CPH:DOX 2019: Aquarela – Overvældende billedværk om vand
Når min 11-årige datter om 20 år skal fortælle anekdoter fra sit liv, kan hun berette om sit første møde med CPH:DOX: Den russiske instruktør Viktor Kossakovskys overvældende smukke billedværk om vand.
Forhåbentlig vil hun også til den tid påskønne oplevelsen mere, end hun gjorde forleden, hvor hun forlod biografen med følgende salut:
”Det var så to timer af mit liv, jeg aldrig får tilbage!”
For os voksne var der imidlertid meget at hente. Og ”Aquarela” er lige den type unikke filmoplevelse, som man kun kan få på filmfestivaler: En rejse væk fra ens vante film-comfortzone og ud der, hvor man bliver udfordret. Der hvor ens sanser og forståelsesapparat belastes, som glemte muskler man ikke har brugt i al for lang tid.
Egentlig burde Kossakovskys film have båret titlen ”The Shape of Water”, hvis det ikke lige var fordi, at den titel allerede er taget af en anden bemærkelsesværdig film. For det er det, som det handler om: Vand i alle dets fascinerende former og temperamenter: Fra iskold, dødsensfarlig forførerske på isdækkede sibiriske søer til stormende furie i Stillehavets brølende bølger.
Hvis man forventer en typisk naturdokumentar, skal man nok lige justere sine forventninger, for ”Aquarela” er meget mere end det. Her er ingen David Attenborough. Den naturlige fortællestemme er i stedet erstattet af bulrende undervandslyde, som af og til afløses af hårdtslående heavy metal rytmer fra det finske band Apolyptica, så det dunker i ryggen. Og imens river filmen os med rundt i verden med 96 billeder i sekundet, så hver eneste scene og bevægelse står knivskarpt.
”Aquarela” er et overflødighed af vand os is i sit portræt af de kæmpemæssige mængder vand, der dækker og fylder det meste af vores klode. Der er ingen tvivl om, at Kossakovsky på sin egen underspillede måde bruger sin metier til et indspark om klimakrisen og de konsekvenser, vores handlinger har på klimaet. Men samtidig er beskeden klar: Vi kan ende med at gøre jorden ubeboelig for os selv, men vandet vil blive ved at strømme, også den dag, vi ikke længere er her.
Fra den frosne Baikalsø i det sydlige Sibirien til regn og bølgerne der rammer Miami midt i orkanen Irma og igen videre til vandtågerne fra Venezuelas Salto Angel vandfald lader ”Aquerela” sit vand-præludium flyde ud over tilskuerne – piplende, fossende og brusende.
Mens vandet er allestedsnærværende, er menneskene få og spredte. De koncentreres især i den første del, hvor et redningshold leder på den frosne sø i Sibirien for at lokalisere en bil, der er gået gennem isen. Pludselig går en anden hurtigt fræsende bil også gennem isen, og da redningsholdet kommer derhen og får reddet den ene passager op, er den andet stadig fanget under vandet. Naturens kræfter mod mennesket i det uventet opståede drama.
På den måde er ”Aquarela” et storslået værk, som kan ses for sidste gang på CPH:DOX i morgen lørdag i Cinemateket.
Aquerela – 89 minutter – Danmark, Tyskland og Skotland – Instruktør: Victor Kossakovsky. Medvirkende: Vand
