Filmanmeldelse: Trine Dyrholm ér Dronningen i årtiets bedste danske film

Nogle gange ser man en film, der river en med fra første sekund og som ved sit mod og sin kompromisløshed smasker en op mod væggen, så man forlader biografen med bævende ben dybt berørt af, hvad man har set. Sådan en film er instruktøren May el-Toukhys anden spillefilm efter debut’en med komedien ”Lang historie kort” (2015).

Der er til gengæld ikke meget komedie over ”Dronningen”, ja faktisk ved vi fra starten, at det her aldrig kan ende godt. Spørgsmålet er alene, hvor skidt det vil gå, da den succesfulde advokat Anne (Trine Dyrholm) indleder en hed, men total halsløs affære med sin unge stedsøn Gustav (Gustav Lindh).

Anne lever ellers det perfekte liv sammen med sin lægemand Peter (Magnus Krepper) og deres to tvillingepiger ude i deres smukke, modernistiske hus i skoven. Hun balancerer dygtigt mellem ægtemanden, familielivet, opdragelsen af de to piger og jobbet, hvor hun hjælper unge, der har været udsat for vold og overgreb.

Det hele vendes imidlertid på hovedet, da Peters søn Gustav fra første ægteskab, bliver smidt ud af både sin skole og sin mors hjem og flytter ind hos familien. Far og søn har et anstrengt og fremmedgjort forhold over for hinanden. Derfor er det Anne, der i første omgang påtager sig rollen som omsorgsgiver, men hurtigt udvikler omsorg sig til flirt sig og siden til fuldbyrdet forbudt lidenskab.

Vi har før set film, hvor en ung mand, bliver forført af en ældre, erfaren kvinde – tænk bare på Dustin Hoffman versus Anne Bancroft i ”The Graduate” (1967) eller David Cross versus Kate Winslet i ”The Reader” (2008). Men det har altid været ud fra den unges perspektiv. Derfor er det modigt i en MeToo-æra at komme med en film, der så åbent skildrer tingene fra krænkerens synsvinkel

Det mesterlige ved ”Dronningen” er den måde, hvor man som publikum bliver fanget ind af Anne’s personlighed og nærmest bliver medsammensvoren i hendes handlinger.

Her har vi en moden kvinde, gift med en pligtopfyldende men forudsigelig mand i et lidenskabsløst ægteskab, der er solidt og komfortabelt funderet omkring familielivet og ægtefællernes karrierer, og omgivet af midaldrende, kedelige, satte venner.

Så herregud, hvem kan ikke godt forstå Annes lyst til en smule forbudt morskab, eller følelsen af frihed, da forholdet til Gustav udvikler sig og bliver seksuelt? Spørgsmålet lurer hele tiden lokkende, og det bliver ikke mindre kontroversielt af, at svaret sikkert ville have set helt anderledes ud, hvis konstellationen i stedet havde været ældre mand/ung steddatter.

Anne mener selv, at hun har fortjent sin affære. Her opstår så filmens andet mesterlige træk, fordi den samtidig fremstiller hendes enorme hykleri. For samtidig med, at hun med nærmest gammel-testamentelig retfærdighed dømmer andres adfærd i sit job, er hun ude af stand til at se, at hun selv gør det samme. Det er tydeligt, at Anne ser sig selv som moralsk og etisk overlegen i forhold til andre – inklusive medlemmerne af sin egen familie.

Trine Dyrholm giver sig som sædvanligt 120 procent både fysisk og følelsesmæssigt. Det er en nydelse af de sjældne og store scene for scene at opleve hende i absolut professionel topform i hendes livs måske mest komplicerede rolle. Hun ér dronningen, og hun går til rollen med en stålfast ubesværethed, der endnu engang beviser, hvorfor hun er sin generations mest fremragende, danske skuespiller. Det er der ikke noget overraskende i, hvilket ikke gør oplevelsen mindre intens efterhånden som hun ruller sin skruppelløshed ud.

Nej, overraskelsen ligger i, at det lykkes for Gustav Lindh at være på niveau og holde trit med hende. Ikke som lærlingen, der læner sig op af den erfarne skuespiller, men ud fra sit eget unikke rum. Til at begynde med virker han som om, han ikke helt kan tro på, at tingene faktisk sker. Og samtidig er der noget vagtsomt over ham, som er præget ind i ham efter at have været kastebold mellem sine forældre. Og noget sødme og underspillet sårbarhed i hans natur, der bliver mere og mere tydeligt efterhånden som tingene udvikler sig i en mere og mere mørk retning.

”Dronningen” bliver en fortælling om en person, som føler sig så overlegen og moralsk retfærdiggjort, at hun har ret til at gøre hvad som helst, hvis bare hun kan slippe afsted med det.

Med en spilletid på 127 minutter, bygger filmen kyndigt sit drama op, men trods sin længde bevarer ”Dronningen” sin skarphed hele vejen igennem, fordi May el-Toukhy serverer den i så idylliske omgivelser. Anne er lige så hjerteløs, som den værste femme fatale i en noir-film. Pointen er imidlertid, at hun netop ikke lever i en noir-verden, hvor det er alles kamp mod alle. Tværtimod befinder vi os i det civiliserede Danmark med gåture i skoven, idylliske badeture i søen, drinks før aftensmaden og et afslappet liv med venner og familie.

Dette faktum mere end noget andet trækker gulvtæppet væk under én i en film, der uden sammenligning er årets bedste danske film og meget nemt kunne blive årtiets.

Dronningen – 127 minutter – Dansk – Instruktør: May el-Toukhy – Medvirkende: Trine Dyrholm, Gustav Lindh, Magnus Krepper m.fl.