CINEMADSEN SHORT 27

BASTARDEN UDPEGET SOM DANMARKS OSCAR-KANDIDAT
Så blev det afgjort. Det bliver Nikolaj Arcels nye film ”Bastarden”, der bliver Danmarks kandidat i kampen om at blive en af de fem nominerede Oscar-kandidater i kategorien ”Bedste Internationale Film”. Det var den danske Oscar-komité, der valgte storfilmen ”Bastarden” frem for Anders Walters krigsfilm ”Når befrielsen kommer” og Lea Glob’s dokumentarfilm  ”Apolinia, Apolinia”. Og det valg var komitéen ikke i tvivl om: ”De seneste uger har gjort det klart, at ”Bastarden” er den stærkeste danske kandidat til at opnå en Oscar-nominering” Den fik en fantastisk modtagelse fra anmeldere og awards-eksperter ved verdenspremieren i Venedig og på de efterfølgende festivaler i Telluride og Toronto. Alle tre top-festivaler har de seneste år været afgørende på vejen til en nominering”, siger komitéens forperson Jacob Neiiendam. ”Bastarden er baseret på Ida Jessens roman ”Kaptajnen og Ann Barbara”, og Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen. Hans seneste film ”En kongelig affære” var i 2013 nomineret til en Oscar, og nu har han mulighed for at gentage succesen.

DEN AMERIKANSKE MANUSKRIPTFORFATTERFORENING PÅ VEJ MOD AFTALE
146 dage! Så længe strejkede de amerikanske manuskriptforfattere indtil der blev fundet en aftale mellem den amerikanske manuskriptforfatterforening ”Writers Guild of America (WGA) og den amerikanske producentforening Alliance of Motion Picture and Television producers (AMPTP). Strejken har givet genlyd over hele verden og ført til, at mange film- og TV-serie-produktioner har stået stille og er blevet stærkt forsinkede – herunder serier som ”The Last of Us” og ”Stranger Things”. Det gjaldt ikke mindst efter, at manuskriptforfatterne  den 14. juli fik følgeskab af den amerikanske skuespillerforening SAG. For begge strejkers vedkommende gælder det, at de handler om bedre betaling og kontrol/beskyttelse i forhold til kunstig intelligens AI, der lige nu udvikler sig stærkt og potentielt kan ende med at overtage dele af manuskriptforfatternes job. Den endelige aftale kendes endnu ikke, men manuskriptforfatterne har tilsyneladende opnået et nyt, bonusbaseret system for rettighedsbetalinger. Et både centralt og vigtigt krav, fordi de stadigt mere dominerende streamingtjenester har været tilbageholdende med bonusser for populære film og serier.

FRANSK FILM VINDER DETTE ÅRS VIBORG ANIMATION FESTIVAL
Det blev en fransk og ikke en dansk film, der vandt dette års Viborg Animation Festival. Selv om den blandt andet var oppe imod den danske animationsfilm  ”Roselil og Stentrolden” forelskede juryen sig afgørende i den franske instruktør Jérémie Pétins ”Mars Express”. Og det kan man godt forstå. Filmen kan bedst betegnes som en science fiction noir inspireret af klassiske mesterværker som ”Blade Runner” (1982) og ”Akira” (1988) med et drys ”Robocop” (1987). I øvrigt interessant, hvordan disse tre alle stammer fra 80’erne. Filmen handler om en kvindelig privatdetektiv, der hvirvles ind i den skumle underverden på Mars med sin trofaste androide-makker. Der vbar dog masser af andre priser at hente for de danske animationsfilm i Viborg. For eksempel vandt Pernille Kjær førstepladsen i den næststørste kategori Best Short med sin vidunderlige fim ”Forår” – en næsten Miyazaki-agtig historie om magiske begivenheder i et lille hus ved Limfjorden. Og i kategorien Open Workshop Danish Animation Award vandt Toke Ringmann Madsen for sin realistiske portrætfilm ”Mano” om to brødre i en udsat familie.