. Som to flaksende, fortabte møl, drives de instinktivt mod hinandens lys. De snakker, drikker sprut, kysser.
Marias spørgsmål indkapsler grundtemaet i ”Miss Osaka”. Og Ines er ikke i tvivl: ”Elvis” svarer hun spontant. Men da deres udflugt lidt senere ender faltalt, og Ines står alene i ødemarken, tøver hun ikke med at overtage Marias identitet.
Hun forsvinder til Osaka, en larmende, vild storby på den anden side af jorden. Her flytter hun ind i Marias lejlighed, overtager efter lidt oplæring venindens job i klubben Miss Osaka og derefter også Marias besiddende bejler Shigeru, der er stamkunde.
Det er en fascinerende præmis, som Dencik præsenterer publikum for i sin anden fiktionsfilm. En præmis der i den grad udfordrer forestillingen om et menneskes sande jeg.
Samtidig er det en tveægget præmis. På den ene side åbner det op for en enorm frihed at kunne vælge at være, lige hvem man vil. Men samtidig lurer spørgsmålet, at hvis man altid er en anden end sig selv, er man så i virkeligheden nogen? Eller er man blot ingenting?
Her repræsenterer Maria og Ines to modpoler. Maria der altid spiller en anden og Ines, som måske i virkeligheden kun kan være sig selv.
”Miss Osaka” er ikke en film, der kommer med svar, og undervejs føler man sig nogle gange lige så retningsløs som hovedpersonerne. Handlingstråde åbnes uden at blive fuldt til dørs. Ting introduceres uden nærmere forklaring – som for eksempel hvordan Ines overhovedet slipper ind i Japan ved at bruge Marias pas? Så japansk ser Victoria Carmen Sonne trods alt ikke ud. Og undervejs bliver det hele nogen gange tøvende og afsøgende, og filmen går næsten i stå.
Meningen skal imidlertid søges i helheden snarere end de enkelte scener og elementer, og her holder Daniel Dencik tungen lige i munden. De norske fjelde står i skarp kontrast til den pulserende storby. Eller som Maria kryptisk udtrykker det: ”Landskabet er blevet glemt og ligger i dyb søvn, hvor det drømmer om sig selv”.
Men de glemte landskaber står også i kontrast til stemningen i Miss Osaka klubben, hvor gæsterne opsøger illusionen om at være universets centrum for en andens opmærksomhed.
Man har i øvrigt på fornemmelsen, at Dencik fra start må have haft Victoria Carmen Sonne i tankerne til hovedrollen. Ines er en klassisk Sonne-rolle, som man har set hende så ofte før. Den spinkle, søgende næsten apatiske kvinde, der udstråler forvirring og skrøbelighed, men samtidig rummer stærke og nogle gange farlige ressourcer under overfladen. Få kan som Victoria Carmen Sonne blive blank i blikket, næsten døsig for i næste øjeblik at være fuldstændig klart tilstede og træde i karakter.
Alene hendes præstation er hele filmen værd, så sæt dig godt tilrette i biografstolen og forestil dig, hvem du selv gerne ville være.
Miss Osaka – 90 minutter – Danmark, Norge og Japan – Instruktør: Daniel Dencik – Medvirkende: Victoria Carmen Sonne, Mikkel Boe Følsgaard, Nagisa Morimoto, Mirai Moriyama, Junko Abe m.fl.
