INTERVIEW: Tænk hvilket privilegium det er, at jeg kan sidde en hel dag på mit kontor og udtænke, hvordan man slår nogen ihjel!
Interview med instruktøren Michael Noer om hans nye flm ”Birthday Girl”, om at vælge sit POV og hvorfor han ikke laver hyggefilm.
Der er gået lidt over fem år, siden jeg sidst interviewede instruktøren Michael Noer. Men da vi begynder vores snak, føles det på forunderlig vis, som om vi blot tager tråden op fra en samtale, vi netop har afsluttet få dage tidligere.
Kun rammerne er forskellige. Dengang i 2019 mødtes vi i en elegant salon på 1. sal i Grand Biografen for at tale om hans danske 1850-tals western ”Før Frosten”. Nu sidder vi på hans kontor på Nordisk Film.
Diskret gemt i vindueskarmen bag andre ting, står den Bodil, som han vandt i 2011 for fængselsfilmen ”R”. På døren hænger et skilt skrevet i hånden med hans navn. Nedenunder sidder et gammelt udklip fra Ekstra Bladet med overskriften ”Det går op og ned i showbizz”.
”Det er godt at minde mig selv om, hvis jeg har en dårlig dag”, siger Michael Noer med et smil.
Lige nu går det dog mest op for den danske instruktør. Han har netop modtaget en Robert for første sæson af TV-serien ”Huset”, og om få dage er der premiere på hans nye film ”Birthday Girl” med Trine Dyrholm i hovedrollen. Filmens manuskript har han skrevet i tæt samarbejde med Jesper Fink.
”Birthday Girl” foregår på et krydstogtsskib i Caribien. Den 42-årige Nanna har inviteret sin datter Cille og hendes bedste veninde på et krydstogt for at fejre Cilles 18-års fødselsdag. Forventninger er høje, men allerede første aften forvandles drømmeferien til et mareridt. Cille bliver voldtaget, men husker intet fra natten, og Nanna opdager hurtigt, hvor retsløs man er, når man sejler i internationalt farvand. Hun indser, at hvis retfærdigheden skal ske fyldest, så må hun tage sagen i egen hånd.
”Hvordan kommer du fra en periodefilm fra midten af 1800-talet til et krydstogtsskib i Caribien? Er der en rød tråd her?”
”Det er kun indholdsmæssigt, at de to film er forskellige. Metodemæssigt er ”Før frosten” og ”Birthday Girl” som én til én. Motoren er fuldstændig den samme. I ”Før Frosten” følger jeg kun faderen. I ”Birthday Girl” kun moderen Nanna. Det var det samme i mine andre film. I ”R” følger jeg kun hovedpersonen Rune og i ”Nordvest” (2013) kun storebroren Casper.
”Så du vælger bevidst at bygge dine film op om den samme motor?”
”Ja, jeg er meget bevidst om at vælge mit point of view (POV). Hvis jeg for eksempel havde valgt at følge datten i stedet for faderen i ”Før frosten”, så var det blevet et helt andet perspektiv og en helt anden film. Så havde det i stedet handlet om en ond far, der gifter sin datter væk mod hendes vilje.”
”Når først, jeg har valgt mi POV og hvilken karaktér, jeg vil følge, så kan jeg gå ind i denne karakters komplicerede dilemma uden at klippe væk. Sådan er det også i ”Birthday Girl”. Her er vi tvunget med Nanna på krydstogt lige som hendes datter.”
”Men hvordan opstod idéen til ”Birthday Girl?”
”I virkeligheden startede det med, at jeg så et opslag på DR’s hjemmeside med en overskrift om, at man skal huske at tjekke sin rejseforsikring, hvis man skal på krydstogt. Det fangede min interesse, og senere faldt jeg over hjemmesiden InternationalCruiseVictims.org, der er lige som den hellige gral omkring overgreb på krydstogtskibe.”
”Det gik op for mig, at mange af disse overgreb ender med, at der ikke er nogen, som bliver retsforfulgt. Dels fordi overgrebene finder sted i internationalt farvand, hvor politiet ikke har nogen myndighed. Dels fordi krydstogtselskaberne er private virksomheder, der gør alt for at dysse overgrebene ned. Det svarer til, at en teenager bliver slået ned hos McDonald, og i stedet for, at politiet efterforsker sagen, bliver offeret tilbudt en gratis burger. Det er absurd.”
”Var det ikke svært at finde et krydstogtskib, hvor I kunne filme?”
”Vildt svært. I sagens natur er det nærmest lukket land at finde et selskab og et skib, som vil medvirke. Til sidst lykkedes det imidlertid at finde et skandinavisk krydstogtskib, der ikke sejler i internationalt farvand, hvor vi fik lov at optage filmen.”
”Problemet med disse sager er, at det ofte er ”Han sagde hun sagde” sager, hvor det er ord mod ord. Og at der er prestige i det for kaptajnen i at få lukket sagen, inden skibet kommer i havn, og overholde tidsplanen.”
”Hvordan valgte du, hvem der skulle spille moderen?”
”Så snart jeg vidste, at jeg ville filme en historie med en mor og en datter, så jeg Trine Dyrholm for mig i rollen som moderen. Og heldigvis sagde hun ja. Ud over at være en fantastisk skuespiller, så har Trine en varme i sig, men er samtidig også optaget af mørke karakterer.”
”Hvordan vil du karakterisere Nanna? Og forholdet mellem hende og Cille?”
”Nanna er klart en person, der mangler nogle stopklodser. Hende og datteren har et dysfunktionelt forhold, hvor Cille føler, at hendes mor er grænseoverskridende og har tvunget hende med på krydstogtet.”
”Undervejs sker der så nogle mørke ting, så Nanna og Cille til slut er blevet mere forbundet. Jeg tror ikke nødvendigvis, at deres forhold er blevet bedre, men de har indgået en form for symbiose via det, de oplever. Det er noget, vi normalt opfatter som noget godt, men det kan også være noget skidt.”
”Filmen efterlader jo en række ubesvarede spørgsmål?”
”Man kan sige, at ”Birthday Girl” er en film, der foregår i en juridisk gråzone og med en hovedperson, der befinder sig i en moralsk gråzone og en sag, hvor omstændighederne ligger i en tåge. Trine udtalte selv undervejs, at hvis man befinder sig i et univers uden regler, så begynder man at lave sine egne.”
”Er ”Birthday Girl” blevet den film, du forestillede dig?”
”Det er jo ikke min navle, der er udgangspunktet, når jeg laver en film. For mig er det en rejse, hvor jeg arbejder mig ind i historien udefra. For mig handlede det derfor ikke i første omgang om en mor og hendes datter, men om, at jeg var fascineret af et univers, hvor almindelige love ikke gælder.”
”Men jeg blev stolt, da jeg viste filmen for nogle af de mennesker, jeg kom i kontakt med på hjemmesiden, som havde været udsat for overgreb. De syntes, det var lykkedes at beskrive noget, der ikke er sort/hvidt, men en kompleks fortælling. Så jeg har ramt rigtigt.”
”Filmen handler også om selvtægt. Er det i orden?”
”Jeg synes, man skal passe på med at dømme folk på forhånd og med at tage andres moral og retfærdighedsfølelse på sig. At claime andres ret, som Nanna gør i filmen over for Cille frem for at lade hende finde sin egen vej.”
”Hvad ville du selv have gjort, hvis du havde stået i samme situation?”
”For mig at se er spørgsmålet ikke, hvor langt man ville gå, men hvor lang tid det tager at komme derhen. Jeg håber, at jeg, hvis det var mig, ville finde en balance mellem ikke at handle og være kriminel.”
”I virkeligheden, er der ingen af os, der ved, hvad vi ville gøre, hvis vi kom til at køre nogen ned, og ingen så det. Men filmen giver mig mulighed for at lege med tanken om, hvad man ville gøre.”
”Hvis man kigger på dine film, så kan man ikke just kalde dem for hyggelige film. Hvorfor laver du ikke rare film?”
”Det er en sjov modsætning. Jeg har en stor omgangskreds inden for kultur og underholdning og nogle af dem, der slås mest med deres mentale velvære, er folk der laver komedier. Jeg tror derimod, at jeg får afløb for mange ting ved at træde ind i mørket i mine film.”
”For mig er der en form for katarsis ved at lave disse historier, som sætter mit eget liv i perspektiv. Og samtidig har jeg det store privilegium, at jeg kan sidde en hel dag på kontoret og udtænke, hvordan man slår nogen ihjel. På den måde er kunsten den acceptable elskerinde.”
”Hvad skal der så ske nu? Hvilket projekt skal jeg interviewe dig om næste gang?”
”Jeg har gang i forskellige ting. Blandt andet er jeg blevet glad for at lave TV ved at instruere ”Huset”. Men der er ingen projekter, som jeg kan tale om lige nu.” ”Til gengæld vil jeg gerne give et eksempel på en film, som ville være fantastisk, men som jeg aldrig kommer til at lave. Forestil dig en familie, hvor forældrene bliver skilt, fordi deres 4-årige barn ikke vil i børnehave. Og forestil dig det kunstneriske greb, at man kun filmer den 4-årige. Det ville give scener, man aldrig har set før”, slutter Michael Noer.
