Ind imellem kommer der en serie, som er så velspillet, at man bare lader TV’et køre videre over i næste afsnit, når det ene slutter, indtil man til sin forbløffelse opdager, at man har siddet og rå-binget en hel eftermiddag.
Sådan en serie er Per Fly’s nye, danske Netflix-serie ”Reservatet”. Fly er ingen novice i at skildre sociale uligheder. Det så man tydeligt i hans triologi ”Bænken” (2000), ”Arven” (2003) og ”Drabet” (2005). Og denne gang spidder han effektivt og nådesløst bid for bid de rige, privilegieblinde danskere nord for København og hele aupair-ordningen.
I denne nordsjællandske rigmandsghetto med udsigt over havet, finder man to nabohuse. I det ene – en senmoderne arkitekt-firkantet villa med store glaspartier – bor advokaten og opkomlingen Mike med sin hustru Cecilie. Og i det andet – et ældre palæ, som minder om en miniudgave af Buckingham Palace – finder vi Rasmus, fjerde generation i en af Danmarks rigeste familier og Mikes arbejdsgiver samt hans kone Katarina.
Mændene arbejder sammen og konerne er bedsteveninder. De mødes konstant over hvidvin og luksus, pusler om deres børn, når de ellers har tid, og overlader ellers børnepasningen til deres to filippinske au pair piger: Angel passer Michael og Cecilies børn og Ruby passer Rasmus og Katarinas søn Oscar.
En dag prøver Ruby at få Cecilie i tale, fordi der er noget omkring hendes værtsfamilie, hun må fortælle hende. Cecilie afviser hende og bede hende i stedet tale med Rasmus og Katarina. Det bliver første, men ikke sidste gang, at Cecilie viger fra at lytte til folk, hun klart burde have lyttet til.
Næste dag er Ruby sporløst forsvundet, og nu starter et inciterende drama om at finde ud af, hvad der er sket. Politikvinden Aicha begynder at pirke ind i det lukkede rigmandsmiljø med sine spørgsmål, mens Cecilie begynder at stille spørgsmålstegn ved det miljø, hun selv er en del af. Et miljø, hvor det hurtigt viser sig, at alle har noget at skjule, og som nådesløst lukker sig om sig selv.
Hyggeracismen og den privilegieblinde dobbeltmoralskhed stortrives. Har asiatiske kvinder ikke tissekonen på tværs, grines der hen over frokostbordet. Og da Cecilie bliver kaldt kolonialist på sit job, reagerer hun prompte med at forklare, at vil man have flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, er det nødvendigt at importere andre af slagsen til at passe børn og føre husholdning. Den ene kvindes frigørelse sker således på bekostning af den andens til en billig pris.
Der spilles fremragende over hele linien i dette udvidede kammerspil. Marie Bach Hansen, der blev landskendt i Maya Ilsøes TV-serie ”Arvingerne”, er perfekt som Cecilie, der er fanget mellem at alliere sig med Aicha og loyaliteten mod sin klasse. Og Simon Sears giver hende effektivt modspil som Mike, der måske/måske ikke har noget at gøre med sagen. Endelig leverer Lars Ranthe og Danica Curcic en isnende præstation som de i den grad rige svin Rasmus og Katrine.
Mellem disse fire er au pair pigerne – der har deres eget miljø – rene statister. Og trods de fine ord om, at de er en del af familien, er de når alt komme til alt blot ting, der kan udnyttes og smides væk.
Historien afvikles effektivt i seks afsnit på lidt over en halv time hver, så der er stort set ingen døde punkter undervejs.
”Reservatet” emmer af social indignation, men først og fremmest er denne forårslækkebidsken af en TV-serie drevet af ensemblespillet mellem en gruppe skuespillere på toppen af deres kunnen. Og da den sidste scene ruller over skærmen, sidder man rystet tilbage.
Reservatet – 6 afsnit på 34-42 minutter – Danmark – Instruktør: Per Fly – Medvirkende: Marie Bach Hansen, Simon Sears, Lars Ranthe, Danica Curcic, Excel Busano, Donna Lekovski, Sara Fanta Traore m.fl.
SERIE: Reservatet – Ny dansk serieperle udstiller effektivt overklassens hykleri
Ind imellem kommer der en serie, som er så velspillet, at man bare lader TV’et køre videre over i næste afsnit, når det ene slutter, indtil man til sin forbløffelse opdager, at man har siddet og rå-binget en hel eftermiddag.
Sådan en serie er Per Fly’s nye, danske Netflix-serie ”Reservatet”. Fly er ingen novice i at skildre sociale uligheder. Det så man tydeligt i hans triologi ”Bænken” (2000), ”Arven” (2003) og ”Drabet” (2005). Og denne gang spidder han effektivt og nådesløst bid for bid de rige, privilegieblinde danskere nord for København og hele aupair-ordningen.
I denne nordsjællandske rigmandsghetto med udsigt over havet, finder man to nabohuse. I det ene – en senmoderne arkitekt-firkantet villa med store glaspartier – bor advokaten og opkomlingen Mike med sin hustru Cecilie. Og i det andet – et ældre palæ, som minder om en miniudgave af Buckingham Palace – finder vi Rasmus, fjerde generation i en af Danmarks rigeste familier og Mikes arbejdsgiver samt hans kone Katarina.
Mændene arbejder sammen og konerne er bedsteveninder. De mødes konstant over hvidvin og luksus, pusler om deres børn, når de ellers har tid, og overlader ellers børnepasningen til deres to filippinske au pair piger: Angel passer Michael og Cecilies børn og Ruby passer Rasmus og Katarinas søn Oscar.
En dag prøver Ruby at få Cecilie i tale, fordi der er noget omkring hendes værtsfamilie, hun må fortælle hende. Cecilie afviser hende og bede hende i stedet tale med Rasmus og Katarina. Det bliver første, men ikke sidste gang, at Cecilie viger fra at lytte til folk, hun klart burde have lyttet til.
Næste dag er Ruby sporløst forsvundet, og nu starter et inciterende drama om at finde ud af, hvad der er sket. Politikvinden Aicha begynder at pirke ind i det lukkede rigmandsmiljø med sine spørgsmål, mens Cecilie begynder at stille spørgsmålstegn ved det miljø, hun selv er en del af. Et miljø, hvor det hurtigt viser sig, at alle har noget at skjule, og som nådesløst lukker sig om sig selv.
Hyggeracismen og den privilegieblinde dobbeltmoralskhed stortrives. Har asiatiske kvinder ikke tissekonen på tværs, grines der hen over frokostbordet. Og da Cecilie bliver kaldt kolonialist på sit job, reagerer hun prompte med at forklare, at vil man have flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, er det nødvendigt at importere andre af slagsen til at passe børn og føre husholdning. Den ene kvindes frigørelse sker således på bekostning af den andens til en billig pris.
Der spilles fremragende over hele linien i dette udvidede kammerspil. Marie Bach Hansen, der blev landskendt i Maya Ilsøes TV-serie ”Arvingerne”, er perfekt som Cecilie, der er fanget mellem at alliere sig med Aicha og loyaliteten mod sin klasse. Og Simon Sears giver hende effektivt modspil som Mike, der måske/måske ikke har noget at gøre med sagen. Endelig leverer Lars Ranthe og Danica Curcic en isnende præstation som de i den grad rige svin Rasmus og Katrine.
Mellem disse fire er au pair pigerne – der har deres eget miljø – rene statister. Og trods de fine ord om, at de er en del af familien, er de når alt komme til alt blot ting, der kan udnyttes og smides væk.
Historien afvikles effektivt i seks afsnit på lidt over en halv time hver, så der er stort set ingen døde punkter undervejs.
”Reservatet” emmer af social indignation, men først og fremmest er denne forårslækkebidsken af en TV-serie drevet af ensemblespillet mellem en gruppe skuespillere på toppen af deres kunnen. Og da den sidste scene ruller over skærmen, sidder man rystet tilbage.
Reservatet – 6 afsnit på 34-42 minutter – Danmark – Instruktør: Per Fly – Medvirkende: Marie Bach Hansen, Simon Sears, Lars Ranthe, Danica Curcic, Excel Busano, Donna Lekovski, Sara Fanta Traore m.fl.
