Filmanmeldelse: Hunger Games taber pusten
Øv øv og atter øv. Nogenlunde sådan føler man det, når man har forladt biografen efter at have set det tredje og nyeste skud på stammen i Hunger Games serien.
Producenterne er faldet for fristelsen til at splitte den sidste Hunger Games bog op i to dele, præcis som det også skete med Twilight-serien og Harry Potter serien. Officielt for at brede filmen ud, men det lugter langt væk af, at man har villet holde Hunger Games feberen – og ikke mindst omsætningen – i gang så længe som muligt.
Det skulle de ikke have gjort. Resultatet er en film som står i stampe, og som stort set er renset for den spænding, der har været omdrejningspunktet i de forrige film. Mere om det senere.
”Hunger Games Mockingjay del 1” tager tråden op præcis, hvor to’eren slap. Efter den dramatiske redning fra kamp-arenaen, er Katniss (Jennifer Lawrence) blevet ført til oprørernes hemmelige base i Distrikt 13.
Her genforenes hun med sin mor og sin lillesøster, men plages samtidig af mareridt om sin elskede Peeta (Josh Hutcherson) , der blev taget til fange af den diktatoriske Præsident Snow (Donald Sutherland) og ført til Capitol, hovedstaden i Panem.
Oprørenes leder Præsident Coin (Julianne Moore) og Snows tidligere gamemaster Plutarch Heavensbee (Philip Seymoor Hoffman), forsøger at overtale Katniss til at indspille en række propagandafilm for at holde oprøret mod Præsident Snow i live.
Til at begynde med vægrer hun sig, men da Snow begynder at bruge Peeta i sin egen propaganda for at overtale oprørene til at overgive sig, og Peeta bliver udråbt til forræder, går hun alligevel med til det for at redde ham.
Til at begynde med fungerer optagelserne dog ikke, fordi Katniss ikke er motiveret nok. Det ændrer sig dog, da hun besøger Distrikt 8 og oplever, hvordan Snows regeringstropper slagter uskyldige.
Hunger Games serien har for længst hævet sig over det traditionelle teenagedrama, som man for eksempel oplevede det i den første film. Her er der langt mere på spil, og dilemmaerne er blevet mere modne og komplicerede.
I den traditionelle historie om demokrati versus undertrykkelse væves propaganda og modpropaganda elegant ind i hinanden, og man aner allerede, at grænsen mellem de to er knivskarp, og at dagens oprørere selv kan udvikle sig til at blive morgendagens undertrykkere.
Det er også Hunger Games filmenes styrke, at man hele vejen rundt har satset på kvalitetsskuespillere. Og for 3’erens vedkommende, er det udelukkende det, der redder filmen i sidste ende.
Jennifer Lawrence imponerer endnu engang i rollen som Katniss. En arketypisk heltinde, der ikke tror på sig selv og ikke ønsker helterollen som oprørernes symbol. Hun svinger konstant mellem fortvivlelse og kampånd, men kan i sidste ende ikke undslippe sin skæbne. Når Katniss stirrer ind i kameraet og indædt erklærer over for Snow, at hvis han vil brænde dem, så kommer han selv til at brænde, mærker man gåsehuden risle og tror på hende.
Det hjælper dog ikke på, at Hunger Games Mockingjay del 1ikke fungerer dramaturgisk. Mens den forrige Hunger Games film stoppede med spændingskurven helt i top, er del 3 én stor afladning.
En stor del af filmen foregår således i oprørernes underjordiske bunker, og meget af handlingen bevæger sig mere på det psykologiske, end det fysiske plan. Aktionscenerne er få og spredte, og de ender alle, nærmest inden de er begyndt.
Man må gå ud fra, at den sidste Hunger Games film kommer til at indeholde væsentligt flere kampscener, men der sker simpelt hen ikke nok i bogens første halvdel, til at det kan trække en film i sig selv.
Efter 123 minutter efterlades man ikke på et nyt højdepunkt, men med fornemmelsen af at have trådt vande i et par timer.
Hunger Games Mockingjay del 1 – 123 minutter – USA – Instruktør: Francis Lawrence – Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Donald Sutherland, Julianne Moore, Philip Seymoor Hoffman, Liam Hemsworth, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Willow Shields m.fl.
